Forsker: Kinas strategiske fodfæste i Arktis smuldrer

Da den kinesiske regering i begyndelsen af 2018 udsendte sin første Arktis-strategi, hvori Kina fremstilles som en “nær-arktisk stat”, gav det yderligere næring til debatten om Kinas voksende magt og indflydelse i Arktis.

USA’s daværende udenrigsminister, Mike Pompeo, advarede i 2019 om Kinas bestræbelser på at “militarisere det arktiske ocean” i stil med det sydkinesisk hav. Det var ganske vist et af de mest ekstreme udsagn i debatten, men også fra dansk side har bekymringerne været særdeles udtalte fra de stadig mere Kina-kritiske folketingspolitikere.

Samtidig har FE i sine offentlige trusselsvurderinger i årevis rettet opmærksomheden mod Kinas ambitioner om at “opbygge infrastruktur og kapaciteter i Arktis”, herunder også i Grønland.

Der er mange gode grunde til at være på vagt over for Kinas voksende magt og indflydelse på den globale scene og ikke mindst den mere selvhævdende og stridslystne kurs, Beijing har anlagt de senere år. Det gælder imidlertid ikke i Arktis.

For Kinas arktiske ambitioner har indtil videre langt fra materialiseret sig i noget, der burde kunne få øjenbrynene til at løfte sig inde på Christiansborg, og intet tyder på, at det vil blive tilfældet. Snarere synes Kinas i forvejen begrænsede strategiske fodfæste i Arktis at være ved at smuldre.

Tilbageslag i Grønland

Få steder illustreres denne udviklingstendens tydeligere end i Grønland, hvor Kinas investeringer i grønlandsk minedrift for alvor har fået et skud for boven de seneste måneder.

Først annoncerede den nyvalgte grønlandske regering et stop for uranudvindingen ved Kuannersuit (Kvanefjeld), som administreres af et australsk-kinesisk minekonsortium, og dernæst tilbagekaldte de grønlandske myndigheder minedriftslicensen for Isua-området (nordøst for Nuuk) fra det kinesiske selskab General Nice, tilsyneladende grundet inaktivitet og misligholdelse af kontrakten.

Stemningen er skiftet markant, siden de nordiske lande tilbage i 2013 bakkede samlet op om at tildele Kina permanent observatørstatus i Arktisk Råd.

Andreas Bøje Forsby
Forsker, DIIS

De kinesiske tilbageslag i Grønland følger i forlængelse af de senere års mislykkede forsøg på at opbygge en kinesisk forskningsstation i Grønland (til trods for en aftale herom i 2016), at investere i en ellers nedlagt flådestation i Grønnedal og at deltage i udbygningen af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

I de to sidstnævnte tilfælde blokerede den danske regering for de kinesiske virksomheder med afsæt i sikkerhedspolitiske bekymringer formuleret mere eller mindre direkte i Washington.

Kinesiske projekter opgives på stribe

Det er ikke blot den danske regering, der har sat foden ned i forhold Kinas arktiske ambitioner. Sikkerhedspolitiske hensyn fik ligeledes den finske regering til for et par år siden at forhindre Kinas Polare Forskningsinstitut i at opkøbe og udbygge en landingsbane Kemijärvi i det nordlige Finland, som angivelig skulle bruges til videnskabelige overflyvninger af Nordpolen.

Derudover er mangeårige kinesiske investeringsplaner om at anlægge en såkaldt Arktisk Korridor for godstransport fra Kirkenes i Norge ved Barentshavet via Rovaniemi og Helsinki og under Østersøen med tunnel til Tallinn i Estland efterhånden stødt på så stor lokal modstand, at projektet er blevet opgivet.

I Sverige meddelte Swedish Space Corporation sidste år, at man ikke vil forny samarbejdskontrakterne med virksomhedens kinesiske partnere, som ellers har haft adgang til avancerede antenner og andet satellitnavigationsudstyr i Esrange-centeret i Kiruna nord for polarcirklen. Igen som følge af voksende sikkerhedspolitiske bekymringer.

Og i 2017 måtte et kinesisk konsortium opgive at bygge Skandinaviens største dybvandshavn i Lysekil efter en ophedet debat i de svenske medier om kinesiske investeringer.

Kinas Arktis-ambitioner har lidt markant knæk

Med andre ord er stemningen skiftet markant, siden de nordiske lande tilbage i 2013 bakkede samlet op om at tildele Kina permanent observatørstatus i Arktisk Råd.