Alvorligt indhug i Mette Frederiksens popularitet

MÅLING: Mette Frederiksen har fra første fløjt haft et solidt forspring til Lars Løkke Rasmussen, men nu er hendes opbakning næsten lige så lav som Løkkes. Striden om de offentlige overenskomster er hovedforklaringen, siger Nicolai Wammen (S).

S-formand Mette Frederiksen må håbe på, at hendes fald i&nbsp;popularitet&nbsp;er en midlertidig følge af&nbsp;striden om&nbsp;overenskomsterne.&nbsp;De socialdemokratiske strateger har hele tiden kalkuleret med, at hun her ville have et stort forspring til Lars Løkke Rasmussen.&nbsp;&nbsp;<br>
S-formand Mette Frederiksen må håbe på, at hendes fald i popularitet er en midlertidig følge af striden om overenskomsterne. De socialdemokratiske strateger har hele tiden kalkuleret med, at hun her ville have et stort forspring til Lars Løkke Rasmussen.  
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

S-formand Mette Frederiksen risikerer at miste et vigtigt trumfkort over for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i den kommende valgkamp. For den socialdemokratiske leder kan ikke længere være sikker på at banke Løkke stort, når det kommer til den personlige popularitet.

En ny Norstat-måling viser, at de to statsministerkandidater nu står mere lige end på noget andet tidspunkt, siden Mette Frederiksen blev socialdemokratisk leder.

23 procent af vælgerne har Lars Løkke Rasmussen som deres foretrukne statsministerkandidat. Det er en ringe opbakning for en statsminister, men sådan har det været i hele Løkkes sidste periode som statsminister.

Det nye er, at Mette Frederiksens popularitet nu kun er en my over Løkkes. I den nye Norstat-måling peger kun 26 procent på Mette Frederiksen som deres foretrukne statsministerkandidat, mens 19 procent peger på en helt tredje kandidat, og 31 procent svarer ”ved ikke”.

Tallene er ikke udtryk for, at der står en stærk tredje kandidat i kulissen. Størst opbakning til et statsministerkandidatur blandt de øvrige partiledere er der til DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der scorer knap en tredjedel hos dem, der peger på en tredje kandidat. Det svarer kun til 6-7 procent af vælgerne

Førte 38-19
For godt et år siden i marts 2017 havde Mette Frederiksen et forspring til Løkke på hele 19 procentpoint, i januar 2018 var det forspring skrumpet til 8 procentpoint og er altså nu helt nede på 3 procentpoint.

For et år siden pegede 38 procent af vælgerne på Mette Frederiksen, i januar var tallet nede på 32 procent – og siden da er opbakningen faldet til de nuværende 26 procent.

Tilbagegangen har ramt over hele linjen. På toppen af sin popularitet sidste år havde Mette Frederiksen opbakning fra surrealistiske 91 procent af S-vælgerne, den andel er nu faldet til 75 procent.
(Artiklen fortsætter under grafen) 

 

Lunkne vælgere
Hos støttepartierne er faldet endnu mere drastisk: For godt et år siden var Mette Frederiksen den foretrukne statsministerkandidat for 76 procent af SF-vælgerne. I dag er tallet nede på 38 procent. 47 procent af Alternativets vælgere pegede dengang på S-formanden, i dag er tallet på 19 procent. Og blandt de radikale vælgere er opbakningen til Mette Frederiksen faldet fra 49 procent til 17.

Tabet på den røde fløj er ikke vundet igen på den blå. Støtten til Mette Frederiksen er tværtimod faldet en anelse blandt DF-vælgerne.

Det er en alvorlig bet for de socialdemokratiske strateger, der havde indkalkuleret Mette Frederiksens personlige popularitet som en stærk trumf over for en statsminister, der har haft dårlige ratings de sidste fire år.

Står vagt om den danske model
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, peger på to årsager til tilbagegangen:

”Jeg tror, overenskomstsituationen spiller en stor rolle. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen betaler en pris, fordi vi står vagt om den danske model på arbejdsmarkedet, mens mange andre fisker i rørte vande for at hente en hurtig vælgergevinst,” siger Wammen og tilføjer:

”Der kan også være nogle vælgere, der slår sig på, at vi har en kontant udlændingepolitik. Men det følger med, når man har en statsministerkandidat med klare holdninger og budskaber.”

Trods tilbagegangen føler Nicolai Wammen sig fortrøstningsfuld på længere sigt:

”De seneste uger har overenskomsterne fyldt meget. Men på valgdagen vil temaer som klima, uddannelse og velfærd også betyde noget for de vælgere, der er kritiske over for os lige nu. På de områder vil pilen entydigt pege på Mette Frederiksen.”

Norstat-målingen er foretaget 14.-20. marts. Det var på et tidspunkt, hvor striden om overenskomsterne spidsede til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)









0:000:00