DA: Den danske model beviste sit værd under OK18

Af Jacob Holbraad
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

Misundelse er en grim ting. Som regel.

I tilfældet med den danske model, så er misundelse dog ikke så ringe endda. For der sidder mange rundt omkring i verden og misunder os, at arbejdsmarkedets parter gang på gang gennem mere end et århundrede har formået at forlade forhandlingsbordet med en aftale, uden at det resulterer i samfundslammende konflikter.

Det betyder ikke, at bølgerne ikke en gang imellem går højt. Det gjorde de for eksempel under OK18. Og det fik mange til at efterlyse ændringer i den danske model.

Musketered gjorde forhandlinger svære
Men OK18-forløbet var ikke et resultat af, at den danske model er forældet. Nej, det var derimod et eksempel på, hvad der kan ske i en forhandling, når man kæder flere meget forskelligartede krav sammen i form af en musketered og sætter hårdt mod hårdt.

Dét, der i udgangspunktet var en klassisk overenskomstforhandling, blev blandet sammen med udflytning af arbejdspladser og generelle omkostningsreduktioner i den offentlige sektor. Sådan så det i hvert fald ud udefra.

OK18 viste, at det kan være svært, endda meget svært, at finde hinanden og løsningerne ved forhandlingsbordet. Men de vanskeligheder, som var tydelige at se på afstand, skyldes altså ikke den danske model.

Jacob Holbraad
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

Samtidig blev forhandlingerne rykket ud af det fortrolige rum, da der blev kommunikeret via medierne. Det er farligt for overenskomstforhandlinger og gør det nærmest umuligt at blive enige. Derfor endte det i store uoverensstemmelser, før man nåede en løsning.

Men svaret på uoverensstemmelser kan ikke være, at vi skal ændre den danske model.

Vi har den bedste model
Svaret fra Dansk Arbejdsgiverforenings side er det samme, uanset om det handler om offentlige overenskomstforhandlinger eller – som det senest er tilfældet – tanker om lovbestemt mindsteløn: Vi har den bedste model, der er.

Verden er misundelig på os af den årsag, at der endnu ikke er nogen, der har formået at strikke en bedre løsning sammen. Så lad os tænke os grundigt om, inden vi ryster posen.

OK18 viste, at det kan være svært, endda meget svært, at finde hinanden og løsningerne ved forhandlingsbordet. Men de vanskeligheder, som var tydelige at se på afstand, skyldes altså ikke den danske model.

De skyldes en kompliceret virkelighed og parternes adfærd både i og uden for forhandlingslokalet. Den danske model derimod – den beviste sit værd under OK18.

Krav om at forvalte ansvar ordenligt
I stedet for at diskutere, om modellen skal ændres, skal vi have fokus på, hvordan vi forvalter den. Det stiller krav til parterne om, at vi hver især tager vores ansvar alvorligt.

Selv om vi varetager forskellige interesser og kan se forskelligt på verden, så er vi forpligtede til at indgå i en tillidsfuld relation. Man kan sagtens være uenige på en ordentlig måde. Det skylder vi alle dem, vi repræsenterer.

Hvis ikke vi forvalter vores ansvar ordentligt, så giver vi frit lejde til, at man finder andre måder at organisere arbejdsmarkedet på. Og det vil være et kæmpe tab for hele Danmark.