Kommentar af 
Roger Buch

Åbenhedsreglerne for partistøtten er så gennemhullede, at de intet er værd

Afsløringerne af, hvordan flere partier omgår åbenhedsreglerne for partistøtten, har fået Enhedslisten til at kræve en skærpelse af reglerne. Hvis det skal virke, skal der dog tidsfrist på reformerne, skriver Roger Buch. 

Enhedslisten har efter folketingsvalget krævet at få skærpet reglerne for åbenhed i modtagelsen af partistøtte.&nbsp;Men Enhedslisten skal også huske at kræve tidsfrister for reformerne, skriver Roger Buch.<br>
Enhedslisten har efter folketingsvalget krævet at få skærpet reglerne for åbenhed i modtagelsen af partistøtte. Men Enhedslisten skal også huske at kræve tidsfrister for reformerne, skriver Roger Buch.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Roger Buch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgkampen 2022 bød på nye afsløringer af, hvordan nogle partier rådgiver økonomiske sponsorer om, hvordan de kan omgå åbenhedsreglerne.  

Mediet Frihedsbrevet tilbød en række partier 50.000 kroner i støtte gennem en tidligere bedrageridømt erhvervsmand med en klausul om, at støtten skulle gives anonymt i strid med lovgivningens krav om offentliggørelse af støtte over 22.200 kroner. Fire-fem partier sagde nej tak, men flere andre partier rådgav om, hvordan pengene kunne kanaliseres til partiet uden om reglerne.  

Det er pinligt for de afslørede partier, men det er alvorligt og graverende for det danske demokrati, at reglerne om åbenhed er så fyldte med huller, at de reelt intet er værd.  

Danmark lever ikke op til de internationale standarder for åbenhed, og derfor er døren vidt åben for skjulte penge i politik, vennetjenester og korruption. Enhedslisten vil kræve, at en kommende regerings forståelsespapir indeholder strammere regler for eksempelvis de såkaldte pengeklubber.  

Og der er mange andre regler, som bør strammes. Men Enhedslisten skal også huske at kræve tidsfrister for reformerne, ellers kan det gå som under Helle Thorning Schmidts regering, hvor øget åbenhed også stod i regeringsgrundlaget, men blev syltet af regeringen, så intet skete. 

Den dybt pinlige afsløring er blot den seneste i mediernes mere end to årtiers lange dokumentation af hullede åbenhedsregler og partiernes krumspring for at smyge sig udenom kravene om åbenhed om pengestrømmene i politik.  

Sandheden er, at man skjult kan kanalisere lige så mange penge ind i danske partier, som man har lyst eller råd til. Det har man kunnet i årtier på trods af utallige medieafsløringer og mange politiske krav om stramninger.  

Roger Buch, Forskningslektor, Dmjx

Det er ikke blot pinligt for danske politikere og partier, det er også et problem for retssamfundet og demokratiet. Åbenhedsreglerne handler ikke kun om demokratiske spilleregler, åbenhed og fairness, men også om at værne imod vennetjenester og regulær korruption.

Derfor er Danmark også blevet kraftigt kritiseret af blandt andet Transparency International og Europarådets anti-korruptionsenhed Greco for manglende åbenhed om partiøkonomi.  

Greco skrev eksempelvis i en rapport i 2019: ”Greco er bekymret over de manglende fremskridt, når det gælder en række andre anbefalinger for at øge åbenheden om økonomisk støtte i politik i Danmark.”  

Ja, det er virkeligt nedslående, at partierne, som på mange områder kræver regelrethed af borgere og virksomheder – at indvandrere skal have pletfri strafattest, eller at virksomheder ikke skal lave skattetænkning – tillader sig selv at omgå reglerne og lave regler fyldt med smuthuller.  

Enhedslisten har efter folketingsvalget krævet at få skærpet reglerne. Pelle Dragsted udtrykte det på denne måde:  

”Vi vil gøre det til et krav, at vi får skrevet ind i forståelsespapiret, at der skal være en reform af partistøtteloven, som sikrer mere åbenhed. Det kan også være, at man kan gøre det mere konkret, så man kan sige, at de forskellige måder, som offentligheden omgås på, skal lukkes.”  

Ud over pengeklubber, erhvervsnetværk og så videre, hvor penge indsamles i parallelle organisationer og sendes videre til partier – og dermed skjuler, hvor store beløb deltagerne i klubber og netværk giver – så er der yderligere tre større huller i den danske åbenhedslovgivning. 

For det første er der ikke krav om åbne partiregnskaber for lokale partiforeninger og kandidater. Det ville svare til, at der kun var regnskabspligt for private virksomheders moderselskaber, men ikke for deres datterselskaber.  

Der bør selvfølgelig være regnskabspligt for lokale partiforeninger og kandidater, som kan offentliggøres på de kommunale hjemmesider, hvor man i forvejen offentliggør partiernes erklæringer om bidragydere over beløbsgrænsen, som i 2022 er 22.200 kroner. 

For det andet viser netop erklæringerne til kommunerne en anden absurditet. Partierne skal for at få partistøtte lokalt ikke dokumentere, hvad de bruger den offentlige partistøtte på, men blot underskrive en tro-og-love erklæring på, at penge er brugt efter hensigten.

Læs også

Landsorganisationerne skal få en revisor til at underskrive en tilsvarende erklæring. Der er altså ingen uafhængig, kritisk og reel kontrol med, at partierne bruger pengene på det, som er formålet; politisk arbejde.  

Finansmanden Klaus Riskjær Pedersen har eksempelvis brugt den offentlige partistøtte til at betale husleje til en fond ejet af hans børn, uden at det er blevet undersøgt nøjere.  

Der bør indføres en løbende uafhængig kontrol – eksempelvis af statsrevisorerne – som skal tjekke, om partierne lokalt og nationalt reelt bruger pengene til politisk arbejde. Og som skal kontrollere, om partierne bruger pengene år for år, som det også er krævet i lovgivningen – der må nemlig ikke opspares af den offentlige partistøtte. 

For det tredje er der brug for regler, som skaber intern kontrol i partierne af, om den samme person eller virksomhed giver beløb mange steder i partiet.  

I dag kan man blot give 22.200 kroner i hver af de 98 kommuneforeninger, hvis man vil give 2,2 millioner kroner skjult til et parti.  

Har man samtidig en eller flere virksomheder, kan man med brug af både CPR og CVR eller ved brug af flere eller mange CVR-numre i hemmelighed mangedoble beløbet på 2,2 millioner kroner. Vil man styrke den røde eller den blå blok, kan man også gentage det i flere partier og derved give eksempelvis 10 millioner skjult til den ene eller anden politiske fløj.  

Det var blot tre af de største huller i vores åbenhedsregler. Sandheden er, at man skjult kan kanalisere lige så mange penge ind i danske partier, som man har lyst eller råd til. Det har man kunnet i årtier på trods af utallige medieafsløringer og mange politiske krav om stramninger.  

En herlig ting ved en eventuel opstramning af reglerne er, at det bliver en usædvanlig nem lovgivningsproces – partierne kender jo ethvert smuthul, og kan derved så let som ingenting lukke dem.

Roger Buch, Forskningslektor, Dmjx

Måske kan Enhedslisten presse på for nye regler og mere åbenhed – men hvis det skal ske, er det vigtigt, at man supplerer de mange regelændringer med en skrap tidsfrist, så der ikke sker det samme som i 2011. 

I regeringsgrundlaget for Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering i 2011 blev der nemlig også lagt op til øget åbenhed:  

”Regeringen vil endvidere nedsætte et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan skabe øget gennemsigtighed om den økonomiske støtte til danske politiske partier. Ekspertudvalget skal både synliggøre forskelle mellem de nuværende danske regler og reglerne i sammenlignelige lande og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan de danske regler bør moderniseres.” 

Det lød jo lovende, men absolut intet skete i 2½ år. Så nedsatte regeringen langt om længe ekspertudvalget, som på rekordtiden otte til ni måneder afleverede en fremragende rapport om huller, fejl og mangler i den danske åbenhedslovgivning.  

Regeringen sad så og kiggede på rapporten i fem måneder, før den blev offentliggjort – lige før folketingsvalget i foråret 2015. Resultat; intet skete. 

Hvis dét ikke skal ske igen, må Enhedslisten og andre partier, som ønsker åbenhed, huske at få lagt tidsfrister ind i kravene om øget åbenhed.  

Ellers løber det sikkert ud i ingenting, og skjulte penge kan fortsætte i dansk politik med risiko for vennetjenester eller direkte korruption. Og de uendeligt mange huller og omgåelsesmuligheder vil bestå. Pinligt for det danske demokrati – og mange af de danske partier og politikere.  

En herlig ting ved en eventuel opstramning af reglerne er, at det bliver en usædvanlig nem lovgivningsproces – partierne kender jo ethvert smuthul, og kan derved så let som ingenting lukke dem.  

Men det sker næppe, for hullerne og kritikken har været her i 25 år, og der er stort set intet sket for at stoppe eller synliggøre de mørklagte pengestrømme i dansk politik. Derfor modtager Danmark i næste måned formentlig en kras kritik af Osce, som havde valgobservatører i Danmark under folketingsvalget. Pinligt, nok engang.  

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)