Historiker: Grækernes demokrati vakler – og det var EU, der skubbede

Steile mou otan phtaseis. Skriv når du er fremme. Udtrykket, der er et billede på den overbekymrede græske mors omsorg for selv sine voksne børn, er blevet et slogan i protestbevægelsen imod den siddende højrefløjsregering i Grækenland under ledelse af Kyriakos Mitsotakis.

Tirsdag 28. februar kørte to tog frontalt sammen nord for Larissa og dræbte 57 passagerer, heriblandt mange universitetsstuderende, som var på vej tilbage til Thessaloniki efter at have fejret faste – en af landets vigtigste helligdage – med deres familier i Athen-regionen. Næsten alle ville have været pålagt at skrive, når de kom frem, hvilket de aldrig gjorde. ”Skriv når du er fremme” er billedet på noget større. Det er ikke kun de studerende, men også symbolsk hele den græske nation, der døde i et toguheld, før de nåede frem til deres destination.

Siden 2008 er fortællingen om et moderne, liberalt forbrugersamfund som Grækenlands fremtidige destination gradvist falmet, og det er uklart, hvor landet egentlig er på vej hen. Frygten for at Grækenlands historiske spøgelser, autokrati, voldelig undertrykkelse og borgerkrig, vil stige op fra graven, er udbredt. Også blandt internationale organisationer, og lige nu føles Grækenland mest af alt som en bebudet togulykke.

Grækenland er kørt af sporet

Det græske samfund har været i en dyb krise siden Finanskrisen ramte i 2008. Dengang var arbejdsløsheden 8 procent. Da gældskrisen var på sit værste i 2013, var arbejdsløsheden 27 procent, og selvom den er faldet støt siden, er den i dag stadig på 15 procent. Ungdomsarbejdsløsheden gik fra 20 procent i 2008 til over 60 procent i 2013 og er nu omkring 30 procent. BNP er ikke steget de sidste ti år og ligger stadig på et niveau godt 15 procent lavere end i de gode år i slutningen af 00’erne.

Samtidig bliver befolkningen ældre. Reallønningerne er faldet, og mange grækere, særligt de veluddannede, forlader landet. På trods af indvandring er befolkningstallet faldet fra 11,1 millioner i 2011 til 10,6 millioner i dag. Godt to-tredjedele af græske emigranter har en universitetsgrad.

På det politiske plan er Grækenland historien om et EU-projekt og et liberalt-kapitalistisk projekt, som er slået fejl.

Nicolai von Eggers
Adjunkt

De studerende, som var på vej til Thessaloniki, var altså ikke på vej til en fremtid i Grækenland. Den fremtid var for længst frarøvet dem. En uddannelse fra Grækenlands bedste universitet ville først og fremmest have været adgangsbilletten til en fremtid uden for landets grænser – væk fra venner, væk fra familie og væk fra at opbygge et græsk samfund, som nogen kan tro på. Omkring 50.000 grækere emigrerer hvert år, hvoraf omkring 35.000 har en længere videregående uddannelse. Så langt nåede ofrene i togulykken ikke engang.

I 00’erne var fortællingen ellers, at Grækenland var på vej mod Vesteuropæisk velstand. Historien var død, og Grækenland var et liberalt demokrati, som siden 1981 havde været medlem af EU. Herfra var vejen belagt med liberale rettigheder, økonomisk vækst og et moderne samfund, som muligvis var en lidt trist men billig kopivare af det gode liv, men som ikke desto mindre var at foretrække frem for borgerkrig, religiøs undertrykkelse og militærdiktatur. Sådan er det imidlertid ikke gået.

Et fejlslagent projekt

På det personlige plan er misstemningen ikke til at tage fejl af. Jeg arbejdede mellem 2017 og 2020 i Grækenland, på det Danske Institut i Athen, og har stadig tæt kontakt til flere grækere. Henved alle mine bekendte er uendeligt pessimistiske, når det kommer til landets fremtid. Flere, jeg lærte at kende, forlod landet, mens jeg var der. Den lejlighed, jeg boede i, tilhørte en familie, som var flyttet til Canada. Under os boede familiefaderens søster, som var blevet med sin familie for at passe på deres forældre, som boede i lejligheden nedenunder igen. De sendte børnene til private engelsktimer efter skoletid for at ”holde børnenes muligheder åbne”.

De studerende, som var på vej til Thessaloniki, var altså ikke på vej til en fremtid i Grækenland. Den fremtid var for længst frarøvet dem.

Nicolai von Eggers
Adjunkt

Af alle mine bekendte, der rejste væk, er kun én kommet tilbage. Han kunne ikke længere klare afsavnet af sin familie – og solen, og maden og det langt mere sociale liv som mange grækere har – og så måtte han se, om han kunne tjene nok til at overleve. I det mindste er leje-priserne i Athen relativt lave, fordi byen som en af de eneste storbyer i EU affolkes.

På det politiske plan er Grækenland historien om et EU-projekt og et liberalt-kapitalistisk projekt, som er slået fejl. Befolkningstallene daler overalt på Balkan – den halvø, som Grækenland er en del af. Manglende jobmuligheder og lave levestandarder sender folk mod vest. Det faktum, at vestlig kapital og politiske institutioner ikke formåede – eller ikke rigtigt ville – installere velfungerende politiske og økonomiske systemer i Østeuropa efter Murens fald, hjemsøger nu det vestlige Europa.

EU’s spændetrøje groede dybe rødder

Grækenland er dog et særligt grelt eksempel. Ikke fordi det her står værre til, men fordi landet så længe har været en integreret del af EU og det vesteuropæiske projekt. EU’s økonomiske politik, med dets dikterede nedskæringer, manglende investering og rigide regler for statsbudgetter, har sendt Grækenland ud i en økonomisk krise stort set uden fortilfælde. Hvor lande historisk set har kunnet erklære statsbankerot og genforhandle med sine kreditorer, har EU holdt Grækenland fast i en gældsmæssig spændetrøje.

EU’s politiske operationsmåde har desuden forværret tingene. Mange af problemerne i det græske system, særligt den indgroede klientilisme, kan ikke tilskrives EU. Men EU-diktererede rammer for Grækenlands politik har fjernet grækernes tro på, at det politiske system virker, og at Grækenland overhovedet er et reelt demokrati.

Ingen ved, hvor landet er på vej hen. Ingen har nogen vision for, hvor landet er på vej hen. 

Nicolai von Eggers
Adjunkt

Selv EU er begyndt at få øjnene op for den politiske krise i Grækenland, der efterhånden er ved at slå dybe rødder. Fra 6.-8. marts har Libe (Europa-Parlamentets komité for sikring af civile rettigheder) aflagt besøg i landet, fordi de er bekymret over udviklinger i landets retssystem samt den nuværende regerings undergravning af civile rettigheder og pressefrihed.

Der er langt fra tale om en overreaktion. I den seneste rapport fra V-Dem (et massivt dataindsamlingsprojekt som måler graden af demokrati i verdens lande) fremhæves Grækenland som ét af tre lande, de to andre er Armenien og Mauritius, der mest drastisk bevæger sig væk fra demokrati og i en autoritær retning.

Demokratiet trues i dets hjemland

V-Dems rapport, der udkom 1. marts, har dedikeret et af sine få casestudier til Grækenland. Landets statsminister, Kyriakos Mitsotakis, har centreret magten omkring regeringen og sat den lovgivende forsamling uden for indflydelse på en lang række punkter. En af Mitsotakis’ første handlinger, da han overtog statsministeriet i 2019, var at lægge statsmedier direkte under statsministerens supervision. Det samme skete med efterretningstjenesten, og i 2022 kom det frem, at Mitsotakis brugte tjenesten til at aflytte kritiske medier og politiske modstandere.

Selv EU er begyndt at få øjnene op for den politiske krise i Grækenland, der efterhånden er ved at slå dybe rødder.

Nicolai von Eggers
Adjunkt

Ingen dom er dog faldet i sagen, da regeringen via komitéer blokerer hovedvidner fra at afgive forklaring. Systematisk underfinansiering har bragt retssystemet på randen af sammenbrud, som Libe også understreger i sin rapport. Politiet og myndighederne er gennemsyret af korruption. Også Nyt Demokrati, Mitsotakis’ parti, er præget af udbredt korruption med flere højtstående medlemmer på lønningslisten hos den schweiziske medicinal-gigant Novartis. Journalister, som rapporterer om disse ting, bliver intimideret, og blandt andet den manglende sikkerhed for journalister gør, ifølge World Press Freedom Index, Grækenland til det EU-land med den laveste grad af pressefrihed.

Alt i alt er det græske demokrati ved at blive udhulet indefra, og desillusionen omkring EU’s vision for liberale demokratier baseret på individuelle rettigheder og høj levestandard kan meget vel ende med at blive til desillusion omkring EU-projektet som helhed.

”Skriv når du er fremme”

Der blev aldrig installeret ordentlige transport- og signalsystemer, og den sociale infrastruktur kom aldrig på plads i Grækenland. Landet nåede aldrig sin destination og blev aldrig et rigt, liberalt demokrati baseret på konsumerisme og retssikkerhed. Det kørte galt, da den utopiske liberale boble sprang med finanskrisen i 2008, og siden har landet siddet fast i en tilsyneladende uendelig krise, hvor drømme, håb og retning så småt er forsvundet. Ingen ved, hvor landet er på vej hen. Ingen har nogen vision for, hvor landet er på vej hen.

Som med de liberale demokratier overalt i Europa, er landet på vej mod en stadigt dybere politisk krise, og ingen er i stand til at artikulere en troværdig alternativ vision for, hvordan samfundet skal indrettes og regere sig selv. ”Skriv når du er fremme”, er det desperate protestråb fra en generation, der er vokset op i et samfund, der aldrig nåede sin destination, og som kørte så grufuldt galt undervejs. Togulykken er det politiske system, som grækerne lever med.