Selvfølgelig er Vanopslagh statsministerkandidat. Også selv om han nægter at sige det højt

Liberal Alliance går ikke til valg på at afskaffe topskatten i den kommende valgperiode. Ja, du læste rigtigt. LA vil ikke afskaffe topskatten i næste valgperiode.

Med det budskab varmer partiformand Alex Vanopslagh op til lørdagens landsmøde i det succesfulde liberale parti. Og på den måde fortsætter han sin omkalfatring af partiet fra den liberale fortrop til et klassisk liberal-konservativt parti. Ja, gerne et folkeparti, hvis det står til Vanopslagh.

Langsomt men sikkert nærmer han sig den varme grød. Er han statsministerkandidat ved næste valg? I meningsmålingerne er LA jo det største parti, og Venstres nestor, forhenværende finans-, forsvars- og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har i Berlingske været ude og sige, at Vanopslagh er en både oplagt og god statsministerkandidat.

Men tag ikke fejl af Hjorten. Han ønsker ikke Vanopslagh på den post. Han ønsker Bambi ud på isen, så han kan skvatte i, nøjagtigt som den nyligt afdøde konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, gjorde op til det seneste folketingsvalg.

Vanopslagh ved, at det er farligt. Derfor taler han ikke om sig selv som statsministerkandidat. Han taler om, at LA skal være et "bærende regeringsparti". På mange måder klogt. Også at italesætte, at Liberal Alliance skal deltage i en kommende blå regering, måtte den trods meningsmålingerne komme.

Selvom målingerne er gode for LA, ved partiet godt, at den ikke er hjemme endnu. Og der er ikke plads til fejltrin.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

En af de store fejl i Anders Samuelsens og min egen tid var, at vi ikke forberedte vores bagland nok på, at vi en dag ville gå i regering. Og slet ikke på, at det ville koste kompromisser.

Den fejl vil Vanopslagh ikke gentage. Og derfor taler han igen og igen om regeringsdeltagelse, ligesom han ikke bare forbereder baglandet på, at der skal gives og tages, han hakker også en hæl på forhånd ved at slå fast, at LA ikke vil kæmpe for topskattens afskaffelse i den kommende valgperiode.

Spørgsmålet er så, hvor LA adskiller sig fra de andre borgerlige partier? Og hvad siger medlemmerne af Liberal Alliance til det hele? Erfaringen fra de fleste partier tilsiger, at medlemmer ikke siger noget som helst, så længe det går godt i meningsmålingerne. Og her ligger Liberal Alliance lunt i svinget med pæn fremgang og udsigt til partiets bedste valgresultat nogensinde.

På mange måder har Alex Vanopslagh det også lettere med partiets bagland, end hans forgænger Anders Samuelsen havde. Hvor Samuelsen hele tiden skulle bevise over for de mest hardcore liberalister, at han ikke bare var en forklædt radikaler, kan Vanopslagh slappe af i sikker forvisning om, at ultraliberalisterne godt ved, at han er en af deres.

Er de i tvivl, kan de bare gå tilbage og tjekke politikken fra Vanopslaghs dage som formand for Liberal Alliances ungdom.

Selv den mere nationalkonservative del af baglandet, der traditionelt altid har brokket sig, lige meget hvor godt det gik, er tilfredse. Med Vanopslagh er der både et drys kristenhed, en DFU-fortid og gamle udtalelser om arabermentalitet at lune sig ved. Selv flirt med de radikale kan han tilgives.

Partiets ungdomsorganisation kan man dog regne med. Her er al strategisk overvejelse fejet til side, når landsformand Nicolai Wang frejdigt påpeger, at "vi risikerer at lyde som et ekko af Venstre i starten af 00erne".