"Accept af ytringsfriheden er adgangsbilletten til vores samfund"
INTERVIEW: Ytringsfriheden er under pres fra både voldelige muslimer og fra politikere, som er alt for hurtige til skære i ytringsfriheden, mener Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, som i en ny bog udforsker ytringsfrihedens danske historie.
Anders Jerking
RedaktionschefErik Holstein
Journalist og politisk kommentatorI ti år har ytringsfriheden og muhammedtegningerne danset en tæt pardans i den offentlige debat.
I de seneste uger har dansen taget en ny og uventet drejning med Flemming Roses afsløringer af, at ledelsen på Jyllands-Posten udadtil poserede som ytringsfrihedens højborg, samtidig med at den indadtil gjorde sig store anstrengelser for at stække Roses ytringer.
Der er således intet, der tyder på, at debatten om tegningerne stopper foreløbigt. Men med en ny mammutbog om ytringsfrihedens historie i Danmark prøver professor Frederik Stjernfelt og jurist Jacob Mchangama at give debatten et nyt og større perspektiv.
De to herrer har analyseret kampen for ytringsfriheden fra reformationen og frem til i dag, og det historiske blik rummer flere interessante pointer.
For det første viser gennemgangen, at mange politiske partier på et tidspunkt har været udsat for begrænsninger i ytringsfriheden: Det gælder de Nationalliberale, Venstre og Socialdemokratiet.
”Vi forbinder ofte ytringsfriheden med nogle bestemte politiske positioner, men de opløses, når man træder et skridt bagud, fordi så mange forskellige grupperinger har været ramt af indskrænkninger,” siger Stjernfelt.
”Så der er ingen politisk fløj, der har monopol på ytringsfriheden,” supplerer Mchangama.
Grænserne rykker sig
En anden pointe er, at mange af de sager, som i samtiden skabte ravage, i eftertiden ser nærmest uskyldige ud.
Man har haft perioder med teater- og filmcensur. Maleren Wilhelm Freddie, som i dag regnes for en stor kunstner, blev politianmeldt. Og i 1950’erne nedsatte Kulturministeriet 'det kulørte udvalg', der skulle se på, om man skullel kriminalisere amerikanske tegneserier.
”Der er mange eksempler på, at der opstår en moralsk panik,” siger Mchangama og fortsætter:
”Men det, som er acceptabelt og uacceptabelt, rykker sig hele tiden. En af arbejderbevægelsens grundlæggere, Harald Brix, blev sat fire år i fængsel for satiretegninger, som vi i dag synes er helt harmløse.”
En tredje historisk pointe, som har overrasket Frederik Stjernfelt, er hvor heftigt man også for flere hundrede år siden diskuterede, hvor grænserne for ytringsfriheden skulle gå. Det er blandt andet emnet i Michael Birckners 'Om trykkefrihedens og dens love' fra 1797.
”Birckner har det argument, at hvis man forbyder bestemte synspunkter, så vil folk gå ned i undergrunden og dyrke de synspunkter privat. Det vil give synspunkterne en martyrglorie, og det vil reelt gøre synspunktet farligere. Det ser han allerede for 220 år siden. Det er meget imponerende,” siger Stjernfelt.
Ytringsfrihed under pres
Når Stjernfelt og Mchangama har kastet sig ud i 1.000 siders ytringsfrihedshistorie, skyldes det bekymring over, at ytringsfriheden er under pres fra flere sider. Noget af presset kommer fra de dele af det muslimske miljø, som kræver respekt for koranens ord.
”Muslimer i Danmark har en grad af frihed, som de ikke ville have i noget muslimsk land. Men man må kunne sige: Du kan leve her i Danmark, selvom de fleste danskere ikke bryder sig specielt meget om islam og synes, at din levemåde er meget fremmed,” siger Mchangama og fortsætter:
”Til gengæld må du acceptere, at folk giver udtryk for deres modvilje i den offentlige debat og ikke har nogen pligt til at respektere islamiske trossætninger.”
Stjernfelt supplerer: ”Vi danskere har nok i for høj grad undladt at gøre opmærksom på, at ytringsfriheden har de to sider, at hvis du vil have goderne ved et open society, så må du også tage de grundlæggende konditioner om en offentlig sfære, hvor robust kritik er tilladt.”
Mchangama: ”Det er adgangsbilletten til det åbne samfund.”
I dag er det som bekendt årevis siden, at muhammedtegningerne er blevet genoptrykt i nogen dansk avis. Fravalget er blandt andet begrundet i hensynet til medarbejdernes sikkerhed. ”Vold virker”, som Jyllands-Posten konstaterede på en lederplads.
For Stjernfelt og Mchangama er det et åbenlyst tilbageskridt for ytringsfriheden, at der er bestemte ting, som ikke kan tegnes.
”Historisk har religionskritikken været vigtig for ytringsfriheden,” siger Mchangama.
Politisk skift
En anden trussel mod ytringsfriheden kommer fra politisk hold, hvor politikerne nu med terrorpakker og indgreb mod hadprædikanter filer på ytringsfriheden.
Her mener Stjernfelt og Mchangama, at politikerne i stedet burde se tilbage på, hvordan man håndterede truslen fra de danske kommunister i efterkrigstiden.
”Efter besættelsen får vi et ideologisk forsvar for ytringsfriheden. Selv om vi ligger tæt på østblokken og befinder os i en geopolitisk skrøbelig situation, hvor vi kan blive invaderet, så fastholder man, at ytringsfriheden er så vigtig en idé, at man ikke vil forbyde kommunisterne. De får lov at udgive Land & Folk og lave propaganda og så videre,” påpeger Mchangama.
Politikerne bruger fire år på at forberede en lov, der skal beskytte landet imod indre fjender.
”Man undlod at lave indgreb i ytringsfriheden. I stedet lavede man en række andre tiltag for at dæmme op for den fare, som mange mente, at kommunisterne udgjorde. Man styrkede efterretningsvæsenet, gik ind i Nato osv., men man tog ikke det skridt at indskrænke kommunisternes elementære rettigheder,” siger Stjernfelt.
Den situation står i skarp kontrast til nutidens politik, hvor regeringen kun få uger efter TV 2's dokumentar om Grimhøjmoskeen var klar med indgreb, der begrænser ytringsfriheden.
”Det viser et afgørende politisk skift, hvor man nu ikke længere tror på ytringsfriheden som en værdi til at bekæmpe totalitære regimer,” siger Mchangama og fortsætter.
”Den politiske kultur er ændret. Der skal mindre til, før man er parat til at begrænse ytringsfriheden.”
Frederik Stjernfelt peger på, at ytringsfriheden i disse år er under et dobbelt politisk pres.
”Med muhammedtegningerne så vi, at store dele af venstrefløjen, som ellers traditionelt har været stærke forsvarere, blev bløde, og begyndte at tale om en omfattende frivillig selvcensur,” siger Stjernfelt og fortsætter:
”I dag har vi så panik over Grimhøjmoskeen. Men hvis vi ikke havde haft tegningerne for ti år siden, så tror jeg, at den klassiske venstrefløj havde protesteret mere over Pinds stramninger.”
Det dobbelte pres illustrerer, hvordan forsvaret for ytringsfriheden ofte afhænger af, hvilken agenda man selv har, siger Mchangama:
”Ytringsfriheden er svær for mange mennesker. Det er et vigtigt princip, men der er også alt muligt andet, som er vigtigt, så når ytringsfriheden er et abstrakt princip, hvor man skal beskytte sine argeste modstandere, så er det nemt at rationalisere et 'men'."
MEN - Ytringsfrihedens historie i Danmark
af Frederik Stjernfelt & Jacob Mchangama
Er udkommet på Gyldendal