Vive-forsker: Ulighed afskærer ældre fra de boliger, der matcher deres behov

Den aldrende befolkning har rykket seniorboliger op på dagsordenen – både i samfundet og blandt de ældre borgere.

Som samfund skal vi finde ud af, hvordan udbuddet af boliger kan støtte god og sund aldring, og mindske de samfundsøkonomiske omkostninger, der følger med det aldrende samfund.

For den enkelte ældre har den store demografiske forandring mange konsekvenser. Vi har udsigt til et længere liv end nogensinde før, og vi skal i højere grad selv tage ansvar for vores aldring. Måske skal vi rykke milepæle og overgange i livet – som tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet eller flytning til ny bolig – for at det passer bedre til det lange livsforløb.

Og der er en usikkerhed omkring de personlige fremtidsudsigter. Hvor mange år har jeg tilbage? Hvordan vil mine sidste år blive? Hvad vil jeg have brug for?

Derfor skal fremtidens boliger for ældre kunne en hel del. De skal kunne imødekomme det lange liv med de ændrede prioriteringer og behov, det fører med sig. Det sene voksenliv er i dag ikke en marginal eller kortvarig afslutning på et livsforløb. Det kan strække sig over flere årtier.

Tidshorisonten er usikker
Fremtidens boliger skal også kunne understøtte det politiske ønske om, at folk kan blive længst muligt i eget hjem.

Boligen skal være gearet til et liv med funktionsnedsættelser og kunne noget af det, de institutionaliserede boligformer for ældre tilbyder. Og boligen skal kunne fremme det gode ældreliv, som rummer aktivitet, forebyggelse af sygdom og høj livskvalitet.

Det er altså mange ønsker og behov fra både samfund og borger, der skal forenes.

For bygherren skal boligerne være en god investering – økonomisk eller indirekte gennem øget velfærd. De skal svare til behov og ønsker hos nutidige og fremtidige seniorer. Og man skal overveje, hvordan boligerne kan være tidssvarende i mange år i en tid, hvor seniorliv, velfærd, befolkningsudvikling og klima er i forandring.

Ældre voksne bliver ofte betegnet som fattige på indkomst, men rige på formue. Men langt fra alle kan frit vælge en boligform, der passer til deres livsfase.

Anu Siren
Seniorforsker, Vive

For den ældre skal boligen derimod passe til en usikker tidshorisont i seniorlivet. Den skal kunne imødekomme de skiftende behov og prioriteringer, der sker, hvis seniorårene strækker sig over 30 år eller mere.

Boligen skal kunne passe til den alder, hvor man er aktiv, men også til den senere livsfase, hvor man lever med små eller store funktionsnedsættelser.

Der skal være mulighed for en aktiv livsstil, men også for tryghed ved og kontrol over eget liv. Boligen skal altså kunne passe til en livsfase, hvor tidshorisonten – til trods for, at vi lever længere – er relativt kort med en del eksistentiel usikkerhed.

Ældres mobilitet har ændret sig
Undersøgelser fra Vive har tidligere vist, at danskerne i dag i meget højere grad er klar til at flytte senere i livet, end de tidligere var.

I 1997 overvejede 13 procent af de 52-årige at flytte inden for de næste fem år. 20 år senere var tallet 24 procent.

I det sene voksenliv skal boligen kunne tåle ændringer i livssituationen, og måske derfor foretrækker mange de økonomisk mindre forpligtende leje- og andelsboliger, hvis de vælger at flytte. Det giver måske heller ikke længere mening, at hele ens formue er bundet til mursten.

Nye boligkoncepter har potentiale til at fremme aktiv, sund aldring og bekæmpe ensomhed og social isolation. Derfor bør man aktivt tænke boligen som en potentiel (velfærds-)indsats.

Anu Siren
Seniorforsker, Vive

Vores undersøgelser tyder også på, at man gerne vil downsize i det sene voksenliv. Det udspringer af både sociale og fysiske overvejelser, men måske også af skiftende prioriteringer og ønsket om en ny, alderssvarende start.

Boliger er en velfærdsindsats
Der er imidlertid store uligheder, når det kommer til muligheder for at indrette sig i det sene voksenliv.

Ældre voksne bliver ofte betegnet som fattige på indkomst, men rige på formue. Men langt fra alle kan frit vælge en boligform, der passer til deres livsfase.

Det er geografisk vidt forskelligt, hvilken formue man kan realisere i sin bolig, og vores analyser viser, at der også er store forskelle på ejeres og lejeres økonomiske råderum.

Boligen er et omdrejningspunkt i vores tilværelse, og i det sene voksenliv kan den være med til at fremme eller hæmme muligheden for at aldres i eget hjem med de skavanker og funktionsnedsættelser, der måtte komme.

Nye boligkoncepter har potentiale til at fremme aktiv, sund aldring og bekæmpe ensomhed og social isolation. Derfor bør man aktivt tænke boligen som en potentiel (velfærds-)indsats, der kan være med til at forme den gode alderdom.