Menneskeretsinstitut: Danmark spænder ben for sine udenrigspolitiske egeninteresser

Af Eva Grambye
Vicedirektør og international chef, Institut for Menneskerettigheder

Det skorter ikke på udenrigspolitiske ambitioner i Udenrigsministeriet.

Desværre står de i skærende kontrast til de konkrete realiteter i udenrigstjenesten. Den indskrumpning, skiftende regeringer har udsat udenrigstjenesten for i over et årti, har flere konsekvenser.

Lad os tage nogle eksempler:

Danmark er aktuelt meget markant repræsenteret i forhold til FN, men ressourcerne til at gå i dybden med den faglige dialog er stærkt begrænsede.

Eva Grambye
Vicedirektør og international chef, Institut for Menneskerettigheder

Få måneder efter at to jordskælv i 2015 dræbte 9.000 mennesker i Nepal, blokerede Indien vejene til landet og efterlod nepaleserne i en alvorlig brændstofkrise.

Det blev Kina, som kom landet til undsætning med brændstofforsyninger. Den kinesiske gestus sammenlagt med flere gigantiske kinesiske investeringer i landet har rykket Nepal tættere på Kina.

Danmark skal ses og høres. Ellers mister vi både fornemmelsen af effekten af vores indsats og vores indflydelse i forhold til de multilaterales organisationers strategiske prioriteter.

Eva Grambye
Vicedirektør og international chef, Institut for Menneskerettigheder

Hvad betyder det for Nepals spæde rettighedsbaserede demokratiseringsproces? Hvorvidt menneskerettighederne styrkes bedst i skyggen af Kina eller Indien fordrer en længere storpolitisk debat, som jeg ikke vil udfolde her.

Ambassadelukning svækker indsats
Men jeg vil hævde, at Danmark i en lang årrække gennem dygtige diplomater og bistandssagkyndiges engagement har været med til at fremme Nepals demokratiseringsproces. Institut for Menneskerettigheder har deltaget noget af vejen.

Vi har været med til at opbygge landets menneskerettighedskommission, og gennem et samarbejde med blandt andre dansk politi har instituttet bidraget til torturbekæmpelse og til at øge tilliden mellem befolkningen og politiet.

Det er små, men vigtige brikker i en udviklingsproces, der illustrerer, hvordan Danmark kan være en markant global forsvarer af menneskerettighederne.

Men da regeringen i 2015, samme år som Nepal vedtog sin første demokratiske forfatning, besluttede at lukke ambassaden i Kathmandu, slækkede vi på en vigtig udenrigspolitisk ambition.

Vi afskar os fra fortsat at understøtte demokratiseringsprocessen i det unge demokrati og fra at høste frugten af den mangeårige investering, Danmark foretog i Nepal. De danske egeninteresser, hvor menneskerettighederne ellers vægtes højt, var tydeligvis ikke store nok til, at vi skulle blive.

Ambassadelukningen i Nepal er et af mange eksempler på, hvordan Danmarks indflydelse på vigtige demokratiseringsprocesser i unge og skrøbelige demokratier er blevet reduceret som følge af besparelser på udenrigstjenesten.

Latinamerika går glip af knowhow – og vi misser eksport
Retter vi blikket mod Latinamerika, er konsekvenserne af et reduceret dansk diplomati endnu mere synlige.

De danske ambassadelukninger og den markante neddrosling af udviklingsbistand til kontinentet betyder blandt andet, at Danmarks muligheder for at præge de store menneskeretslige udfordringer, der ligger som tikkende bomber under den økonomiske udvikling og dermed de potentielle eksportmarkeder, er stærkt begrænsede.

Latinamerika er den region i verden, hvor flest oprindelige folk bliver dræbt i konflikter, som blandt andet opstår under etableringen af vedvarende energiprojekter.

De mange menneskerettighedskrænkelser, som begås under anlæggelsen af vindmølleparker, dæmninger og andre grønne verdensmålsvenlige projekter, adresseres af den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder. Kommissionen udpegede for nyligt en specialrapportør, der har sat arbejdet med menneskerettigheder og erhvervsliv højt på dagsordenen.

Her kunne Danmark med sine mange erfaringer og knowhow spille en afgørende rolle. Eksempelvis ved at skabe de rette rammevilkår, sikre inklusive høringsprocesser, dialog og klageadgang for de oprindelige folk, hvis livsgrundlag bliver berørt af virksomhedsprojekter.

Danmark kan herigennem være med til at styre, at virksomhedernes investeringer giver de formodede afkast til tiden.

Danske prioriteter udmøntes ikke
Et større dansk engagement ville desuden afspejle andre af Danmarks erklærede udviklingspolitiske prioriteter. Både verdensmål 7, som handler om at give alle adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi, samt respekten for oprindelige folks rettigheder, ligger højt på Danmarks prioriteringsliste.

Institut for Menneskerettigheder og en række danske ngo’er bruger på forskellige niveauer vores menneskeretslige ekspertise til at præge processerne i flere latinamerikanske lande. Men vores indflydelse ville utvivlsomt række længere med en stærkere dansk udenrigstjeneste i ryggen.

Udover at gavne danske virksomheder kunne et større engagement også påvirke fælles politiske dagsordener.

I sin rapport om dansk sikkerheds- og udenrigspolitik fra 2016 peger ambassadør Peter Taksøe-Jensen på, at Danmark har en række værdifællesskaber med Latinamerika. Og et forskningsprojekt, som Institut for Menneskerettigheder deltager i, viser, at EU og de latinamerikanske lande ofte stemmer sammen i FN’s Menneskerettighedsråd, men at de sjældent samarbejder i rådet.

Her ligger uden tvivl et uudnyttet potentiale for at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Fare for at drukne i aktiv multilateralisme 2.0
Udenrigsministeriet forsøger at kompensere for de færre faglige ressourcer ved at kanalisere mere udviklingsbistand gennem multilaterale organisationer som FN, Verdensbanken og EU.

Det giver umiddelbart god mening med de nuværende rammevilkår i ministeriet, men multilateral bistand skal også følges til dørs. Danmark skal ses og høres. Ellers mister vi både fornemmelsen af effekten af vores indsats og vores indflydelse i forhold til de multilaterales organisationers strategiske prioriteter.

Desuden bliver vi dårligere til at formidle, hvilke forandringer bistanden er med til at skabe. Formidlingen af de gode resultater er der stort behov for.

En ny meningsmåling fra Norstat viser en markant stigning i andelen af danskere, som slet ikke tror på, at udviklingsbistanden virker. Alene otte procent er overbeviste om, at hjælp til den tredje verden har en effekt.

Faglig dialog afgør succes
Danmark har prøvet kræfter med aktiv multilateralisme før, men ligesom dengang bliver det kun en succes, hvis aktiviteterne følges til dørs med faglig dialog. Danmark er aktuelt meget markant repræsenteret i forhold til FN, men ressourcerne til at gå i dybden med den faglige dialog er stærkt begrænsede.

Udenrigstjenesten består fortsat af højt fagligt kvalificerede medarbejdere, som har de diplomatiske erfaringer til at tænke langsigtet. Men de løber nu så stærkt, at det for den enkelte kan være svært at se den dybere mening.

En hverdag præget af “fra tue-til-tue” og feberredninger er hverken motiverende for de enkelte medarbejder, for Danmarks høje udenrigspolitiske ambitioner eller de egeninteresser, som udenrigstjenesten har til opgave at pleje.