Ældre Sagen: Finansloven risikerer at blive meget dyr for pensionisterne i 2022

Folkepensionen skal hæves med mere end 1,2 procent, ellers smuldrer budgettet for flere folkepensionister hen over vinteren. Sådan lyder budskabet fra Ældre Sagens administrerende direktør, der desuden opfordrer politikerne til at vedtage en økonomisk vinterpakke til pensionisterne. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Der er meget uro i Ældre Sagens rækker over reguleringen af folkepensionen.

Sådan lyder det fra organisationens administrerende direktør Bjarne Hastrup.

Med finanslovsaftalen blev reguleringen af folkepensionen for 2022 nemlig fastsat til 1,2 procent, og det er her uroen tager sit udgangspunkt. For ifølge Bjarne Hastrup, er reguleringen for lav. 

”Det er noget, der slår bunden ud af budgettet for folkepensionister med små indkomster,” siger han og påpeger, at inflationstallet for november var på 3,6 procent, og at pensionisterne derfor ifølge ham kun får dækning for en tredjedel af inflationen.

Der er mange, der kommer ud i store økonomiske vanskeligheder vinteren over

Bjarne Hastrup
Administrerende direktør i Ældre Sagen

Samtidig peger han på, at gaspriserne står til at stige med 70 procent, mens elpriserne stiger med cirka 25 procent.

”Hvis folkepensionen kun bliver reguleret med 1,2 procent, vil det betyde, at flere folkepensionister vil opleve, at deres budgetter er helt utilstrækkelige hen over vinteren,” siger han og tilføjer:

”Vi har hørt om pensionister, der foreslår at slukke for køleskabene i nogle perioder, eller at man ikke bruger bageovnen eller opvaskemaskinen, fordi man simpelthen frygter for elregningen"

"Jeg ved ikke, hvor omfattende det er, men der er en betydelig nervøsitet, skuffelse og bitterhed derude”.

Midlerne skal trylles frem igen
Ældre Sagen foreslår derfor, at politikerne udover at hæve reguleringen af folkepensionen udarbejder en vinterpakke, der kan imødekomme de behov, organisationen mener, der er for en bedre økonomisk dækning for ældre.

Vinterpakken skal - som Ældre Sagens forestiller sig den - indeholde forbedringer af varmetillægget og en forhøjelse af både den grønne check og ældrechecken.

”Jeg synes, at regeringen skylder os det. I det oprindelige finanslovsforslag, stod folkepensionen til at stige med 2,3 procent, altså en væsentlig bedre dækning. Vi har desuden ikke kunnet få svar på, hvorfor de 2,3 procent er blevet til 1,2 procent,” siger Bjarne Hastrup og kalder reguleringen for ”et svigt”.

”Der er mange, der kommer ud i store økonomiske vanskeligheder vinteren over. Jeg vil sige til regeringen: Kom og ret jeres fejl og sørg for at ældre ikke er den eneste gruppe i Danmark, der får en reel nedgang i indkomst, i en situation hvor omkostningerne stiger meget.”

Bjarne Hastrup fortæller, at Ældre Sagen allerede har fremlagt deres sag for folketingets beskæftigelsesudvalg, og at han har indtryk af, at der blev lyttet til organisationens anker.

”Men det er regeringen og støttepartierne, der har vedtaget finansloven og brugt de 2,3 procent til andre formål. Dem bør de trylle frem igen,” slår Bjarne Hastrup fast.

Det har ikke være muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet til Ældre Sagens udmeldinger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)









0:000:00