Landmanden Henrik Høegh kan i morgen, onsdag den 23. februar, fejre sin etårsdag som fødevareminister med et smil på læben. Ikke blot har han formået at skabe bedre stemning i Folketingets fødevareudvalg og branchen generelt, men han har også formået at gå frem i popularitet blandt danskerne.

Således viser en ny meningsmåling foretaget for Altinget af analyseinstituttet A&B Analyse, at Høegh er kravlet op ad popularitetsstigen, så han nu ligger på en 13.-plads - godt nok stadig i den nederste halvdel af ministerrækken, men trods alt en fremgang fra at være den fjerdemindst populære minister i juni måned.

Placeringen kan virke overraskende, da Høegh som nyudnævnt minister blandt andet forvildede sig ind i en Superbestreklame og i det hele taget ikke besidder gennemslagskraft i medierne. Men til gengæld har han siden da formået at holde området nogenlunde i ro, hvilket i sig selv er en præstation i det udsatte fødevareministerium, som ofte plages af ubekvemme mediesager om gammelt kød og dyrplageri.

Kompromiser, ikke principper
En af hovedårsagerne til, at Henrik Høegh får ros fra både vælgere, branchefolk og politikere, er uden tvivl, at han har en helt anden stil end sin forgænger, Eva Kjer Hansen. Mens ideologiske Kjer - flankeret af den liberale Christopher Arzrouni - stod klippefast på sine principper og tog de tæsk, som den slags ofte koster, så har Høegh fra start anlagt en mere kompromissøgende facon. Begge politikertræk har fordele og ulemper. 

Høegh forsøger i højere grad at balancere forskellige hensyn, og det placerer embedsværket i en ny rolle, som helt overordnet kan beskrives således: Eva Kjer Hansen vidste man, hvor man havde. Det ved man ikke helt med Henrik Høegh. 

Ida Skytte
Redaktør, Altinget | Fødevarer

Selv om Eva Kjer Hansen også var vellidt i landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer, så er linket mellem Høegh og lobbyisterne endnu mere åbenlyst, eftersom han selv har en fortid som viceformand i brancheforeningen. Derfor har han i endnu højere grad skulle kæmpe for at modbevise beskyldninger om at være "Axelborgs forlængede arm" - altså en landbrugslobbyist i forklædning som minister.

Af med rygmærket
Derfor forpassede Henrik Høegh ikke en chance for at bruge ordet "forbrugere" i tiden efter sin ministerudnævnelse. Også politisk forsøgte han at vise, at han var mere end blot landbrugets mand, og han tillagde sig hurtigt en mere "forbrugerorienteret" tilgang til fødevarepolitikken. Eksempelvis omkring gensplejsning - forstået på den måde, at han i modsætning til Kjer ville lægge sig op ad befolkningens dybe skepsis og på den måde kunne score billige point hos vælgerne.  

Uanset den ihærdige indsats har han imidlertid ikke formået at smide rygmærket - heller ikke selv om Landbrug & Fødevarer udadtil har forsøgt at hjælpe ham på vej, da man ikke ønsker at ligne en branche med gode venner på Christiansborg. For faktum er, at landbruget under Høegh blandt andet har fået klækkelige skattelettelser og held til at sløjfe essentielle miljøkrav i Grøn Vækst. Det vægter, uanset hvordan Henrik Høegh vælger at udlægge teksten, højere i det samlede bedømmelse end fine ord om forbrugervenlighed.

Embedsværket i ny rolle
Den kompromissøgende stil har altså både fordele og ulemper. Fordelene er direkte målbare: Øget popularitet blandt vælgerne samt ros fra politikere og branchefolk. Og et fødevareforlig forhandlet hurtigt og smertefrit på plads i sommer.

Ulemperne er sværere at spotte, men de er der. Kilder centralt i ministeriet peger på, at Eva Kjer Hansens principfaste håndtering af ministeriet ofte gjorde det lettere for embedsværket at udføre sit arbejde, for det gik ganske enkelt ud på at følge reglerne til punkt og prikke. Og gjorde man ikke det, så skulle man nok få det at vide, for ministeren var selv helt inde i de ofte komplekse sager.

Med Henrik Høegh er det knap så enkelt. Nu gælder det for embedsmændene hyppigere om at finde huller for at få reglerne til at passe med den førte politik end blot at følge lovgivningen stringent. Et af de områder er EU-politik, hvor Eva Kjer Hansen selv i de mest upopulære sager stod fast, selv om hun havde både politiske venner og fjender imod sig.

Høegh forsøger i højere grad at balancere forskellige hensyn, og det placerer embedsværket i en ny rolle, som helt overordnet kan beskrives således: Eva Kjer Hansen vidste man, hvor man havde. Det ved man ikke helt med Henrik Høegh.