Fra Kul-Lars til Panda-Lars: ”Jeg har besluttet mig for at købe en elbil på grund af dine spørgsmål”

FIK DU LÆST: Direktøren for Dansk Energi har både haft ry for at være for grøn og for at være for sort. Nu går han i clinch med grønne utopister, som ikke vil prioritere, men kun tale med store bogstaver. Altinget har mødt manden, der engang blev kaldt Kul-Lars, og undervejs besluttede han sig for at købe en ny, grøn bil. Læs eller genlæs interviewet her. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Freja Søgaard

Denne artikel blev bragt første gang 25. februar 2019. 

Da Lars Aagaard fik tilbudt en stilling som vicedirektør i Dansk Energi, var han i tvivl, om han skulle tage imod tilbuddet. Han syntes, det lugtede ”halvoffentligt og støvet”, og at organisationen var smal og ukendt. Alligevel sagde han ja. Den daværende direktørs ambitioner om en mere professionel virksomhed og muligheden for at være nummer to i en ledelse drev ham.   

Fakta

Det siger de om Lars Aagaard:

   Martin Lidegaard, medlem af Folketinget for Radikale :
"Lars er dynamisk, en hård hund og dygtig. Jeg opfatter ham som en af Danmarks dygtigste lobbyister. Jeg kan godt lide ham. Han kan godt være stædig og holde meget på sine ting. Men det betyder også, at man ved, hvor man har ham. Det foretrækker jeg frem for det slebne.    
Der er mange, der slår sig på Lars, fordi han har så klare synspunkter. Men jeg synes, at det er med til, at når man laver en aftale med Dansk Energi, og det er jo ofte med ham i spidsen, så kan man som regel stole på, at den bliver holdt. Det er ikke alle brancheorganisationer, der kan levere den basale vare, som er højt værdsat i politik.  
Jeg synes, at Dansk Energi og Lars fungerer sådan, at de kæmper for deres synspunkter, og de kæmper hårdt for dem. Men når vi så træffer de nødvendige kompromiser, så synes jeg egentlig også, de er med på at rette ind til den nye politiske virkelighed, der så indtræffer.  Jeg opfatter dem ikke som dumstædige, kun stædige. " 
  
 Kim Mortensen, direktør, Dansk Fjernvarme  
”Der er ingen tvivl om, at Lars er en dygtig lobbyist. Det er han, fordi han er dygtig til at skabe nyttige relationer og få mest mulig ud af dem. Derfor har han med stor succes stået i spidsen for transformationen af elselskabernes forening, Dansk Energi, fra at være en brancheforening for nonprofit-elselskaber til i dag at varetage de store nationale og internationale kommercielle interesser i elsektoren.   
Lars har et flammende engagement på vegne af netop elnetselskaberne og elproducenterne. Men Lars har også dygtigt ført denne interessevaretagelse ind i andre brancher. Lars har således på elsektorens vegne haft stor succes med også at italesætte sig som talerør for andre branchers interesser, eksempelvis den øvrige energisektor, industrivirksomheder og vindmøllesektoren.   
I min tid som folketingspolitiker har jeg også oplevet en anden side af Lars, som han behersker enormt godt, nemlig evnen til at skabe en fortrolighed og opfattelsen af, at det, vi har sammen, er eksklusivt. På den måde har Lars og jeg haft sjove, gode, men især de senere år også udfordrende timer sammen. Udfordrende, fordi jeg med samme engagement jo brænder for fjernvarmesektorens rolle som netop nonprofitselskaber og som grundpille i vores fælles velfærd, til gavn for forbrugerne.”  
  
 Eva Tingkær, tidligere kommunikations- og public affairs-direktør i Dansk Energi, nuværende pressechef i Radikale og rådgiver for Morten Østergaard  
“Lars er blandt Danmarks bedste lobbyister. Han har en evne til det virkelig lange syn – og fik øje på klimadagsordenen lang tid, før den tog fart. Det er en af de væsentlige ingredienser i, at Dansk Energi har en stærk og bred platform i dag. Koblet med, at Lars har en meget fintfølende seismograf, der kan læse både mikro- og makrobevægelser i det politiske landskab, giver det en eminent træffeevne. Og han kan spille på hele klaveret fra den regulatoriske detalje hos embedsmanden til den klare kommunikation i øjenhøjde. Hos Lars som leder og sparringspartner skal man gøre sig fortjent til hans tillid – og man skal være med på, at målet altid er i bevægelse. Til gengæld giver han et uendeligt råderum, altid nye ideer at arbejde med (eller at skyde ned) – og noget at grine af, hvis man er til knastør ironi.” 

I 2009 rykkede han fra toer til etter og blev direktør i Dansk Energi, hvor han satte sin vision med ordene "power to the people". Den handlede om at skabe et CO2-neutralt Danmark, hvor elektrificeringen spillede en hovedrolle. 

I dag vil han stadig i kamp mod de fossile brændsler. Både i transportsektoren og i oliefyrene i husene. Men selvom målet er det samme, er der mange andre ting, der har rykket sig.

Foto:
Foto:
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

”Da jeg startede, fik vi altså ikke julekort fra statsministeren. Det gør vi nu," som han udtrykker det. 

Da han startede i Dansk Energi, havde han på Christiansborg fået øgenavnet Kul-Lars, fordi han på et tidspunkt forsvarede de danske kulkraftværkers interesser. Da han senere kom over i den anden grøft og begyndte at tale om grøn energi, blev det lavet om til Panda-Lars. Og selvom panda lyder noget sødere end kul, fortæller Aagaard, at det nye navn ikke var entydigt positivt ment.  

Foto:
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

”Det, der skete for os som branche og måske også for mig som person, var, at vi glemte kunderne, da vi gik fra sort til grøn,” fortæller han.   

Medlemmernes kunder var ikke med. Når Panda-Lars talte om et grønt el-system, så hørte industrien tab af konkurrencekraft og en højere elregning.    

”Folk vil ikke være med, hvis det bliver for dyrt. Så inviterer du til et politisk modtryk fra erhvervslivet,”  siger han.   

Derfor tror han i dag på, at det er en balance, der skal findes. Og den balance taler han meget om. Han vil hellere tage mange små skridt end at sætte alt på et bræt og dermed risikere at skabe modstand.    

”Jeg tror rigtig meget på vores samfundsmodel; på den måde er vi måske alle lidt socialdemokrater. Men jeg er mere reformist, end jeg er revolutionær. Hvis vi er mange, der vil noget sammen, kan vi skabe en stabil forandring. 

Vil være kaliffen  
Da Lars Aagaard var barn, købte hans far en Ford Transit. ”En smadderkasse af en gammel kassevogn,” beskriver Aagaard den som.   

Faren svejsede selv en seng og fyldte familien på fem personer ind i bilen og kørte sydpå. De boede aldrig på campingpladser, men parkerede bilen på en mark eller en rasteplads, og nogle gange blev de smidt væk af en landmand. De snød sig til at bade i en å, og Aagaard lå på tværs af sengen i bilen om natten ved de andre familiemedlemmers fødder.   

”Det var virkelig hippieagtigt,” siger han.   

Han kommer fra en meget venstreorienteret familie. Moren var uddannet socialrådgiver og faren skolelærer, og han beskriver dem som flippede: 

”Altså min far kautionerede for Amdi Petersen, da han startede Tvind i sin tid. Bare lige for at få forklaret, hvor vi var henne.”

Senere fik faren nogle ledelsesstillinger i uddannelsesverdenen, og moren endte som forstanderinde i Mødrehjælpen i Odense. Ligesom forældrene greb efter ledelsen, når den bød sig, vil Aagaard også hellere sidde for bordenden i mødelokalet. Han har altid gerne villet have sine chefers job. Være kalif i stedet for kaliffen, som han siger. Og det er ikke kun den side af forældrene, der skinner igennem hos Lars Aagaard. Det gør den venstreorienterede, flippede, grænsende til det aktivistiske side også. 

Den kommer frem, når han fortæller, hvordan han ved klimatopmøderne altid snakker med klimamedarbejderne fra Greenpeace frem for cheferne, og dengang de på et klimatopmøde på Bali købte cola og risretter til ngo’er, journalister og folketingsmedlemmer og på den måde holdt middag barfodede på stranden.  

Og når han snakker om ferier med kæresten, hvor der ikke er en plan, men ”det ligesom var livet, der trak os derhen”, og når han kalder sin vision for ”power to the people”.   

Men den kommer især frem, når han flere gange under interviewet taler om de fattige. At det er dem, det går ud over, når der ikke er balance i samfundet.   

”På et tidspunkt gik den øvre middelklasse i villaerne ud og købte helt vildt med solcelleanlæg baseret på et økonomisk incitament, fordi de slap for at betale elafgifter,” siger han og tilføjer:   

”Så kunne de fattige få lov til at betale velfærdsstaten. Sådan noget provokerer mig. Det er for galt.”  

Der er brug for et pres  
FN’s klimapanel udgav i 2018 en særrapport. Ifølge den skal CO2-udledningerne nå nul i 2050, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader. Så er der ikke brug for en revolution? Er det ikke netop derfor, yderfløjen skriger, fordi der er brug for handling, hvis det skal gøre en forskel?  

Men manden, der hylder reformisterne, er rolig. Han fortæller, at det ikke handler om, at vi skal vente, men om at skabe et reformistisk pres. Så tror han sagtens, at målene kan nås. Men hvis man presser for hårdt, bliver priserne for store, og så genererer man modstand.    

”Så politikerne skal presse, og utopisterne har en rolle i at lave presset. Men det er reformisterne, der skal finde ud af, hvor balancepunktet ligger. Og det er ikke kun de grønne utopister, der skaber presset, men også de grønne kapitalister, for der er penge i grøn omstilling.”  

Han er sikker på, at vi nok skal nå målene i Vesteuropa. Dog er han lidt mere tvivlende, når det kommer til det store hele. 

”Jeg kan være rigtig bange for, hvad der sker i de store udviklingslande. På den måde kan jeg også have mine depressive dage.”  

Optimismen kommer dog tilbage, da spørgsmålet lander på, hvor pengene til elektrificeringen skal komme fra.  

Men en elektrificering af transport vil skabe et kæmpe hul i sektoren. Det er omkring  50-80 milliarder kroner over ti år, der skal findes. Hvad er jeres svar på det?   

”Det er da småpenge. Det er easy.”  

Hvordan er det easy?   

”Vi bruger tusind milliarder i den offentlige sektor om året. Kan man så ikke finde 20? Hvis vi er enige om, at klimaet er en mammutstor udfordring, så må vi jo prioritere. Vi løser ikke klimaudfordringerne ved bare at hæve skatterne. ”  

Når du siger prioritere, tænker du så, at vi skal omprioritere nogle af de offentlige udgifter?   

”Ja. Det kunne være, at man skulle fjerne mediestøtten. Eller skære et andet sted. I virkeligheden er utopisterne ikke villige til at prioritere. Deres konklusion er, at det er nogle abstrakte rige mennesker eller internationale selskaber, der skal betale. Eller også kommer de med et øget skattetryk, og det skaber modstand. Heldigvis er jeg ikke valgt af folket til at foretage den prioritering. Men jeg anerkender ikke præmissen om, at vi med en så så alvorlig samfundsudfordring ikke kan gøre det.”  

Hvordan hænger det så sammen med det stabile pres, for 20 milliarder, det må jo ramme ned et eller andet sted, hvor folk bliver ramt af det?   

”Der afslører den ægte prioriteringsliste sig. Det er vildt, hvis de, der holder af et meget stort offentligt forbrug, ikke kan få øje på en eneste ting, som er mindre vigtigt end klimaet,” siger han og påpeger, at det er vigtigt, at man ikke misforstår ham.  

”Jeg siger ikke, at det er let. At det ikke kræver prioritering og politisk opbakning. Men vi er så rige i i vores land, at vi sagtens også inden for det offentlige forbrug kan prioritere den her indsats, uden at vi pludseligt bliver et helt mærkeligt land uden sundhedsvæsen, ældreomsorg og dagpengesystem.”   

At være direktør  
Lars Aagaard kører en Folkevogn California. Det er en grå bil, der ligner en minibus, og hvor taget kan slås op og forvandles til to sovepladser. Det eneste, han ikke kan lide ved den, er, at den kører på diesel.    

Men bilen er for ham en måde at adskille direktøren fra privatpersonen.   

Og så minder den om familiens bil i barndommen. Han kan godt lide, at man er tæt samlet. Han beskriver det som et hus med mange rum og god plads. At det godt kan være rart. Men hvis rummene bliver for store, og der bliver for mange af dem, så smutter man væk fra hinanden.   

Han har før haft det, han kalder en ”direktørbil”. En sort BMW. Men for omkring fem år siden, da han blev skilt, begyndte han at tænke over, hvem han gerne ville være.   

”Det gik ikke, at jeg tog min direktørkappe med ind i mit private rum, for så blev jeg til noget, der ikke var mig selv. For hvad sker der med et menneske, der bliver sit job? Der er noget bevidsthed om, hvem man selv er, som jeg bare er bange for at komme til at miste.”  

Føler du, at du på et tidspunkt har være et sted, hvor du har været ved at miste ... 

Han ved, hvor jeg vil hen med spørgsmålet, for han afbryder mig med korte, hurtige ja’er, før spørgsmålstegnet er kommet på sætningen.   

Hvordan kunne du mærke, at du var ved at miste noget, der var dig?  

”Jeg mistede noget nærvær i mine personlige relationer. Mit job var der så meget, at jeg måske i nogle perioder også har været fraværende over for mine børn. Ikke fysisk, men tankerne er et andet sted.”  

Omkring skilsmissen tog han flere ting op til revision, herunder respekten for andre mennesker.  

”Det, der godt kan ske med folk i topstillinger, er, uden at de helt selv vil sige det, så synes de, at de selv er så fede, at de næsten kun respekterer nogen, som er ligesom dem selv,” siger han og tilføjer:  

”Det er et meget ubehageligt træk. Det kommer jo krybende ind i en. Sådan noget hader jeg.” 

(Artiklen fortsættes under billedet)


Gal og genial   
Lars Aagaard starter ofte en sætning for blot at begynde en ny oven i den og tager flere ord i munden, end han har åndedræt til. Derfor er man ikke helt overrasket, når han fortæller, at han kan forsvinde hen i sine ambitioner og idéer, for hans måde at tale på er som at åbne ind til den tankestrøm, som man forestiller sig eksisterer.   

Han synes, at ledere er bedst, når de er autentiske og ærlige om ting, de ikke er så gode til. Han er for eksempel lidt et rodehoved og ikke altid god til at få fulgt op på ting, og i erkendelse deraf har han en sekretær, der både holder styr på møder, og hvornår hans mor har fødselsdag.   

Han bruger ordet ”mammut” meget. Mammutdyrt, mammutstor, mammutomstilling, mammutidioter. Han siger, han ikke ved, hvor han har samlet det op henne. Nogle ord bor bare hos ham i perioder, og lige nu er det mammut.   

Flere gange beskriver han sig selv som kreativ, idérig og med evne til at lade sig rive med.   

”Jeg går ikke så meget op i detaljer. Jeg starter med en vision og en idé. Der er andre, der starte mere nedefra. De starter med fundamentet. Hvis jeg skulle bygge et hus, så ville jeg starte med taget, og solen op over og sådan noget, ikke?” siger han.   

Men man kan jo ikke rigtig starte på den måde, hvis man skal bygge et hus?  

”Jeg ved ikke, hvor man starter. Starter arkitekten ved fundamentet? Jeg har indtryk af, at de starter med det, der er over jorden og tegner det.”  

En døende branche   
Lars Aagaard har efterhånden fået et ry som elektrificeringens forkæmper. Men hvor meget af hans klimakamp er egentlig startet for klimaets skyld, og hvor meget handlede om at redde den elbranche, som udgør en betydelig del af Dansk Energis medlemmer, og som kunne se skriften på væggen, der sagde, at der ikke var en fremtid i sort energi?   

Hvor meget handlede om, at du gerne ville redde klimaet, og hvor meget handlede om, at du gerne ville redde branchen?  

”Altså, jeg er jo ikke præst. Så jeg missionerer ikke, men jeg er et etisk menneske, forstået på den måde at jeg synes, det er rigtig fedt, hvis jeg kan forene det at skabe et grønt, rigt og frit Danmark. At vi kunne vise, at det kunne betale sig at gå med klimavognen. Jeg råber ikke klima uden at have i baghovedet, om det er til at betale. Så ville det være dem med de laveste indkomster, der sandsynligvis ville blive hårdest ramt.   

Det er det med balancen igen. Med reformationen. De små, men sikre skridt.  

“Hvis jeg skulle vælge mellem den dygtige reformator kontra den utopiske revolutionær, så har hele min barndom jo været med den utopiske revolutionær. Og det kan også noget. Men jeg er enormt bange for, at vores politiske kultur bliver polariseret. Enten vil du forbyde fossile brændsler i morgen, eller også tager du slet ikke klimaet alvorligt,” siger han og tilføjer:  

“Den enkeltsagsorienterede tilgang er jeg bange for kan skabe et politisk klima, hvor vi ikke får hyldet dem, som får snedkereret det virkelige kompromis sammen. Så hvis jeg kun må vælge én helt, vil jeg vælge reformatoren. Men jeg vil nødigt undvære de andre, som udvider horisonten.”  

Men hvordan kan du forsvare den her elektrificering som løsningen på klimakrisen uden at have en elbil?   

”Det kan jeg ikke. Og på den måde er jeg jo ikke bedre end nogen andre. Jeg har det problem, at lige præcis den her halvhippiebil, som jeg har, den kan man slet ikke få på el endnu. Og jeg er selvfølgelig godt klar over, at det bare er nogle selvretfærdige undskyldninger. For selvfølgelig skal jeg da også tænke over det. Så jeg er også i tænkeboks over, om jeg skal krybe til elbilskorset.”   

Efter vores samtale ringer Aagaard tilbage til mig dagen efter. Han har efter interviewet besluttet at købe en elbil. Men han vil dog beholde sin elskede store bil og bruge den til ferier som alternativ til flyveren.   

”Jeg har besluttet mig for at købe en elbil på grund af dine spørgsmål. Det går ikke længere, at jeg ikke har en elbil.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00