Seniorforsker kritiserer diplomati-rapport: Talgymnastik og ønsketænkning

Af Hans Mouritzen
Dr.scient.pol., seniorforsker ved DIIS

Det danske folk er i flere omgange blevet kåret som verdens lykkeligste, om end æren ved sidste måling overgik til finnerne. Andre kunne aflæse, om de for eksempel var nummer 17 eller 102 i lykkelighedsgrad.

Bedømt ud fra publicity er der tydeligvis en mediemæssig gevinst forbundet med overpræcisering.

Det samme ser vi i den her aktuelle rapport: Danmark er angiveligt faldet fra en 11. plads til en 46. plads i spørgsmålet om ’centralitet i det globale diplomatinetværk’, der bruges som indikator på Danmarks internationale status.

Det er bemærkelses-værdigt, som Marcussen anfører, at Danmark målt per indbygger har den mindste udenrigstjeneste i Norden.

Hans Mouritzen
Seniorforsker ved DIIS

Det drabelige fald, uden nærmere tidsangivelse i pressemeddelelsen, er slugt råt og ukritisk i det meste af mediedanmark.

Fra frontlinjestat til gyldne 1990’ere
Ved nærmere eftersyn viser det sig, at faldet strækker sig over perioden fra 1965 (!) til i dag. Det virker direkte besynderligt, at Danmarks internationale status skulle have været højere – endda langt højere – da vi under Den Kolde Krig var en ydmyg frontlinjestat, der med rette eller urette ansås for at køre på frihjul i Nato og EF.

Måske ligger en af statistikkens faldgruber i, at den kun tæller fast stationerede diplomater? Og at politikerniveauet, vigtigst af alt, er fraværende i analysen?  

Hans Mouritzen
Seniorforsker ved DIIS

Dernæst at vor status skulle være faldet i de gyldne 1990’ere, hvor vi kunne operere med konditionalitet i både bistandspolitikken og Europa-politikken. Dengang kunne vi være primus motor i EU’s udvidelsesproces: De udenlandske diplomater flokkedes om Asiatisk Plads for at gøre deres hoser grønne.

Måske ligger en af statistikkens faldgruber i, at den kun tæller fast stationerede diplomater? Og at politikerniveauet, vigtigst af alt, er fraværende i analysen?

Når man kun måler på det, hvor der findes forholdsvis let tilgængelig statistik, bliver målingens validitet tvivlsom.

Lidt jordforbindelse er der dog: Det gøres til en pointe, at Sverige langt bedre end Danmark har kunnet fastholde sin centralitet i statistikken. Men det skyldes vel blot, at ’Norden’ er et begreb ude i verden, og at en række lande i en prioriteringssituation vælger at placere deres nordiske ambassade i det klart største nordiske land?

Der er grænser for, hvor megen suppe der kan koges på det.

Løsninger baseret på ønsketænkning
Rapporten munder ud i tre såkaldte løsninger til sidst i dokumentet. Det gennemgående i alle tre er, at ’mere forskning bør igangsættes’.

I stedet for svar fyldes der i øvrigt på med en lang række nye spørgsmål – ofte gode substantielle spørgsmål, om hvad for eksempel Natos, FN’s og EU’s kriser betyder for varetagelsen af danske interesser. Her kunne rapporten passende være startet.

Den tredje løsning omkring danskerne og civilsamfundet er heller ikke afledt af det forudgående indhold: "Danmarks største trækplaster er danskerne. Danske studerende, turister, erhvervsfolk, idrætsudøvere og forskere er populære i udlandet."

Det lyder mere som patriotisk ønsketænkning end empiriske forskningsresultater.

Hvad der i stedet burde gøres
Måske var det en idé at i stedet for status at måle på søsterfænomenet indflydelse, det vil sige faktisk udøvet indflydelse i nogle nøglesituationer. Til syvende og sidst skal status vel bruges til at øve indflydelse?

Dernæst burde man koncentrere sig om en kortere periode, for eksempel fra 1990’erne til i dag. Udgangspunkt i et par succeser og et par fiaskoer og dernæst opsporing af deres eventuelle eftervirkninger i senere situationer.

Det store billede er imidlertid, at vor egen gøren og laden ikke betyder så meget endda for Danmarks stilling. I vore dages geopolitisk prægede verden er småstaterne generelt blevet svækket.

Under præsident Obama forsvandt de sidste rester af amerikansk universalistisk tænkning, som Danmark tidligere kunne udnytte til at fremme egen indflydelse i verden, især da USA var enesupermagt mellem 1989 og 2008. At Brexit svækker Danmarks stilling i EU, er velkendt.

Disse udviklinger er ikke forårsaget af Danmark; der er således ikke grund til at piske os selv unødigt.    

Klassisk diplomati på vej tilbage
Noget kan imidlertid gøres. Det er uforståeligt, at den danske udenrigstjeneste er beskåret så kraftigt, som det er sket i de senere år. For eksempel er det bemærkelsesværdigt, som Marcussen anfører, at Danmark målt per indbygger har den mindste udenrigstjeneste i Norden.

Og så bringer den nævnte geopolitiske trend jo netop det klassiske diplomati i højsædet. Det kommercielle er stadig vigtigt, men som den penible Nordstream II-sag antyder, er der efterhånden få rent kommercielle anliggender tilbage.    

Naturligvis kan der indimellem ligge en værdi i at tælle ambassader og diplomater, men kun som illustrationer i forhold til en kvalitativ pointe. Rygraden i analysen bør være substans snarere end tal og kurver. Ellers går man over åen efter vand – i bedste fald.