24-års-regel udskyder indvandreres giftermål

ÆGTESKAB: Antallet af unge, gifte indvandrerkvinder er kraftigt reduceret siden 2000, viser ny rapport. Forsker er overrasket.
Langt færre unge indvandrerkvinder bliver gift i en tidlig alder, viser en ny undersøgelse foretaget af Rockwool Fondens Forskningsenhed, der har set på effekten af 24-års-reglen. Det skriver Jyllands-Posten.

I 2000 var 46 pct. af indvandrerkvinder gift som 23-årige, men i 2008 var kun 19 pct. af kvinderne gift.

Til sammenligning bliver 5 pct. af danske kvinder gift, inden de fylder 24 år.

Før maj 2002, hvor 24-års-reglen blev indført, blev de fleste indvandrerkvinder under 23 år gift i juli måned, og det er netop mange af disse sommerferiebryllupper, der ikke længere finder sted. Rockwool Fondens forskning viser, at indførslen af 24-års-reglen og tilknytningskravet forklarer 60 pct. af de aflyste bryllupper. Andre forklaringer kan være, at denne gruppe unge allerede, da stramningerne blev indført, var ved at tilpasse sig et dansk ægteskabsmønster.

Overrasket forsker
Marie Louise Schultz-Nielsen, forsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, er særdeles overrasket over undersøgelsens resultat:

"Normalt ændrer giftemønstre sig langsomt, men dette er en meget markant ændring på få år. Jeg tror ikke, jeg har set noget lignende i de år, jeg har forsket i indvandring," siger Marie Louise Schultz-Nielsen.

Hun forklarer, at det især er unge med tyrkisk baggrund, som har haft tradition for at gifte sig i en tidlig alder, der nu udskyder brylluppet.

Økonomisk gevinst
Det vil formentlig blive en økonomisk fordel for det danske samfund, at unge indvandrere ikke længere bliver gift så tidligt, mener den svenske professor Eskil Wadensjö. Han har i mere end et årti fulgt indvandringens samfundsøkonomiske betydning for Danmark. Hans undersøgelser har vist, at indvandrere fra ikke-vestlige lande i slutningen af 1990'erne kostede det danske samfund ca. 10 mia. kr. om året.

"Når unge indvandrere nu venter med at gifte sig, kan de nå at få sig en uddannelse eller et arbejde og dermed få fodfæste på arbejdsmarkedet, inden de bliver gift og får børn," siger Eskil Wadensjö.

Formand for Folketingets integrationsudvalg, Karen Jespersen (V), mener, at resultaterne er udtryk for, at stramningerne i udlændingeloven er en succes. Hun henviser desuden til tidligere undersøgelser fra Rockwool Fonden, der viste, at andelen af kvinder med indvandrerbaggrund, der tager en uddannelse, samtidig er fordoblet fra 20 procent til 38 procent de seneste 10 år.

"Det næste skridt må være, at flere af indvandrere vælger en dansk mand frem for en mand fra deres families hjemland," siger hun.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Jespersen

Redaktør, Den Korte Avis, fhv. minister (S og V), fhv. MF (S og V)
cand.mag. i historie og arkæologi (Københavns Uni. 1977)









0:000:00