Professor: Borgerne har mistet retten til at være syge

Af Kirsten Ketscher
Professor, Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked, Københavns Universitet

Det var et alvorligt tilbageslag for borgerens velfærd, da sygedagpengeperioden blev afløst af det såkaldte ressourceforløb, der i praksis går ud på at anbringe borgeren i et fleksjob selv af et nok så minimalt omfang.

Med ressourceforløbsydelsen og det det tilhørende rehabiliteringsteam er der åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis. Der er mange eksempler på, at ressourceforløb bliver forlænget i tilfælde, hvor forestillingen om en forbedring af borgerens helbred nærmest må karakteriseres som påkaldelse af mirakler.

Mange kommuner nægter at anerkende lægeerklæringer, der dokumenterer, at den pågældende borger ikke har nogen arbejdsevne og er uarbejdsdygtig i ethvert erhverv. Øvelsen går ud på at undgå visitation til førtidspension. Der kan ikke peges på andre grunde end økonomiske.

Men kommunen har hverken ret eller pligt til at anvende den billigste løsning. Borgeren skal have sin ret efter loven, uanset om tildeling af førtidspension vil være en overtrædelse af de mere eller mindre eksplicitte retningslinjer, som er udstedt i mange kommuner. Sådanne afgørelser stadfæstes af Ankestyrelsen, der har anlagt en fortolkningsstil, der kan karakteriseres som myndighedsvenlig.

Domsafgørelser afviser fortolkningslinje
I modsætning hertil er der i den senere tid faldet en række domme, der afviser denne myndighedsvenlige fortolkningslinje. I en sag anlagt af 3F afviste en enstemmig Højesteret i september 2015 at give en beslutning fra Kolding Kommune om sygedagpengeophør tilbagevirkende kraft. Den oprindelige afgørelse var truffet af Falck som ”anden aktør”, hvilket er ulovligt. Kommunens nye afgørelse kunne ikke reparere denne fejl og kunne derfor kun få virkning for fremtiden.

Med ressourceforløbsydelsen og det det tilhørende rehabiliteringsteam er der åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis.

Kirsten Ketscher
Professor, Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked, Københavns Universitet

Højesterets dom er egnet til at modvirke, at kommunerne spekulerer i at træffe uholdbare afgørelser. Østre Landsret var med en dissentierende dommer kommet til det modsatte resultat, da borgeren ”ikke havde en berettiget forventning” om at få sine sygedagpenge forlænget, fordi afgørelsen var rigtig, uanset at den var truffet af en forkert aktør(!).

I Vestre Landsrets dom fra december 2015 mod Ankestyrelsen fik en overvægtig kvinde fra Randers Kommune medhold i, at hun havde ret til at få efterbetalt førtidspension fra 2006 til udgangen af 2011. Retten afviste opfattelsen af, at kvinden kunne behandles ud af sin overvægt. Retslægerådet havde udtalt, at der ikke var nogen medicinsk evidens for dette synspunkt. Byretten i Randers mente derimod, at kvinden ved ”en relevant egen indsats eller behandling skulle have haft en realistisk mulighed for et betydeligt vægttab”(!).

I en Vestre Landsret-sag mod Ankestyrelsen fik 3F medhold i, at kommunen ikke kunne stoppe medlemmets sygedagpenge, da hans tilstand stadig var uafklaret. Afgørelsen blev derfor tilsidesat. Byretten i Horsens var kommet til samme resultat. Det var Ankestyrelsen, der ankede sagen til landsretten.

Mange lignende sager på vej
Selvom disse sager stammer fra før ressourceydelsens indtog, er der grund til at forvente, at der er mange tilsvarende sager på vej til domstolssystemet. De ressourceforløb, som svage og udsatte borgere udsættes for, er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling.

F.eks. ”sengepraktik” , hvor borgeren af helbredsmæssige grunde skal ligge i seng det meste af arbejdsdagen for at forsyne kommunen med et alibi, der kan bære tildeling af et minimalt fleksjob.

Udviklingen af velfærdssystemet er gået fra velfærd til jobfærd. Det er ikke længere vigtigt, at borgeren bliver rask, men at den pågældende kan presses ind i et (fleks)job, uanset at det er en ren fiktion, at der er tale om reel arbejdsevne. Og uanset, hvor meget antallet af førtidspensionister falder, får vi intet at vide om borgernes velfærd og velbefindende. Tak for kaffe.