Historiker: Udredning er en sørgelig misforståelse, som i bedste fald vil falde fra hinanden

Set fra de indfødte folks standpunkt er den amerikanske halvkugles historie siden Columbus’ ankomst 12. oktober 1492 en tragedie. Hvor man end kigger, finder man indfødte folk, som er blevet fjernet, flyttet, slået ihjel eller decimeret til mindretal i deres eget land, og som har mistet deres sprog og dermed nøglen til deres egen kultur.

Fra denne verdenshistoriske tragedie – for en tragedie var det, uanset hvor strålende og magtfulde nationer nutidens USA, Brasilien og Canada er – er der én og kun én undtagelse, nemlig Grønland, den store, delvis isdækkede ø på det amerikanske kontinents nordøstlige hjørne. Her er befolkningen den samme, som den var i 1492, og sproget det samme som i 1492. Grønland har som det eneste land på den amerikanske halvkugle bevaret sin amerikanske identitet ikke blot befolkningsmæssigt, men også kulturelt.

Grønlands enestående historie

Når det har kunnet ske, når det grønlandske folk har fået en ganske anden skæbne end den, der er blevet talløse andre amerikanske folk til del, skyldes det, at Grønland aldrig er blevet erobret og aldrig har været en koloni, men – siden nordboerne satte sig fast i det befolkningstomme land sidst i 900-tallet – en jævnbyrdig og i lange perioder omsværmet og feteret del af et nordisk rige.

Den tætte forbindelse med Grønland, som gik tabt i 1400-tallet, blev genoptaget i 1700-tallet med Hans Egedes ankomst i 1721 og er siden taget til århundrede for århundrede.

I al den tid, der er gået, siden de første nordboere gik i land i Grønland, har grønlænderne, fra 1400-tallets inuitter, som i løbet af 1300-tallet fortrængte nordboerne, været betragtet som ligeværdige landsmænd på linje med alle de andre folk, som gennem århundrederne er gået ud og ind af Det Danske Rige: Færinger, islændinge, nordmænd, svenskere, frisere, slesvigere og holstenere.

Den koloniale retorik og de evindelige sammenligninger med Sydafrika og Canada, som grønlændere – ikke mindst grønlændere højt på strå – såvel som danskere, inklusive den danske statsminister per automatpilot betjener sig af, når talen falder på Grønland, er analytisk vildledende og dertil dybt skadelig for begge parter – anklagende, skyldbetonet og meningsløst selvfornedrende, som den er.

Moderniseringen af Grønland har ført til mistrivsel og efterladt megen bitterhed og mange knuste skæbner, som fortjener at blive  ydet en form for oprejsning

Thorkild Kjærgaard
Historiker

Grønland og det grønlandske folk står med den enestående moralske autoritet, det giver at være det eneste indfødte amerikanske folk, der har formået at træde ind i den moderne verden uden at miste sin identitet.

Danmark står på sin side som landet, der sammen med Norge har skabt plads for, at det kunne ske ved at værne Grønland mod England og Holland, som begge stod på spring i 1600-tallet. I den betragtning og ikke i det koloniale vrængbillede, er der fremtid og muligheder.

Når det er sagt, så er der ingen som helst tvivl om, at moderniseringen efter 1945 – en modernisering, som var et massivt grønlandsk ønske, og som mange danske grønlandskendere havde store betænkeligheder ved – har været hård ved Grønland som ved andre af Rigets yderområder, Vestjylland for eksempel. Moderniseringen har ført til mistrivsel og efterladt megen bitterhed og mange knuste skæbner, som fortjener at blive draget frem og dermed ydet en form for oprejsning.

Der har helt sikkert været masser af opblæste og selvovervurderende danskere, der som småkonger kommanderede rundt med underdanige grønlændere og meget andet, som det ville være godt at få frem, så alle kan se det. Men feltet er mere komplekst end som så. En side af moderniseringen og de deraf følgende markant forbedrede sundhedsforhold er den vilde befolkningstilvækst, som Grønland oplevede i 1950erne og 1960erne.

Befolkningstilvækst og spiralkampagne

Befolkningstilvæksten var også internationalt et af det 20. århundredes store problemer. Imellem 1940 og 1965 øgedes verdensbefolkningen med en milliard fra 2,295 milliarder til 3,295 milliarder.

Det grønlandske selvstyre burde rejse en mindestøtte for de resolutte embedsmænd, der reddede Grønland fra en demografisk udvikling, som den, der i dag tvinger Afrika i knæ

Thorkild Kjærgaard
Historiker

Men nogle steder stod det værre til end andre. Med tilbageholdt åndedræt iagttog man, hvorledes befolkningen i Afrika mere end fordobledes mellem 1940 og 1965 (fra 140 millioner til 320 millioner), og der var store bekymringer for, hvad der ville ske, hvis den udvikling ikke blev stoppet.

Det blev den som bekendt ikke, og der er i dag mere end 1,4 milliarder i Afrika med det sørgelige resultat, at millioner og atter millioner desperat banker på Europas port for at komme ind.

Et andet sted, hvor befolkningstallet var ved at løbe løbsk, var i Grønland. Imellem 1945 og 1965 voksede antallet af grønlændere fra 21.412 til 39.615, altså næsten en fordobling på 20 år, og væksten var i 1965 på fire procent per år (fem gange så høj som i det øvrige Danmark). Før man så sig om – inden for en horisont på 15-20 år eller mindre – ville befolkningen i Grønland være på 100.000, hvad enhver, der kender forholdene på Grønland, kan sige sig selv ville være en katastrofe.

Det var baggrunden for, at det grønlandske sundhedsvæsen, der dengang blev styret fra København, greb til den nu så kritiserede spiralkampagne, som løb fra 1965 til midten af 1970erne. Det lykkedes ikke at stoppe befolkningsvæksten, men man fik kurven til at flade ud, og de næste ti år slap man, trods en ung befolkning med mange i den fødedygtige alder, med en befolkningsvækst på 10.000 (fra 39.615 i 1965 til 49.502 i 1975), og de sidste mange år har befolkningstallet i Grønland ligger stabilt omkring 55.000. Det er, henset til landets ressourcer, givetvis i overkanten, men med bloktilskuddet som buffer går det an.

I værste fald vil kommissionen grave grøfter og forringe Grønlands status og selvagtelse ved at låse landet fast i en offerrolle

Thorkild Kjærgaard
Historiker

Takket være sundhedsmyndighedernes resolutte indgriben undgik Grønland på et hængende hår at blive et arktisk Afrika.

Det grønlandske selvstyre burde rejse en mindestøtte for de resolutte embedsmænd, der reddede Grønland fra en demografisk udvikling, som den, der i dag tvinger Afrika i knæ – og i sit stille sind takke skæbnen for, at det i 1960erne var København, der styrede sundhedsvæsenet i Grønland.

Havde sundhed været hjemtaget, som det blev efter Hjemmestyrets indførelse 1979, ville det have været meget vanskeligt at gennemføre et så vidtgående, men påtrængende nødvendigt indgreb, som spiralkampagnen var.

Den historiske udredning

Forsoningskommissionen, som i juni blev aftalt mellem landsstyreformand Múte B. Egede (IA) og statsminister Mette Frederiksen (S), og hvis kommissorium skal være på plads med udgangen af oktober 2022, er en sørgelig misforståelse, som i bedste fald vil falde fra hinanden (som den af Aleqa Hammond i 2014 nedsatte kommission gjorde).

I værste fald vil kommissionen grave grøfter og forringe Grønlands status og selvagtelse ved at låse landet fast i en offerrolle i stedet for at lade det stå frem i al sin glans som det eneste ægte amerikanske samfund på den amerikanske halvkugle, som det eneste land i den amerikanske verden, der aldrig er blevet erobret og aldrig har været koloni, og som det uden sammenligning bedst fungerende arktiske samfund overhovedet.

Skulle det forholde sig sådan, at man allerede har afsat pengene og kvier sig ved at lade dem gå tilbage til de kasser, som de er kommet fra, kunne man alternativt nedsætte en dansk-grønlandsk historikerkommission med frie hænder til over en årrække at undersøge, hvordan den umådeligt succesrige, men også smertefulde og for mange traumatiserende modernisering af Grønland mellem 1945 og 2000 spændte af.

Det kunne være spændende at se, hvad der med de rette folk kan komme ud af det. Det er en vigtig del af historiefagets opgave at yde fortiden retfærdighed ved at gøre regnebrættet op uden at lægge fingre imellem, men også uden det ideologiske røgslør, som skæmmer megen dansk-grønlandsk historieskrivning, og gør den næsten værdiløs.