5 A'er: Martin Ågerups bog belærer kriseramte borgerlige om, hvad det vil sige at være borgerlig

Staten har derimod hverken den fornødne viden eller lokale indsigt i menneskers behov og ønsker på et givent sted og tidspunkt. Derfor er statens forsøg på central planlægning altid en dårlig løsning med skadelige virkninger. Et klassisk og solidt forsvar for markedsmekanismerne.

Menneskesyn og politik

Det er denne grundlæggende forskel i menneskesynet, der løber hele vejen igennem bogen, og Ågerup gør et flot og grundigt stykke arbejde, når han viser, hvordan det forkerte menneskesyn leder til fejlagtig og urealistisk politik.

For eksempel da Mette Frederiksen (S) talte med løftet pegefinger til de danskere, der sendte deres børn i privatskole i stedet for at tænke på helheden og for samfundets skyld lade sine børn gå i en folkeskole. Mette Frederiksen endte ironisk nok selv med at sende sit barn i privatskole.

Selvom meget politik helt sikkert ville blive bedre, hvis man styrede landet mere fornuftigt og realistisk, forekommer det også som en noget nær umulig opgave, Martin Ågerup har kastet sig ud i.

Rasmus Ulstrup Larsen

Ågerup ser ovenstående som et glimrende eksempel på, hvor dårlig en idé det er, når man politisk har et visionært menneskesyn, fordi det ikke tager højde for, at vi hverken kan vide eller have indsigt i konkrete menneskers liv, udfordringer og behov.

På samme måde kan man politisk ikke få mennesker til at være gode og solidariske samfundsborgere, blot fordi man ønsker det. I sidste ende gør vi alle, hvad der er bedst for os selv og vores nære, og så kan et stort håb om, at vi ville være anderledes, godt pakke sammen.

Men selvom meget politik helt sikkert ville blive bedre, hvis man styrede landet mere fornuftigt og realistisk, forekommer det også som en noget nær umulig opgave, Martin Ågerup har kastet sig ud i. For det ligger nu engang til mennesket at have visioner, håb og drømme. Både for sig selv, men også for det samfund, man er en del af.

Ja, man kan måske endda sige, at det er et urealistisk menneskesyn, Ågerup har, når han tror, at han kan overbevise borgere og politikere om, at de skal finde realismen frem og bare læne sig tilbage og acceptere, at det eneste, der virker, er at skabe de rigtige incitamentsstrukturer for at hæmme statens stræben efter at udvide sig og blande sig i privatlivet, eller incitamentsstrukturer, der gør, at egeninteressen også gavner andre.

Den borgerlige krise

Det politiske system handler nemlig ikke kun om at skabe de bedste resultater på mest effektiv vis, selvom det er denne form for administrative politiske tænkning, Ågerup i sin helhed udtrykker. Det politiske liv handler for danskere også om anerkendelse og et behov for "at gøre noget", selvom der i bogen advares stærkt imod at gøre noget, bare for at gøre noget.

Lige så håbløst det er at tro, at man som borgerlig snart må få afmonteret velfærdsstaten, lige så håbløst virker det at tro, at danskernes største bekymring overhovedet er velfærdsstaten og dens regler.

Rasmus Ulstrup Larsen

Men at gøre noget kan sagtens være legitimt, selvom det ikke har nogen særlig effekt. For det er nu engang en drivkraft i mennesket, at man ikke lader stå til, når man ser et problem. Det er en politisk handling, der både bekræfter et samfunds moralske indstilling og vores menneskelige selvopfattelse, at man fra politisk side forsøger at gøre noget ved problemer – også selvom det ikke lykkes.

Derfor bliver den klassiske liberalisme, som Ågerup med stor viden og indsigt forsvarer, også hurtigt tom. Eksempelvis når der i bogen bliver slået et slag for, at Sundhedsstyrelsen ikke bør have som mål at afhjælpe potentiel ensomhed blandt ældre. For det hjælper alligevel ikke, er argumentet.

Og det bliver også endeløst, hvad staten skal tage sig af, hvis hjemmeplejen også skal have fokus på at forebygge eller afhjælpe ensomhed. Nej, så hellere lade de gamle være ensomme og så fokusere på at begrænse statens opgaver. Det er alligevel også de unge, der er mest ensomme.

I det hele taget virker bogen med den slags liberale tilgange på nogle ledder og kanter som et råb fra en fjern fortid. For lige så håbløst, det er at tro, at man som borgerlig snart må få afmonteret velfærdsstaten, lige så håbløst virker det at tro, at danskernes største bekymring overhovedet er velfærdsstaten og dens regler.

Der er ganske få mennesker, der føler sig hæmmede af velfærdsstaten. Tværtimod. Og selvom det er en klassisk øvelse af liberale politikere og meningsdannere at fremhæve antallet af regler og love, så er det de færreste danskere, der i deres daglige liv oplever, at de ikke kan det, de ønsker, fordi der er for mange regler.

Det oplagte spørgsmål er derfor også, om den borgerlige krise vil blive løst, hvis blot de borgerlige læste bogen og fulgte dens anvisninger. Til det er svaret nej. Men derfor vil de fleste borgerlige stadig blive markant klogere af at læse den.