Tidligere generalkonsul i Kina: Europa betaler prisen for striden mellem USA og Kina
I 2018 ændrede USA sin Kinapolitik og gik fra overvejende samarbejde til næsten udelukkede konfrontation med Kina. Men i USA’s bilaterale opgør med Kina kan det blive Europa, der betaler prisen, skriver Carsten Boyer Thøgersen, tidligere generalkonsul i Shanghai og Guangzhou.
Carsten Boyer Thøgersen
Tidligere generalkonsul i Shanghai og Guangzhou, tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet og cand.mag. i statskundskab samt kinesisk sprog og kulturDanmark og EU er sikkerhedspolitisk forankret i NATO og vil være det mange år fremover. Medlemskabet af NATO har i over 70 år garanteret os mod militære trusler udefra.
Samtidig har en god økonomi sikret vores stabile velfærdssamfund i EU. Men USA's bilaterale konflikt med Kina inden for handel og teknologisk udvikling risikerer at udfordre EU’s økonomiske stabilitet.
Hvordan skal Vesten tackle Kinas fremmarch i Arktis?
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil “holde øje med Kina i Arktis”, og eksperter og iagttagere har for længst udnævnt Arktis som et geopolitisk kardinalpunkt i armlægningen mellem USA, Kina og Rusland.
Men hvor stiller det Rigsfællesskabet, EU og Nato? Hvilke sikkerhedspolitiske dilemmaer skaber kinesernes strategi, og hvordan skal Vesten koordinere sit modtræk?
Og er det for eksempel en selvfølge, at USA skal føre an, eller skal EU-landene gå sammen om at markere sig mere selvstændigt i Arktis?
De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor eksperter, politikere og andre aktører vil give deres bud på, hvordan Vesten klogest lægger en strategi, der kan imødegå det politiske stormagtsspil i Arktis.
Panelet består blandt andet af:
- Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier
- Claus Hjort Frederiksen (V), tidligere forsvarsminister
- Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet
- Eva Flyvholm (EL), forsvars- og udenrigsordfører
- Jonas Parello-Plesner, administrerende direktør i Alliance of Democracies
- Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og enhedsleder i DIIS
- Søren Espersen (DF), forsvars-, udenrigs- og grønlandsordfører
- Karsten Hønge (SF), udenrigs- og grønlandsordfører
- Sara Olsvig, formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder og tidligere IA-formand
- Laurits Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-Kritisk Selskab
- Peter Bøgh Hansen, Dansk Industris politiske chef i Kina
- Carsten Boyer Thøgersen, tidligere generalkonsul i Shanghai og Guangzhou
Flere debattører vil løbende blive føjet til panelet. Hvis du er interesseret i at bidrage til debatten, skal du kontakte debatredaktør Martin Mauricio på [email protected] for mere information.
Kinesisk kurs mod sejlrute
Et eksempel på, hvordan USA’s bilaterale konflikt med Kina inden for handel og teknologisk udvikling kan udfordre EU, ser vi i øjeblikket i Arktis.
Fast og ræsonbestemt rutefart mellem Stillehavet og Atlanterhavet gennem det arktiske område bliver formentlig muligt en gang i fremtiden og vil reducere transporttiden mellem Østasien og Europa med op til ti dage. Kina har oplagte interesser i at benytte en sådan sejlrute.
Kinesiske virksomheder har de sidste 15 til 20 år vist kommerciel interesse for Grønland og har deltaget i flere internationale konsortier, der har afgivet tilbud på projekter i Grønland, blandt andet minedrift og lufthavne. Af mange, også kommercielle grunde, er ingen af tilbuddene blevet realiseret. Kinesiske forskningsinstitutioner sendte fra 1983 forskere til Antarktis og interessen er de seneste 20 år udvidet til det arktiske område.
Militærstrategisk har Kina ikke vist interesse for Arktis. Grønland er en del af det amerikanske kontinent og har siden Den anden verdenskrig været militært kontrolleret af USA. Det ved Kina og den kendsgerning har Kina hverken planer om eller styrke til at udfordre. Men over for en mulig polar sejlrute har Kina allerede meldt sin interesse.
Fra samarbejde til konkurrence
Indtil for få år siden blev kinesisk kommerciel og forskningsmæssig interesse i Grønland hilst velkommen af Det danske rigsfællesskab og set som normalt internationalt samarbejde. I 2018 ændrede USA sin Kinapolitik og gik fra overvejende samarbejde til næsten udelukkede konfrontation med Kina. Skiftet blev fortalt som nødvendigt for at sikre amerikanske og vestlige værdier.
USA’s igangværende opgør med Kina handler i høj grad også om den voldsomme økonomiske og teknologiske udvikling, som Kina har gennemgået i navnlig de seneste 15 år. Fokus er på konkurrencen om markeder, handelsandele, økonomisk indflydelse og teknologisk udvikling.
USA opnåede at sinke Huaweis udvikling, mens Europa betalte en pris for USA's teknologikamp med Kina.
Carsten Boyer Thøgersen
Tidligere generalkonsul i Shanghai og Guangzhou
Færøerne, et lille nordatlantisk marked for 5G netværk, blev også inddraget i USA's opgør med Kinas teknologiske udvikling, da USA's ambassadør i Danmark i artikler i danske medier advarede Færøernes Landsstyre mod at indgå kontrakt med den kinesiske tech-gigant Huawei. Det var en del af en amerikansk kampagne, der hævdede, at Huawei’s 5G udstyr blev brugt til spionage til fordel for Kinas regering, selv om dokumentation aldrig blev fremlagt.
Europa betaler prisen
I EU medførte kampagnen, at Huawei – der havde opbygget 4G netværker i mange europæiske lande og teknologisk og prismæssigt stod til at vinde adskillige udbud ved udrulningen af 5G netværker – reelt blev udfaset på det europæiske marked, der blev overtaget af svenske Ericsson og finske Nokia.
I sidste ende fik de europæiske teleselskaber stort set samme udstyr, fordi Huawei ejer over 1/3 af patenterne på 5G netværket. Derudover har både Ericsson og Nokia et mangeårigt tæt samarbejde med den kinesiske IT-sektor.
Nye kontrakter og delvis udfasning af Huawei kostede betydeligt for teleselskaberne i Europa. USA opnåede at sinke Huaweis udvikling, mens Europa betalte en pris for USA's teknologikamp med Kina.
I foråret 2020 kritiserede USA's tætte allierede Australien Kina vedrørende Xinjiang, Covid-19 udbruddet i Wuhan og Hongkong. Kina svarede igen og neddroslede importen af australsk oksekød. I januar 2020 eksporterede Australien 20 gange mere oksekød til Kina end USA. Et halvt år senere eksporterede USA to gange mere oksekød til Kina end Australien.
For EU er det vigtigt at skelne mellem militære trusler mod vores sikkerhed og USA's bilaterale konflikt med Kina inden for handel og teknologisk udvikling.
Carsten Boyer Thøgersen
Tidligere generalkonsul i Shanghai og Guangzhou
Sikkerhedspolitisk er Danmark og EU forankret i NATO og vil være det mange år fremover. For EU er det vigtigt at skelne mellem militære trusler mod vores sikkerhed og USA's bilaterale konflikt med Kina inden for handel og teknologisk udvikling. Kina er Tysklands største eksportmarked.
Uden for Europa er USA og Kina Danmarks største handelspartnere. Det er ikke indlysende, at EU skal føre an i USA’s bilaterale opgør med Kina med de økonomiske omkostninger, det på sigt kan give, mens USA fokuserer på egen handelspolitik og økonomiske fordele. EU’s erhvervsliv er et vigtigt økonomisk grundlag for vores stabile velfærdssamfund.
Striden mellem USA og Kina er ikke en velkommen udvikling for EU. Hvad enten det er Arktis eller andre spørgsmål forventes det, at EU følger en politik, der bedst tjener EU’s egne interesser. Således valgte to de store EU lande Tyskland og Frankrig i 2003 at følge de FN baserede regler for internationalt samarbejde og undlod at deltage i USA's invasion i Irak.
Carsten Boyer Thøgersen er tidligere kontorchef i udenrigsministeriet, generalkonsul i Shanghai og Guangzhou og cand.mag. i statskundskab og kinesisk sprog og kultur.