Alt kan ske, når der skal tælles til 16 i grønlandsk politik

Ideologier ligger som den traditionelle bund under de fleste partier i grønlandsk politik. Men det deler ofte ikke vandene mere, end at partierne sagtens kan finde sammen i regeringssamarbejder, som ville være svære at forestille sig i dansk politik.

Det er i højere grad tidshorisonten for grønlandsk selvstændighed og holdningen til store anlægsprojekter og fiskerierhvervet, som definerer hegnspælene i grønlandsk politik.

Alle kombinationer
Derfor kan det være svært at spå om hvem, der kommer til at danne koalition med hvem, efter valget til det grønlandske parlament Inatsisartut den 6. april.

”I Grønland kan vi forestille os stort set alle kombinationer af partier i koalition sammen,” forklarer Rasmus Leander Nielsen, ph.d. og adjunkt ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet).

Der laves meget få meningsmålinger i Grønland. Den seneste er lavet en måned før valget blev udskrevet i midten af februar og blev lavet i forbindelse med et forskningsprojekt om et andet emne.

Det er derfor også meget svært at sige noget om hvordan styrkeforholdet bliver mellem partierne i forhandlingerne efter valget, hvor det kommer til at handle om, hvem der kan tælle til 16. Der er nemlig 31 pladser i Inatsisartut.

Store knaster
Meget tyder dog på et tæt løb mellem de to store partier i grønlandsk politik - det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA) og det socialdemokratiske parti Siumut.

De får sandsynligvis 16 eller flere mandater til sammen.

Rasmus Leander Nielsen dog har svært ved at forestille sig, at Siumut og IA går sammen i et koalitionssamarbejde, ligesom han også har svært ved at se for sig, at de øvrige partier kunne danne en koalition helt uden om de to store partier.

Men ellers er stort set alle bogstavkombinationer i spil efter valget.

”Uanset valgets udfald, så ligger der nogle ret store knaster, da der er mange partier til relativt få pladser i parlamentet. Og der skal laves en koalition, hvor man skal kunne tælle til 16,” siger Rasmus Leander Nielsen.

I alt syv partier er opstillet til valget. Foruden IA og Siumut er det løsrivelsespartierne Naleraq og Nunatta Qitornai, det socialliberale parti Demokraterne, det liberale parti Atassut og Samarbejdspartiet, der samarbejder med De Radikale i Danmark.

Intern uro
Valget blev udskrevet efter at Demokraterne forlod den regeringskoalition, som de havde været en del af siden maj sidste år sammen med Siumut og Nunatta Qitornai.

De var utilfredse med den interne uro, som opstod i Siumut, efter at partiets formand Kim Kielsen blev væltet og afløst af Erik Jensen i november sidste år.

Siumut har siddet på magten i Grønland i næsten alle år siden hjemmestyrets indførelse i 1979. Kun i fire år fra 2009 til 2013 måtte de overlade tøjlerne til IA. Dengang var det netop Demokraterne, som hjalp IA til magten. Det kan ske igen.

Langt fra hinanden
Sagen om det store mineprojekt Kvanefjeld i Sydgrønland er dog en stor sten, som skal ryddes af vejen eller sparkes til hjørne før en koalition mellem IA og Demokraterne kan blive en realitet.

”Et samarbejde mellem IA og Demokraterne er svært at se for sig lige nu, da de står så langt fra hinanden i spørgsmålet om Kvanefjeldet. Til gengæld har de før siddet i regering sammen fra 2009 til 2013 og senest har de godt kunne samarbejde i Sermersooq Kommune,” siger Rasmus Leander Nielsen.

Enige om at være uenige
Kvanefjeldet rummer en af verdens største uudnyttede forekomster af sjældne jordarter samt store mængder uran. Den endelige godkendelse til udvinding kan meget vel blive givet allerede i år. IA har dog i valgkampen erklæret, at de vil stoppe projektet. Demokraterne er til gengæld for.

Uran vil, ifølge selskabet bag Kvanefjeld-projektet, være et biprodukt fra minen. Men det er alligevel det, der har afstedkommet størst modstand mod projektet. Og det element, som tidligere har betydet, at Kvanefjeld har måttet parkeres for at få enderne til at mødes.

”Vi har tidligere set regeringsgrundlag, hvor man omkring uran har indskrevet, at man på tværs af partier er enige om at være uenige. Og dermed skudt en potentiel konflikt til hjørne,” forklarer Rasmus Leander Nielsen.

Den afgørende beslutning om at vende den politiske tommelfinger op eller ned til projektet er dog rykket så tæt på, at det kan være svært at isolere sagen. En kommende grønlandsk regering kommer sandsynligvis til at skulle enten trække stikket fem minutter i tolv eller køre vedtagelsen i gennem parlamentet.