Anmeldelse: Ny bog om universiteterne er fyldt med tvivlsomme postulater og grelle misforståelser

ANMELDELSE: Forfatterne bag ny bog om universiteterne viser med deres mellemleder-horisont og anti-universitære kvalitetsbegreb en iltfattig tilgang til universitetets bidrag til samfundet, skriver forsker og filosof Brian Degn Mårtensson i sin anmeldelse af 'Hvad vil vi med universiteterne'. 

Altingets vurdering: 2/6

Brian Degn Mårtensson Af Brian Degn Mårtensson
Phd. fellow, Aarhus Universitet

 

Denne lille bog adresserer et stort og væsentligt spørgsmål om, hvad vi egentlig vil med vores universiteter. Det var derfor med stor glæde, at jeg opfyldt af positive forventninger dykkede ned i den.

Bogen er skrevet af Maja Horst, der er professor og mellemleder på KU, og Alan Irwin, der er professor og mellemleder på CBS.

Og lad det være sagt med det samme: Bogen er en øjenåbner af dimensioner!

Den viser nemlig, hvor effektivt de seneste tyve års instrumentelle uddannelsespolitik har sat sig igennem, og bogens mellemlederhorisont er helt og aldeles begrænset til en konkurrencestatslig dans på stedet.

Den massive videnskabelige kritik af netop denne tankegang peger ellers på, at vores kultur på lang sigt vil degenerere i takt med, at alting bliver indskrænket af forsimplede mål-middel-dagsordener. På den korte bane vil selvsamme udvikling kunne spores i faldende kvalitet i offentlige debatter, i undervisning og i forskning.

Tvivlsomme postulater og grelle misforståelser
Dette kvalitetstab er bogen et fint eksempel på. Den er nemlig fyldt med gentagelser, dårligt sprog, tvivlsomme postulater og grelle misforståelser. På side 76 – det vil sige i bogens afsluttende del – får vi for eksempel langt om længe forfatternes bud på, hvad et universitet i grunden er:

”Universitetet er det sted i samfundet, hvor viden og sandhed ligger til grund for, hvad vi foretager os.”

Dertil får vi også at vide, at universiteter som sådan er ”vidensproducerende” – til gavn for samfundet. Begge dele er yderst tvivlsomme almene påstande, da det mest ambitiøse, man nok kan sige om et universitet, er, at det er en søgen efter sandhed, der ligger til grund for, hvad man foretager sig der.

Den dag, man hinsides enhver tvivl har fundet sandheden i bestemt ental, er der faktisk ikke rigtig mere at lave for et universitet. Så må for eksempel religion eller ideologi tage over.

Endvidere er der snarere grund til at mene, at universiteterne og deres forgængerinstitutioner i historisk optik har været ”producenter” af ikke-viden snarere end viden. Dengang vores forfædre betragtede den fysiske verden med mytologien som forklaringsramme, havde man faktisk en bredt dækkende og afsluttet viden om langt de fleste forhold, der var værd at beskæftige sig med.

Det samme gør sig gældende i mere moderne religiøse og politiske retninger, der har en tilsvarende ambition om at forklare alting en gang for alle. Et universitet i et vestligt, civiliseret samfund – især den Humboldtske variant – har til formål at diskutere, hvad der kan betragtes som sand viden – og vedblive med at diskutere dette frem til dommedag. Et universitet er ikke et universitet uden en grundlæggende negativisme, der fordrer kritiske spørgsmål til alt og alle. Sandheden i bestemt ental hører derfor ikke hjemme på et vestligt universitet, men en evig søgen efter sandhed gør.

Her bliver universitetet et paradoks, en ulogisk konstruktion, der modsiger almindelig mål-middel-tænkning og regnearks-fetichisme. Går man ind på et universitet – stedet for ”viden og sandhed”, ifølge forfatterne – vil man – hvis man altså er et nogenlunde opvakt menneske – først og fremmest blive mere bevidst om, at man slet ikke ved så meget om verden, som man gik og troede. Til gengæld kan man få indsigt i en masse spændende – og med Karl Poppers ord – falsificerbare teorier om dette og hint. Det er på skuldrene af denne altid uafsluttede søgen efter sandhed, vores moderne samfund står.

"Stefan Hermann-tricket"
Bogens argumentation betjener sig overordnet af det, man kalder ”Stefan Hermann-tricket”, opkaldt efter den københavnske professionshøjskolerektor, der i bogen Hvor står kampen om dannelsen? (Informations Forlag, 2016) har videreudviklet en særlig disciplin, hvor man overbevisende fremstiller to modsatrettede og kærligt forsimplede synspunkter, efterfulgt af sit eget harmoniske, nuancerede, velunderbyggede og konstruktive af slagsen.

Herved bliver man som forfatter den moderate, grundige aktør, der bestemt forstår de forskellige positioner i debatten, men altså selv ved bedre. Kunsten er, at man ikke siger det direkte, men lader læseren komme til denne konklusion af egen drift.

Maja Horst og Alan Irwin leverer allerede i første kapitel et flot ”Hermann-trick”, som sammenfattes som følger:

”Debatten om universiteternes rolle i det danske samfund reduceres alt for ofte til et spørgsmål om at vælge side i en konflikt mellem to modsatrettede synspunkter. Samfundsingeniørerne klager over, at universiteterne ikke er gode nok til at omsætte forskning til innovation og til at uddanne arbejdsmarkedsrelevante kandidater til konkurrencestaten. Imens forsvarer frihedskæmperne det frie universitet og de studerendes og ansattes ret til selv at bestemme, hvad de skal bruge deres tid på. I næste afsnit vil vi (i lidt karikeret form) se nærmere på, hvordan disse modsætninger sættes op.”

Som tricket foreskriver, er de første to fremsatte positioner begge ret mangelfulde, men heldigvis er forfatternes egen position meget bedre: Vi må acceptere konkurrencestatens logik, men gøre det med bevidsthed om de dilemmaer, den medfører. Så vil alting gå meget bedre.

Balance mellem politiske og videnskabelige hensyn
Generelt synes forfatterne at betragte universitetet som en slags mellemting mellem et politisk akademi, et jobcenter og erhvervscenter. Med ”viden og sandhed” skal samfundet blive i stand til at imødegå morgendagens udfordringer, og det er sådant set bare det, universitetet skal bidrage til. Bare ikke på en dårlig måde, må man forstå.

Denne iltfattige tilgang får igen frit løb på side 78, hvor forfatterne hengiver sig fuldt og helt til det anti-universitære og finansministerielle kvalitetsbegreb, der er en af hovedårsagerne til universitetets krise i Danmark:

”Universiteter må konstant bestræbe sig på at gøre det, der skaber mest værdi – ikke kun i forskning, men også hvad angår uddannelse, kommunikation og deres egen organisering. Kvalitet kan udtrykkes på forskellige måder – det handler om at gøre sig umage og gøre det bedste, man kan, så man udvikler sig og sine omgivelser på den mest gavnlige måde.”

Helt galt går det kort efter, hvor forfatterne udbasunerer det helt utrolige:

”Alt, hvad universiteterne gør, skal understøtte balancen mellem forpligtelsen til samfundsmæssig udvikling og forpligtelsen på sandhed og kritisk tænkning.”

Altså ønskes et universitet, der i sit virke ”balancerer” målstyret mellem politiske og videnskabelige hensyn, og det er i sagens natur svært at forestille sig et sådant, hvor der ikke af og til må indgås kompromiser.

Eksempelvis kunne man sætte tallet PI til 3,08, hvis man politisk ønsked

e værdien 3 af hensyn til ”den samfundsmæssige udvikling” (det ville jo være et afsluttet tal, man nemmere ville kunne huske), mens et flertal af universitære matematikprofessorer modsat for eksempel foretrak den af Archimedes angivne værdi på 3,14… et cetera.

Et sådant kompromis ville være nogenlunde ”i balance” – endda med en vis overvægt i retning af ”sandhed og kritisk tænkning”. Det er naturligvis et absurd eksempel, men det er præcis den vej, forfatternes logik foreskriver. Det går ganske enkelt ikke.

Afslutningsvis giver forfatterne tre bud på, hvad vi som samfund bør fokusere på i forbindelse med universitetets udvikling: 1) Mere målstyring, 2) medarbejderengagement i de prædefinerede konkurrencestatslige målsætninger, samt 3) en bred, offentlig accept af universiteterne som en ”vidensbaseret forandringskraft”.

Det var rart, at bogen sluttede her, synes jeg.

'Hvad vil vi med universiteterne?', Maja Horst og Alan Irwin, 87 sider, kr. 49,50, Informations Forlag. Bogen er udkommet 6. marts 2018. 

Forrige artikel Boganmeldelse: Rapport fra det dekonsoliderede demokrati Boganmeldelse: Rapport fra det dekonsoliderede demokrati Næste artikel Per Stig Møller: Martin Breum leverer hidtil bedste bog om Grønlands løsrivelse Per Stig Møller: Martin Breum leverer hidtil bedste bog om Grønlands løsrivelse
Sundhedsudspil uden psykiatere vækker kritik

Sundhedsudspil uden psykiatere vækker kritik

SUNDHEDSUDSPIL: Trods stor psykiatermangel er rekrutteringsudspil blottet for nye initiativer. Det har ikke været i fokus, siger sundhedsministeren og sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).