Forsker: Har solidaritet skabt ny magtbalance i den danske model?

Af Laust Høgedahl
Lektor, ph.d., Center for arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

I forbindelse med LO-skolens åbning i Helsingør i 1969 skrev Halfdan Rasmussen digtet 'Kæden'. Digtet slutter med strofen "Byd magten trods. Gør kæden stærk, og slip de bundne kræfter fri."

I lærebøger om den danske model står der imidlertid ofte, at de offentligt ansatte er dybt rivaliserende og ikke særlig solidariske med hinanden.

De forskellige professioner lærere, sygeplejesker, pædagoger, politibetjente har ikke haft meget til fælles ud over at dele den samme arbejdsgiver i form af stat, region eller kommune. De dyrker deres eget fag og faglige privilegie, hedder det.

Lønstigen fra 1969
Samme år, som Halfdan Rasmussen skrev ’Kæden’ i 1969, vedtog Folketinget en ny tjenestemandsreform, hvor offentligt ansatte blev indplaceret i en lønstige, som kom til at få en afgørende betydning for lønstrukturen, som vi kender i den offentlige sektor den dag i dag.

De kvindelige omsorgsfag (blandt andet sygeplejersker) nederst og de mandsdominerede fag (blandt andet politibetjente) øverst. Lønforskellen var 18 procent i gennemsnit.

Spørgsmålet er, om den nye form for solidaritet med fælles krav har skabt en ny og varig magtbalance i den danske model, eller om OK18 var et særligt tilfælde?

Laust Høgedahl
Lektor, ph.d., Center for arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

De lavtlønnede kvindefag har flere gange forsøgt at løfte sig lønmæssigt fra de lave indplaceringer, hvilket har ført til arbejdskonflikter i løbet af 1990'erne og senest i 2008. Her var der ikke meget hjælp at hente fra de øvrige forbund.

Det samme gjaldt i øvrigt, da lærerne i 2013 blev udsat for en offensiv lockout og efterfølgende lovindgreb, hvor det lykkedes arbejdsgiverne at isolere lærerne.  

Solidaritetspagt og musketer-ed
Men med de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 (OK18) blev nye ord som "solidaritetspagt" og "musketer-ed" anvendt bredt blandt alle de offentligt ansatte − fra overlægen til den ufaglærte. De offentligt ansatte rykkede sammen under de to slogans "Nok er nok" og "En løsning for alle" − en ny form for solidaritet, som vi ikke har set tidligere, var blevet skabt.

Det nye sammenhold og solidaritet var i høj grad en konsekvens af en mere offensiv arbejdsgiverstrategi, som havde skubbet de forskellige lønmodtagergrupper tættere sammen frem mod OK18.

Fagbevægelsen havde også i forberedelsen til OK18 koordineret meget tæt på tværs af forbund, og solidaritetspagten blev skabt ved, at alle lønmodtagergrupper indmeldte særlige krav, som man i fællesskab aftalte at kæmpe for: lavt- og ligelønsprojekter, en arbejdstidsaftale til lærerne og den betalte spisepause til akademikerne.

Derudover var det et fælles krav at genoprette den såkaldte reguleringsordning og lande en samlet lønramme, der ville sikre en reallønsudvikling i overenskomstperioden.

Beskyldt for at springe i målet
Efter lange og intense forhandlinger indgik LO-forbundene med daværende formand Dennis Kristensen i spidsen sammen med Socialrådgiverne imidlertid et forlig på det regionale område til trods for stærke protester fra de øvrige forbund.

LO-forbundene blev beskyldt for at springe i målet ved at bruge fællesskabets styrke til at opnå egne krav, men uden at sikre, at de øvrige forbund var kommet i mål. Kæden er ikke stærkere end det svageste led.

Det lykkedes dog de øvrige områder at indgå forlig, og det har været til stor diskussion internt i fagbevægelsen, om de øvrige forlig faldt på plads på grund af eller på trods af LO-forbundenes forlig på det regionale område.

Dog er der ingen tvivl om, at det nye og stærke sammenhold var med til at skabe et resultat, som i høj grad var i lønmodtagernes favør – godt hjulpet på vej af en stor mobilisering blandt medlemmerne og en aktiv brug af medierne og især de sociale.

Ny balance eller særtilfælde?
Før og under OK18 blev magtbalancen i den danske model diskuteret vidt og bredt med henvisning til, at de statslige arbejdsgiverne ikke kan rammes økonomisk af en arbejdskonflikt og samtidig har mulighed for at spekulere i et lovindgreb, som tilfældet var i forbindelse med lærelockouten i 2013.

Men under OK18 opnåede fagbevægelsen at afbalancere magtforholdene i forhold til arbejdsgivermodparten til deres egen fordel ved aktivere nye og stærke organisatoriske magtressourcer via sammenholdet. Spørgsmålet er, om den nye form for solidaritet med fælles krav har skabt en ny og varig magtbalance i den danske model, eller om OK18 var et særligt tilfælde?

LO-forbundenes tidlige forlig gav store efterdønninger internt i fagbevægelsen, hvilket gør det svært at forestille sig en gentagelse af OK18. Det må også forventes, at arbejdsgiverne vil forberede sig anderledes ved næste overenskomstfornyelse, hvorfor forhandlingerne i 2021 kan gå hen (endnu en gang) og blive meget spændende.

-----

Indlægget bygger på en videnskabelig artikel under udgivelse i Tidsskrift for Arbejdsliv.