Folket og lobbyister vandt Folkemødet - medierne tabte

SKUD FOR BORGEN: Folkemødet vokser og vokser, og både emner og deltagere er helt rigtige. Kun medierne mangler at indtage deres vigtige plads på scenen, skriver Altingets chefredaktør i sin klumme.

Artiklens forfatter til Folkemøde 2011, hvor alt endnu var fuldstændig uskyldigt, og hvor antallet af hunde langt overgik antallet af betjente.
Artiklens forfatter til Folkemøde 2011, hvor alt endnu var fuldstændig uskyldigt, og hvor antallet af hunde langt overgik antallet af betjente.Foto: Oskar Herrik Nielsen/Altinget.dk
Rasmus Nielsen

FOLKEMØDET 2015 VIL i sit femte år sætte besøgsrekord for femte gang i streg. Det tyder i hvert fald salget af tog-, færge- og flybilletter på. Vi ved nu, at Folkemødet enten vil ligge i valgkampen eller før. Dermed burde successen være hjemme. Højrevendte nationalister eller ej. 

Hvem er Folkemødet til fordel for? Næppe den ene blok og slet ikke et bestemt parti. Medietrykket vil i forvejen være så stort i en valgkamp, at ingen kan få særlig fordel af et folkemøde midt i valgkampen. Dermed er der en faktor mindre for den hårdprøvede tidstager Helle Thorning-Schmidt (S) at tælle på knapper for.

I ÅR VENTES omkring 2.600 arrangementer, en stigning på 25 procent i forhold til året før. Man skulle tro, at den lille havneby Allinge på Nordbornholm med 1.500 fastboende ikke kunne håndtere mindst 25.000 daglige gæster i de fire dage, Folkemødet varer. Men det er, som om Bornholm har besluttet, at det kan man godt. Folkemødet er kommet til Allinge for at blive. Da Folkemødet moralske far, Bertel Haarder (V), i sommerne 2010 fik kontakt med Folkemødets biologiske mor, borgmester Winni Grosbøll (S), var sømmet slået i granitten. Hér bliver vi. Vi kan jo heller ikke lige tage hjem.

Folkemødets sekretariat lover i år forbedret offentlig transport, flere bynære overnatningsmuligheder, mere plads til lidt færre, men større telte, markedsplads for lokale specialiteter, flere kulturelle og sjove arrangementer, mere og bedre mad samt en ny frivillige-organisation. Hvem vil sige nej til noget af dét?

Medierne bør spille en større rolle på Folkemødet, ud over det indlysende at sende lyd/billeder og uploade ord. Mediernes selvstændige og afgørende rolle som fjerde part i demokratihjulet skal mere frem.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget

DET STORE KOMMUNIKATIONSBUREAU Operate gennemfører hvert år en analyse af Folkemødet. I år udgør arrangementer om demokrati og folkestyre hele 30 procent mod 25 procent sidste år. Også en god udvikling. Sundhed, omsorg og forebyggelse kommer på andenpladsen, emnet tegner sig for hvert femte arrangement.

Bureauet har også i 2014 undersøgt, hvem det er, der deltager i Folkemødet. Det viser sig - overraskende for mange - at godt halvdelen faktisk er almindelige borgere uden professionelle interesser eller særinteresser. Hvem er så "folket"? 35 procent er meget oplagt bornholmere, der gerne vil opleve øens politik-festival. Flest kvinder. Så er der, hvad festivallen kalder "bedsteborgere", de udgør andre 40 procent og kommer for at møde politikere og få viden. De er som oftes seniorer, højtuddannede kvinder. Endelig er der de sidste cirka 25 procent - "baglandet", som gerne vil møde partifæller og debattører. Det er partimedlemmer i alle aldre, igen mest højtuddannede.

DE FØRSTE ÅR blev Folkemødet jo ellers skældt ud for at være elitært. Hvad siger analysen af 2014-stævnet om dét? Hvordan fordelte de sammentællede, ca 90.000 besøgende over de fire dage sig? Lad os starte nedefra:

2 procent var journalister på arbejde
5 procent var politikere på arbejde
12 procent var ildsjæle - som brænder for en sag uden at få penge for det
28 procent var lobbyister på arbejde
53 procent var "folket", defineret som deltagere, der kom for at opleve og diskutere, uden at få penge for det. Bare for oplevelsens skyld.

Sådan - det er da Bornholm for Folket.

Hvem er løbet med Folkemødet? Det siger disse tal meget tydeligt. Folkemødet ER folkeligt. Der kommer masser af almindelige vælgere, og heldigvis også mange ovrefra, dvs. vest for Østersøen. Lobbyisterne har også grebet chancen for at påvirke i retning af de særinteresser, de arbejder for, ligesom kommunikationsbureauerne dygtigt sælger deres kundearrangementer for 100.000 kroner i timen. 

TILBAGE PÅ PERRONEN står på mange måder de private medier, der i så mange år bar demokratioplysningen, og som med nye medieformer forhåbentlig vedvarende skal gøre det i fremtiden. Men gamle Allinge Station er lukket for medier. Medietoget kører ikke længere hertil. Politikerne, organisationer og kommunikationsbureauer kan have en interesse i at presse det besværlige mediefilter ud, for at tale direkte sammen uden besværlige anfægtelser og spørgsmål - men det skal ikke lykkes.

Medierne bør spille en større rolle på Folkemødet, ud over det indlysende at sende lyd/billeder og uploade ord. Mediernes selvstændige og afgørende rolle som fjerde part i demokratihjulet skal mere frem. Som led heri har Altinget taget risikoen at genåbne det agtværdige Grønbechs Hotel lige midt i Allinge. Som onlinevirksomhed, der til daglig kun eksisterer på skærme af større eller mindre kaliber, har vi et udtalt behov for at møde vores læsere i den anden verden: offline. En netavis bør også kunne lave lækker mad, stille mikrofonstativer frem, skænke rødt og grønt fadøl i Øltinget - ja, rede senge. Vi glæder os!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Winni Grosbøll

Direktør, Friluftsrådet, formand, Hjem til Alle alliancen
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2004)

0:000:00