Faglige Seniorer: Skal vores pensionsalder virkelig blive ved med at stige og stige?

I den historiske fælleserklæring mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fra 1987 lagde vi grunden til arbejdsmarkedspensionerne. I velfærdsaftalen fra 2006 blev fremtidens pensionsalder aftalt. Men de fundamenter holder ikke længere. Derfor skal der en ny samlet løsning på bordet.

Pensionskommissionen er lige nu – lidt i det skjulte – ved at lægge sidste hånd på en række anbefalinger, som kan blive banebrydende for fremtidens pensionssystem i Danmark. Anbefalingerne kommer til at danne udgangspunkt for politiske forhandlinger, som skal sikre holdbarheden i fremtidige generationers pensionsvilkår.

Og det er virkelig påkrævet med en ny stor og langsigtet aftale om de fremtidige pensionsvilkår. Fordi der skal spares op til pensioner, og fordi vores samfundsøkonomi skal håndtere den store udfordring med stigende levetid.

Politikerne har allerede truffet beslutning om, at pensionsalderen i 2035 kan stige til 69 år. I 2025 skal de så fastlægge pensionsalderen med virkning fra 2040. Kan man blive enige om en lempeligere regulering, så pensionsalderen ikke en-til-en skal følge udviklingen i levetiden?

Stor forskel på danskerne

Det nuværende system fører til, at Danmark fra 2050 vil have noget, der ligner Europas højeste pensionsalder. Og det er der næppe forståelse for i befolkningen. Bare tanken om, at vi først kan trække os tilbage som 70-årige får mange til at tænke: Det kan jeg ikke holde til hverken fysisk eller mentalt.

Vi har fået skabt et robust pensionssystem i Danmark med folkepension, arbejdsmarkedspensioner og ATP. Det giver tilsammen en rimelig dækningsgrad i fremtidige pensionisters levevilkår.

Uligheden i livsvilkår stiller også dog krav om, at ikke alle nødvendigvis skal kunne trække sig tilbage på samme tidspunkt. Med 'tidlig pension' (Arne-pension) og seniorpension har vi til en vis grad fået indført en fleksibel tilbagetrækning, som er helt nødvendig, når pensionsalderen stiger.

De svageste grupper bliver ramt hårdere af en stigende pensionsalder. Det er naturligvis ikke rimeligt

Palle Smed
Direktør i Faglige Seniorer

For der er stor forskel på levetiden blandt danskerne. De 25 procent fattigste lever i gennemsnit 4,4 år kortere end de 25 procent rigeste. De kortuddannede lever i gennemsnit også kortere end de længst uddannede. De svageste grupper bliver med andre ord ramt hårdere af en stigende pensionsalder. Det er naturligvis ikke rimeligt.

Det ideelle pensionssystem er fleksibelt

Det ideelle pensionssystem er indrettet således at, dem der kan og vil - med arbejdsmæssig og økonomisk mening - kan fortsætte på arbejdsmarkedet efter den formelle pensionsalder er nået. Dermed kan de være med til at finansiere, at dem som måske gerne vil, men ikke kan arbejde helt op til pensionsalderen, har mulighed for en tidligere tilbagetrækning.

Vi arbejder i længere og længere tid. I dag er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder højere end folkepensionsalderen. Og 20 procent har supplerende arbejde efter folkepensionsalderen.

Tendensen fortsætter. Vi har fået langt bedre pensionsforhold, og alligevel fortsætter vi med at arbejde i en højere og højere alder. På den måde bliver skiftet fra arbejde til pension langt mere fleksibelt. Og alene af den grund kan vi stoppe den automatiske levetidsindeksering af vores pensionsalder.

Men hvis vi fremover skal leve længere tid på pension, så er det nødvendigt med stigende indbetalinger til vores kollektive pensionsordninger. Det er en opgave, som arbejdsmarkedets parter i fremtiden må tage på sig.

Folkepensionen skal fremtidssikres

Vi har som befolkning forskellige pensionsvilkår. Folkepensionen giver en samlet bund for alle, men der vil fortsat om 50 år være 15-20 procent, som hovedsagelig vil være afhængig af de sociale pensioner. Derfor skal folkepensionen fremtidssikres.

Vi skal finde en anden balance imellem øget levetid og pensionsalder. Flere år på pension kræver større indbetalinger

Palle Smed
Direktør i Faglige Seniorer

Men vi er også nødt til at sikre supplerende opsparing til denne restgruppe, hvis vi skal udgå en kæmpe stigning i uligheden blandt fremtidens pensionister.

Det gælder danskere med ingen eller en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Men også mange lavtlønnede lønmodtagere, som ikke i dag har adgang til de stærke solidariske ordninger og uden reelle muligheder på det kommercielle pensionsmarked. Vi er nødt til at sikre, at disse grupper også bliver omfattet af solidariske ordninger.

Det kan godt rummes i de tre søjler, som vores nuværende pensionssystem bygger på. Men det er en opgave, der skal løses. Og det skal med i den store aftale.

Nødvendigt med massiv forenkling

Men pensionssystemet er også sårbart. Svinder vores opsparingsvilje, så ændrer vi den meget sårbare balance mellem skattebaserede pensionssystemer og private opsparingsordninger.

Den nuværende folkepension er sammen med de mange forskellige tillæg unødigt kompliceret. Årtiers justeringer i regler og ændrede muligheder for pensionsopsparing har ikke gjort det lettere at gennemskue. Det skaber usikkerhed om, hvorvidt det kan betale sig at spare mere op til pension i fremtiden. Og det går ikke.