Indlandsisens istab bør give anledning til bekymring

Mængden af ferskvand (istab) bidrager således til den igangværende stigning i det globale havniveau, hvilket er mere end de 1,7 millimeter per år, som var den gennemsnitlige stigning i sidste århundrede.

Over tid, siden 1900 og til i dag, er det globale havniveau i gennemsnit steget med cirka 20 centimeter. Indeholdt i dette tal forekommer betydelige variationer fra én region til én anden region, hvor der er forskel i stigningen fra for eksempel Læsø til Sumatra.

Når det kommer til Indlandsisen, mister Indlandsisen samlet set (den største potentielle bidragsyder på den nordlige halvkugle til det stigende havniveau) nu omkring 200 kubikkilometer is om året – som en kombination af afsmeltning på isens overflade, produktionen af isbjerge ved isranden, smeltning ved indlandsisens bund samt det varmere havvands påvirkning af isranden.

Indlandsisens istab – herunder nettoistab – varierer år for år afhængigt af snepålejring gennem vintersæsonen (typisk fra september til maj) og ablationen/afsmeltningen gennem sommersæsonen (juni til august).

Indtrædelsen af tipping point for Indlandsisen synes uundgåelig, og Arktis vil over tid få stor betydning i et globalt perspektiv

Sebastian Mernild

Blot for at nævne et par eksempler, lå året 2022/2023 på et nettoistab på omkring 200 kubikkilometer fra Indlandsisen, året 2018/2019 endte på mere end 400 kubikkilometer istab og 2011/2012 på mere end 450 kubikkilometer istab. Og i 1991/1992 og 1995/1996 sås en positiv nettotilvækst på mere end 100 kubikkilometer is.

De to sidstnævnte år er de eneste to år siden 1986 og til i dag, 2023, hvor Indlandsisen har haft en positiv massebalance, som det kaldes. Alle andre år har Indlandsisen bidraget med et nettotab af is til det stigende havniveau.

Indlandsisen er ikke den eneste bidragsyder til det stigende havniveau. Tabet af is alene fra Indlandsisen er for tiden årsag til cirka 15 procent af den globale havniveaustigning. Hvor istabet fra hele Arktis, som sådan, bidrager med cirka 20 procent af den globale havniveaustigning.

I dette globale regnestykke må vi ikke glemme isbidraget fra Antarktis men også ændringer i havniveauet fra varmeudvidelsen (thermal expansion) – som cirka har udgjort 50 procent af den observerede havniveaustigning.

Det er et komplekst regnestykke. FN’s klimapanel vurderer, at menneskelig aktivitet med stor sandsynlighed var hovedårsagen til den observerede stigning i havniveauet, i hvert fald siden 1971.

Fremtidige klimaforandringer afhænger af drivhusgasudledninger. Det er i realiteten sikkert, at havniveauet vil fortsætte med at stige gennem det 21. århundrede med en sandsynlig stigning på op til cirka én meter i forhold til det gennemsnitlige niveau i 1995–2014.

Efter år 2100 vil havniveauet fortsætte med at stige i århundreder, op til årtusinder, som følge af dybhavets fortsatte varmeoptag og massetab fra isskjoldene, Indlandsisen og det Antarktiske isskjold.

Vurderingerne fra FN’s Klimapanel fortæller indirekte, at klimaforandringerne i Arktis også vil få betydning for et fremtidigt havniveau. Også fordi hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100 år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede ved over halvdelen af de steder, hvor der observeres vandstand.

Havstigninger bidrager til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder. Disse vurderinger bør også ses i et dansk perspektiv i forhold til oversvømmelseshændelsen, vi så netop her 20. oktober i år.

Skal vi forstå effekterne af fremtidens stigende temperaturer i Arktis, er det nødvendigt med en dybere forståelse af processerne på og i Indlandsisen.

I særdeleshed af begrebet ’tipping point’. Når vi forskere taler om et kommende tipping point for indlandsisen, så defineres det ud fra den rene overfladeafsmeltning: såfremt afstrømningen af smeltevand, altså tabet af masse, fra indlandsisens overflade gennem en årrække er større end tilførslen i form af ny sne, så er tipping point passeret.

Der er absolut grund til bekymring over den fremtidige udvikling og tilstand i Arktis

Sebastian Mernild

Det vil forventeligt tidligst ske engang efter år 2040 – baseret på computerberegninger, der tager afsæt i et scenarie fra FN's klimapanel med fortsat relativt høje CO2-udledninger.

Selv om Indlandsisens tipping point ligger noget ude i fremtiden, så er det mest opsigtsvækkende, at det næsten synes for sent at forhindre, at det kritiske punkt overskrides.

I de kommende år vil der ske en mærkbar opvarmning – også af Arktis. Simpelthen fordi store mængder drivhusgasser allerede er i atmosfæren – og nye vil komme til – og vil bidrage til temperaturstigningen. Indtrædelsen af tipping point for Indlandsisen synes derfor uundgåelig, og Arktis vil da over tid få stor betydning i et globalt perspektiv.

Der er absolut grund til bekymring over den fremtidige udvikling og tilstand i Arktis, og i særdeleshed for Indlandsisen, også når det kommer til fremtidige havniveaustigninger og oversvømmelseshændelser.