10 år som direktør for Institut for Menneskerettigheder: Vi er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske

INTERVIEW: Menneskerettighedsdomstolen mister sin legitimitet og opbakning, hvis den ikke i højere grad indretter sig efter politikernes ønsker. Det er budskabet fra Jonas Christoffersen, der i denne måned fejrer tiårs jubilæum.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Malte Bruhn

Der er udsigt til kanalen, når man sidder og kigger ud ad vinduet på Jonas Christoffersens direktørkontor på Christianshavn. Her har han siddet i ti år.

Instituttet, som han er direktør for, er en selvejende, statslig institution, og den primære opgave et at rådgive regeringen, Folketinget og myndighederne i sager om menneskerettigheder.

Ved siden af vinduet, der vender ud mod kanalen, hænger der en sort-hvid plakat med den canadiske ishockey-legende fra 1980’erne og 1990’erne, Wayne Gretzky. Et stort idol, fortæller Jonas Christoffersen. Af ishockeyfans bliver han stadig betragtet som spillets største stjerne.

Jonas Christoffersen var og er selv en ihærdig ishockeyspiller.

Fakta
Blå bog:
Jonas Christoffersen (f. 1969 i Gentofte)
Direktør for Institut for Menneskerettigheder 2009-
Forsker på Københavns Universitet 2000-2008.
Skrev sin doktordisputats om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Konstitueret landsdommer ved Østre Landsret 2006-2007
Dommerfuldmægtig i Højesteret 1998-1999
Cand.jur. fra Københavns Universitet og advokat med møderet for landsretten 1998
Bor i Lyngby med sin kone og to døtre.

Vi bliver nødt til at stole på vores demokratier. Befolkningen og politikerne skal synes, at menneskerettighederne er en god idé.

Jonas Christoffersen

Han stoppede egentligt hockeykarrieren som 23-årig. Men siden han en dag for fire siden blev lokket med til en prøvetræning, har han været solgt på ny.

”At spille ishockey igen var det sjoveste, jeg havde lavet i 20 år, selvom jeg nærmest ikke kunne gå ugen efter,” siger Jonas Christoffersen, da jeg møder ham på hans kontor.

Vi bliver beskyttet mod tortur, dødsstraf og menneskehandel. De ting står der ikke noget om i grundloven.

Jonas Christoffersen

Den øde ø er ikke en blomst, der er groet i min have. Men hvis man som politiker oplever et reelt problem, som man ikke kan løse inden for rammerne af konventionerne, så forstår jeg godt, at man ønsker at rykke lidt til dem.

Jonas Christoffersen

Men han bed smerten i sig, og weekenden efter købte han udstyr for 6.000 kroner. I dag spiller han to til tre gange om ugen.

”Jeg mærker en forvandling i det sekund, jeg træder ind i omklædningsrummet, åbner tasken og tager mit udstyr på. Der lugter af ammoniak og mand og sved. Så spiller jeg bare hockey, og så tænker jeg ikke på andet. Jeg er meget mere mig,” fortæller han.

Dagen forinden var han også på isen, da han sammen med sit oldboyshold, Gentofte Stars, tabte 4-3 til KSF Nightcaps i Boblehallen på Østerbro.

”Det var ærgerligt. Jeg synes, vi var mindst lige så gode som dem, men en forsvarer bliver snøret to gange af den samme spiller, og en anden begår en kæmpe bommert til sidst,” siger Gentoftes venstre back, der både kom på måltavlen og en tur i straffeboksen undervejs i kampen.

Efter kampen diskuterede han lidt med dommeren om udvisningens berettigelse.

”Dommeren sagde, at jeg lavede ’holding’, men jeg mener faktisk, at det var en ganske normal tackling.”

Hinsides det morsomme i den ishockeyspillende jurist, der presser dommeren og forsøger at bøje reglerne lidt i sin retning, er det også noget sigende for det, der egentlig er emnet for Altingets henvendelse om interview med Jonas Christoffersen. For hans tiårs jubilæum markerer også en periode i instituttets historie, hvor forholdet mellem nationalstaterne, deres politikere og Menneskerettighedsdomstolen er blevet forrykket; domstolen har trukket sig lidt tilbage, så politikerne har fået mere spillerum. Før forbudte tacklinger er blevet tilladt. Også i Danmark og også med direktør Jonas Christoffersens billigelse.

”Der findes et skisma mellem det juridiske system og det politiske system. Og hvis det skisma bliver for stort, er det nok ikke det juridiske system, der vinder. Ergo må vi rykke menneskerettighederne tættere på politikerne,” som han siger.

‘Vi må stole på vores demokratier’
Jonas Christoffersen har mørkt karseklippet hår. Markerede kindben. Brune øjne. Han er tynd, men stærk, kan man se.

Han er født og opvokset i Gentofte i Nordsjælland. ”Øvre middelklasse”, som han selv formulerer det. I dag bor han i Lyngby med sin kone og deres to døtre.

Juraen kommer ikke fra fremmede. Hans mor var godt nok tandlæge, men hans far var partner i et mellemstort advokatfirma, og hans farfar var landsretssagfører. Tre generationer af jurister.

Jonas Christoffersen interesse for menneskerettigheder blev vakt, da han i starten af nullerne arbejder som dommerfuldmægtig i Højesteret. Her stødte han jævnligt på sager, der drejede sig om menneskerettigheder.

Gnisten var tændt, og han gik i gang med at forske. I år 2008 afleverede han sin doktordisputats om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Doktorbrevet fra Københavns Universitet hænger på væggen over for Wayne Gretzky.

Undervejs i sin forskning opdagede Jonas Christoffersen, at der omkring 2003 skete en drejning i Menneskerettighedsdomstolens praksis.

”Jeg kunne se en tendens til, at domstolen afgav mere og mere spillerum til de enkelte lande. En tendens, der er fortsat lige siden.”

Jonas Christoffersen læner sig ind over bordet. Han tager en kuglepen og et stykke papir. Så tegner han en cirkel. Den repræsenterer alt det, som Menneskerettighedsdomstolen engang blandede sig i. Så tegner han en mindre cirkel inde i cirklen. Det er domstolens nye og mere snævre praksis.

Når domstolen trækker sig tilbage, er der behov for, at landende fylder tomrummet mellem de to cirkler ud, forklarer han.

Og er det en god udvikling?

”Det er den eneste rigtige udvikling. Men det skaber naturligvis nogle udfordringer og noget uklarhed for juristerne, embedsmændene og politikerne, der skal fylde tomrummet ud.”

Og her er vi fremme ved Jonas Christoffersens hovedpointe: Menneskerettighederne bliver kun styrket, hvis de i højere grad bliver forankret i landenes egne retssystemer.

”Vi bliver nødt til at stole på vores demokratier. Befolkningen og politikerne skal synes, at menneskerettighederne er en god idé,” siger han og lægger kuglepennen på bordet igen.

’Vi kan jo bare melde os ud’
Jonas Christoffersens mere pragmatiske syn på menneskerettighederne vinder indpas i løbet af nullerne. Og fra 1. januar 2009 bliver han ansat som direktør for instituttet.

Han afløser den mere idealistiske Morten Kjærum, der i højere grad anså menneskerettighederne som et slags værn mod den folkelige indflydelse.

Han er blandt andet kendt for i 2001, dagen efter folketingsvalget, hvor Venstre og DF kom til magten, at have udtalt, at den danske udlændingepolitik ikke kunne strammes yderligere.

Den udmelding var i 2002 tæt på at få instituttet lukket som en del af Anders Fogh Rasmussens (V) kamp mod ”smagsdommere” og ”bedrevidende eksperter”.

”Jeg blev ansat, fordi bestyrelsen ønskede at anlægge en helt anden linje end tidligere. Nogle synes givetvis, at vi skulle fortsætte med at råbe op, men vi mener ikke, at man bare kan sige til folk, at de bare skal makke ret, fordi ’jeg har ret’.”

Er du ikke bange for at blive for indgroet i systemet? For ukritisk?

”Det handler ikke om at gøre sig til over for systemet. Vi er en offentlig institution. Vi er sat i verden for at rådgive Folketinget og regeringen. Det giver os vores penge hvert år. Og derfor skal vi kunne se dem alle i øjnene, uanset partifarve.”

Hjalp til med konventionskritisk erklæring
Kulminationen på Jonas Christoffersens vision om at rykke det juridiske og det politiske tættere sammen kom, da Europarådet i maj sidste år, under ledelse af den danske VLAK-regering, vedtog den såkaldte København-erklæring.

Han betegner det selv som sit helt store svendestykke, fordi han sammen med resten af instituttet spillede en behjælpelig rolle i kulissen, da den konventionskritiske erklæring skulle opfindes og udformes.

Erklæringen er ikke juridisk bindende, men den opfordrer kort fortalt til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg skal bestemme mindre, og at de enkelte medlemslande skal bestemme mere.

Erklæringen blev af mange set som en lille sejr for regeringen, der længe havde være frustreret over sin handlingslammelse i udvisningssager med kriminelle udlændinge.

Dette bedst illustreret i sagen i 2016 om storforbryderen Gimi Levakovic, som Højesteret ikke kunne udvise med henvisning til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Derfor kom det måske også bag på nogen, at netop Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheder hjalp til med det juridiske benarbejde.

Men for Jonas Christoffersen var det helt naturligt. Processen er et symbol på hele hans projekt som beskytter af menneskerettighedssystemet. Han forklarer det som en slags idealistisk pragmatisme: Idealerne om et stærkt menneskerettighedssystem opnås bedst ved en pragmatisk tilgang til debatten.

Hans logik er, at instituttet beskytter menneskerettighedernes position bedst ved at imødekomme kritikken og bekymringerne fra borgerne og politikerne – for eksempel i forhold til udvisning af kriminelle indvandrere.

Og hvis man så accepterer, at et lille hjørne af konventionerne bliver svækket, bliver resten af fundamentet til gengæld styrket, lyder rationalet.

”Med København-erklæringen var vi med til at hjælpe de danske og europæiske politikere med at vise vejen mod et nyt slags forhold til konventionerne. Erklæringen skaber bestemt ikke en revolution i morgen. Men den sender et klart og tydeligt signal til domstolen om, at den skal fortsætte udviklingen ved at fokusere på de væsentligste sager. Det kan mange politikere se nu, og det er rigtig vigtigt. For hvis vi vil, kan vi jo bare melde os ud. Det tager et halvt år. Men det er jeg bestemt ikke interesseret i.”

Forstår godt den øde ø
Jonas Christoffersen bifalder dog ikke alt, hvad politikerne foretager sig, når det handler om at udvikle menneskerettighederne.

Han henviser til det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, der ifølge regeringen og Dansk Folkeparti bliver en realitet med finansloven for 2019.

I aftalen står der, at ”myndighederne skal således – i modsætning til i dag – gå til grænsen af de konventionsmæssige forpligtelser, når der træffes afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse”.

Jonas Christoffersen tvivler dog på, at den slags ”gåen til kanten” vil få en reel effekt.

”Jeg glæder mig i hvert fald til at høre, om regeringens jurister kan finde konkrete sager, hvor stramningerne reelt ville have ændret noget.”

Jonas Christoffersen er derimod mere forstående over for regeringens og DF’s plan om at omdanne øen Lindholm i Stege Bugt til et center for kriminelle indvandrere, der ikke har fået opholdstilladelse, men som nægter at vende hjem.

Udfordringen er dog, at placeringen på øen kan være i strid med menneskerettighederne, hvis de kriminelle udlændinge bliver udsat for frihedsberøvelse, forklarer han.

”Den øde ø er ikke en blomst, der er groet i min have. Men hvis man som politiker oplever et reelt problem, som man ikke kan løse inden for rammerne af konventionerne, så forstår jeg godt, at man ønsker at rykke lidt til dem.”

Det er nemlig sådan, at man ifølge Christoffersen beskytter dem bedst, konventionerne. De skal disktures, så de demokratisk valgte politikere føler ejerskab over dem.

Jonas Christoffersen, hvorfor er konventionerne så vigtige, at du accepterer, at nogen vil rykke på dem?

”Fordi konventionerne beskytter vores ytringsfrihed og vores ret til en retfærdig rettergang. Vi bliver beskyttet mod tortur, dødsstraf og menneskehandel. De ting står der ikke noget om i grundloven. Menneskeretten sikrer os en masse rettigheder, og dem, mener jeg ikke, at vi skal gamble med, bare fordi vi er irriterede over nogle små hjørner.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Christoffersen

Advokat, Offersen og Christoffersen, medlem, Dataetisk Råd
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), advokat (1998), dr.jur. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00