Kommentar af 
Søren Søndergaard

Socialdemokratiet kan sagtens se forskellene mellem by og land. Men det ændrer ikke på, at kløfterne vokser

Der er en verden til forskel på, hvordan landet og livet opleves i Sakskøbing og Hune og på Frederiksberg og Østerbro i København. Og kløfterne vokser, skriver Søren Søndergaard.

Kritikere af Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, har for vane at brokke sig over, at hun taler forskellene op og graver grøfterne dybere.
Nej, det gør hun ikke, skriver Søren Søndergaard.
Kritikere af Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, har for vane at brokke sig over, at hun taler forskellene op og graver grøfterne dybere. Nej, det gør hun ikke, skriver Søren Søndergaard.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er en betragtelig forskel på, hvordan danskerne lever deres liv, og hvordan de ser på livet, omverdenen og moderne luner. Det er muligvis ikke noget nyt. Det nye er, at forskellene bliver større.

Selv om vi er et af verdens mest lige samfund, vokser uligheden i Danmark. Dagbladet Information beskrev det i efteråret sidste år, da den seneste opgørelse af gini-koefficienten viste, at vi var mere ulige i 2022, end vi har været de seneste 30 år, altså siden 1992.

Enhedslisten udtrykte i Informations artikel rutinemæssigt frygt for, at uligheden ville vokse, hvis Danmark fik en midterregering, som dengang var en ambition for nogen, men endnu langt fra en realitet.

Enhedslisten fik ret.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) måtte i februar i år krybe til korset og erkende, at SVM-regeringens skatteplan med store skattelettelser bidrager til at øge uligheden. Regeringen og skatteministeren kunne nok leve med det kors, for det ér en meget lille øgning, skatteplanen bidrager med. Men som bekendt har lidt også ret – uanset, om det er op eller ned.

Her i SVM-regeringens første år er uligheden altså, uanset synsvinkel på, om det er godt eller skidt, den største siden 1992.

Her i SVM-regeringens første år er uligheden altså, uanset synsvinkel på, om det er godt eller skidt, den største siden 1992.  

Søren Søndergaard

1992 er længe siden.

Det var det år, Bill Clinton blev præsident i USA og Danmark vandt EM-slutrunden i fodbold med det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens bedste landshold ever. Det var det år, EU underskrev Maastricht-traktaten. Det var det år, Finn Nørbygaard lavede sjov med OL i Barcelona. Og nå ja, der var også krig i Europa. Danmark sendte i 1992 soldater til Balkan, et område, der var havnet i en blodig borgerkrig, efter at Bosnien havde stemt sig ud af Jugoslavien.

Så det ér længe siden.

Godt halvanden million nulevende danskere var end ikke født dengang, mine knæ havde det bedre og mit hår var sort og ikke gråt.

Udover den statistikbeskrevne ulighed er der også en anden kløft i kongeriget. Kritikere af Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, har for vane at brokke sig over, at hun taler forskellene op og graver grøfterne dybere.

Nej, det gør hun ikke. Støjberg taler sig effektivt ind i de forskelle og grøfter, der allerede er, og som øges.

Der er, næsten bogstaveligt, en verden til forskel på, hvordan landet og livet opleves i Sakskøbing og Hune og på Frederiksberg og Østerbro i København. Det er ikke forskelle, Støjberg har opfundet til lejligheden.

Der er, næsten bogstaveligt, en verden til forskel på, hvordan landet og livet opleves i Sakskøbing og Hune og på Frederiksberg og Østerbro i København. Det er ikke forskelle, Støjberg har opfundet.

Søren Søndergaard

Dansk Folkeparti høstede et markant antal stemmer for otte år siden ved folketingsvalget i sommeren 2015 ved ikke mindst at føre offensiv kampagne for, at der var alt for store forskelle på land og by, hovedstad og provins, og at politikere og den traditionelle magtelite havde for enøjet fokus på, hvordan verden så ud set fra et tårn, eller et radiostudie, i København.

En af konsekvenserne af Dansk Folkepartis voldsomme fremgang ved det valg var, at Løkke-regeringen allerede få måneder senere lancerede en større plan for udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Samme år udkom den enestående, dygtige, socialdemokratiske ideolog, Kaare Dybvad Bek, med sin bog, "Udkantsmyten".

Så problemstillingen var ikke svær at se, hvis man ville, heller ikke i 2015. Socialdemokratiet forsøgte ved kommunalvalget 2021 at følge op med en markant provins-fortælling. Det lykkedes ikke, og man tabte stort i de store byer, hvor vælgerne måske følte sig ladt tilbage på en ellers traditionel socialdemokratisk storbyperron, mens S-toget futtede rundt i provins-købstæderne.

De smertefulde vælgertæv, Socialdemokratiet ved den lejlighed måtte døje med, ændrer dog ikke ved det grundlæggende: Der ér voksende kløfter og grøfter og forskelle på, hvordan livet ses i Danmark, der ellers jo, må vi erkende, ér et meget lille land.

Den politiske tøven med at løse udfordringerne for de, relativt set, meget, meget få danskere, der af vidt forskellige grunde ønsker at have adresse året rundt på en campingplads, viser meget godt, at der ikke er reel indlevelse i, hvordan livet leves de steder, hvor man ikke køber coffee-to-go for 45 kroner og en smart, men bevares, sund, frokostsandwich til 64 kroner.

Helårsbeboerne på Corona Camping i Køge er meldt til politiet for at bo ulovligt. TV2 har i den meget seværdige og lærerige serie "Trailerpark Danmark" beskrevet udfordringerne i nu næsten fire år, men politisk står det hele stille.

I et land, der brugte årtier på at skændes om den såkaldte fristad Christiania, som endte med både at blive lovliggjort og komme på "folkeaktier" er det lidt sælsomt, at medborgere på nogle campingpladser, der ikke har besat noget, ikke har taget noget, der ikke var deres og ikke med jævne mellemrum hindrer politiet i at gøre deres arbejde, ikke bare kan få lov at bo som de gerne vil og har det bedst med.

Problemet for udkantsdanmark, vandkantsdanmark, provinsdanmark eller hvad man nu kan leve med at betegne udørkenerne som, er, at de oplever, at de store planer lægges og de store beslutninger tages midt i København.

Søren Søndergaard

TV2 Lorry, der af en eller anden mærkelig grund nu kalder sig TV2 Kosmopol, markedsfører sig på, at jyder ikke fatter et kuk af, hvad der sker i København og da vist også har en fordom eller to om det "møj sture Kjøwenhawn".

Jeg har boet i området omkring København i mere end halvdelen af mit liv.

Det der med ikke helt at forstå, hvordan den anden halvdel lever, det går så begge veje, kan jeg konstatere; forståelsen for de filterkaffedrikkende, kødspisende provinsboere, der ræser rundt i dieselhørmere i stedet for at cykle på en Christianiacykel, kan sine steder i hovedstaden ligge på et meget lille sted.

Problemet for udkantsdanmark, vandkantsdanmark, provinsdanmark eller hvad man nu kan leve med at betegne udørkenerne som, er, at de oplever, at de store planer lægges og de store beslutninger tages midt i København – nær ved metroen, busser, der kører hvert femte minut og ikke hver anden time, og med flere hospitaler indenfor cykelafstand, ikke en time væk i bil.

Det er ganske enkelt politisk usmart, og jo heller ikke særlig empatisk, at undlade at tage de mennesker og strømninger seriøst.

For landets sammenhængskraft er det heller ikke nyttigt, at vi over så korte geografiske afstande, oplever både landet og omverdenen alt for forskelligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD), fhv. udlændinge- og integrationsminister
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00