Debat

Replik: Logikken halter for Ældre Sagen

REPLIK: Ældre Sagen flytter fokus fra folkepensionens tillæg til ældrechecken. Men Ældre Sagens forslag hjælper ikke modtagerne af ældrecheck, skriver Per Bremer Rasmussen.

Foto: Lars Schmidt
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Per Bremer Rasmussen
Administrerende direktør, Forsikring & Pension

Ældre Sagen erkender i deres replik til mit indlæg i Altinget, at de nuværende pensionister ikke har et samspilsproblem, når man anskuer det i den rette sammenhæng.

Ældre Sagen medgiver nemlig, at langt de fleste nuværende pensionister, der får aftrappet folkepensionens tillæg, har oplevet et stort fald i marginalskatten, siden de indbetalte til pensionsopsparingen. Det modvirker effekten af, at pensionstillægget aftrappes. 

Fradrag for pensionsindbetalinger er en god idé
Det er aftrapningen af folkepensionens tillæg, der er centralt i samspilsproblematikken. Folkepensionens tillæg er nemlig en såkaldt universel ydelse, som alle med almindelige indkomster kan forvente at få.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I fremtiden vil en stor andel af pensionister kun få en del af pensionstillægget, fordi de vil have en solid pensionsudbetaling. Og de kan ikke forvente at opleve samme fald i marginalskatten som nutidens pension.

Derfor er regeringens og Dansk Folkepartis forslag om et fradrag for pensionsindbetalinger en god og målrettet måde at nedbringe samspilsproblemet på.

Mange svage grupper har meget at frygte, hvis Ældre Sagens forslag gennemføres

Per Bremer Rasmussen
Administrerende direktør, Forsikring & Pension

Ældre Sagen kan dog ikke lade det blive ved det og trækker ældrechecken ind i diskussionen. Herefter fortaber den dybere mening sig.

De allerfattigste pensionister kan få tilskud til store lægeregninger, tandlægeregninger, briller med videre. Det er meget målrettede, trangsbestemte ydelser, som kun meget få pensionister modtager.

Herudover har man fra politisk hold ønsket at give denne gruppe et løft i den disponible indkomst i form af ældrechecken. Disse ydelser har man ønsket at forbeholde de svageste pensionister, og derfor aftrappes de ret hårdt efter både indkomst og likvid formue af relativt beskeden størrelse.   

Svage pensionister bør frygte Ældre Sagens forslag
At ældrechecken ikke er en ydelse, som er tiltænkt hele pensionistgruppen, kan man aflæse af, at det kun er cirka 20 procent af de nuværende pensionister, der får ældrechecken. Og kun 7 procent får aftrappet ældrechecken. Til sammenligning får 87 procent pensionstillægget, hvoraf det aftrappes for cirka 30 procent.

Men hjælper Ældre Sagens forslag om at halvere aftrapningssatsen for pensionstillægget så aktuelle modtagere af ældrecheck? Overhovedet ikke! De kan kun glæde sig over, at pensionister med indkomst på tæt på 700.000 kroner nu efter Ældre Sagens mening skal have pensionstillæg!

Et andet forslag fra Ældre Sagen – om tvangsopsparing, der skal sikre alle en pensionsordning med en udbetaling på cirka 70.000 kroner, svarende til de nuværende personlige tillæg og ældrecheck til folkepensionen, falder væk – hjælper lige så lidt for aktuelle modtagere af ældrecheck med videre.

Men det vil med sikkerhed ramme de svageste før pensionsalderen, for eksempel førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, som i dag ikke sparer op til pension. Deres rådighedsbeløb vil blive kraftigt nedsat.  

Så mange svage grupper har meget at frygte, hvis Ældre Sagens forslag gennemføres. Og pensionister, der betaler topskat, kan se frem til at modtage pensionstillæg.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Bremer Rasmussen

Adm. direktør, Forsikring & Pension
cand.polit. (Københavns Uni. 1983)

0:000:00