Professor: Pårørende til ikke-vestlige ældre løfter bekymrende tung omsorgsbyrde

Antallet af ældre, der er kommet til Danmark som indvandrere eller flygtninge, stiger støt i disse år. Derfor er der et markant behov for, at der i sundhedsvæsenet fokuseres på både ressourcer, særlige målrettede indsatser samt faglige kompetencer.

Vi har brug for en helhedsorienteret tilgang, hvor der både tages hensyn til den ældres særlige behov og udfordringer, men også hvor der drages omsorg for de yngre pårørende, som ofte står alene med et alt for stort ansvar er påkrævet.

Pårørende løfter tung omsorgsbyrde

Det offentlige sundhedsvæsen har allerede på nuværende tidspunkt udfordringer med at hjælpe disse ældre, blandt andet fordi en del af dem taler meget lidt eller slet intet dansk.

De sproglige udfordringer medfører, at mange af de ældres voksne børn overtager de komplekse pleje- og behandlingsopgaver. Dermed udsættes de for en tung omsorgsbyrde, som blandt andet kan indbefatte, at de skal varetage komplekse plejeopgaver, sikre at den ældre kommer til undersøgelser og behandling samt stå for udfordrende og svære tolkeopgaver.

Mange pårørende til ældre med etnisk minoritetsbaggrund oplever ligefrem, at de fratages deres rolle som pårørende, da de ofte får tildelt et sundhedsprofessionelt ansvar, som de ikke er forberedt på. For pårørende, der agerer som omsorgspersoner og som har egen familie og fuldtidsarbejde, kan dette opleves særlig belastende.

Bekymrende politiske røster

De politiske røster om, at pårørende skal hjælpe mere til i forhold til pleje og pasning af sårbare ældre bliver derfor særlig bekymrende, da forskning understøtter, at pårørende, der hjælper deres gamle forældre, ofte selv ender med sygemeldinger eller kroniske lidelser som stress, depression eller fysisk overbelastning. Og det gør sig også gældende for etnisk danske pårørende.

Ældre Sagen har medvirket til at afdække, at hver sjette pårørende har måttet tage sygedage, fordi deres rolle som omsorgsperson har givet dem fysiske eller psykiske problemer. Ni procent har meldt sig syge, og hver tredje har gjort brug af feriedage, når en nærtstående skal hjælpes. Ydermere overvejede 17 procent af de adspurgte, at forlade arbejdsmarkedet for at hjælpe deres ældre familiemedlem.

Det manglende fællessprog mellem den professionelle og patienten kan skabe misforståelser, mistillid og konflikter.

Dorthe Nielsen
Professor i interkulturel sygepleje, SDU

De selvudpegede hjælpere inden for ældreplejen, er derfor ikke en ukompliceret løsning – slet ikke i minoritetsfamilier, hvor der er længere vej til rådgivning og støtte fra det etablerede system. Det kræver særlige kompetencer, men også støtte, supervision og faglig rådgivning at kunne varetage de komplekse plejeopgaver, som mange fysisk og kognitivt svækkede ældre har behov for.

Tolkeloven har skabt kaos

Men for fagpersoner er plejeopgaven heller ikke uden udfordringer. Særligt det manglende fællessprog mellem den professionelle og patienten kan skabe misforståelser, mistillid og konflikter, og der er risiko for, at den ældres særlige symptomer og lidelser overses.

Her har tolkeloven – som siger at borgere, der har boet i Danmark i mere end tre år, selv skal betale for deres tolk i sundhedsvæsenet – og et i forvejen presset sundhedssystem skabt rigtig meget kaos og været medvirkende til, at mange ældre med etnisk minoritetsbaggrund er særligt udsatte for fejlbehandling.

Modersmål er en afgørende del af de ældres identitet. De fleste udtrykker bedst deres følelser og behov på det sprog, de er vokset op med, og derfor bør alle med behov have adgang til en tolk i deres møde med sundhedsvæsenet.

Som supplement uddannes der flere og flere dygtige tosprogede sundhedsprofessionelle, og deres to- eller flersprogede kompetencer såvel som deres kulturelle kompetencer kunne med fordel komme meget mere i spil i den direkte pleje og behandling af ældre med minoritetsbaggrund – både på hospitalerne, i hjemmeplejen og på landets plejehjem.

Handling er i alles interesse

En sidste men vigtig udfordring for ældre med ikke-vestlig baggrund er, at flere af dem ikke har permanent opholdstilladelse i Danmark. Dette medfører, at de lever med konstant angst og usikkerhed for, hvor de skal leve i fremtiden, men også hvor de skal dø.