Anmeldelse: Skabsliberalisten Kasper Støvring
ANMELDELSE: I sit forsvar af illiberale stater som Rusland, Tyrkiet og Kina ender forfatter og kulturforsker Kasper Støvring i ny bog alligevel med at bekende sig til liberalismen i en dansk national kontekst, skriver Martin Ågerup, direktør i tænketanken Cepos.
Af Martin Ågerup
Direktør for tænketanken Cepos
Det liberale demokrati gik sin sejrsgang i 1990’erne efter kommunismens fald.
I det nye årtusinde er de liberale demokratier imidlertid kommet under pres. De mister relativ politisk og økonomisk styrke. I en række lande såsom Tyrkiet, Rusland, Polen og Ungarn er demokratiske normer og institutioner under pres eller på decideret retræte.
Bogens store svaghed er, at Støvring anvender en lang række begreber på en sløset måde.
Martin Ågerup
Direktør i Cepos
Det Arabiske Forår blev slået ned. For Vesten er det en bekymrende udvikling, som har givet anledning til mange overvejelser om, hvad udviklingen kan skyldes, og hvordan man bør forholde sig til den.
Kasper Støvring giver med bogen Gensyn med fremtiden sit bud på et svar på disse store spørgsmål. Bogen giver en god indføring i nationalkonservativ tænkning. Den er endvidere både velskrevet og let læst.
Tilbage til verdens normale tilstand
Kapitlerne er skrevet, så de kan læses uafhængigt af hinanden, hvorfor det har været nødvendigt med en del gentagelser, oplyser forfatteren i sin indledning. Desværre bliver gentagelserne ganske enkelt for mange. En håndfast redaktør kunne have gjort underværker.
Det gensyn, som bogens titel omtaler, er en tilbagevenden til den normale tilstand – ”verden er blevet normal igen”, som han skriver. Det unormale var USA og Vesten som hegemon i en kort periode efter Murens fald. Nu står vi i en multipolær verden.
Ifølge Støvring førte den korte periode med Vesten som hegemon til en overmodig og naiv tro på, at det liberale demokratis værdier kunne udbredes til hele verden. Ja, sågar den opfattelse, at alle mennesker i verden inderst inde gerne vil være liberale.
Denne universalisme har ført til en række katastrofale sikkerhedspolitiske fejltagelser såsom invasionerne af Afghanistan og Irak og i særdeleshed den mission creep, der begge steder fandt sted i retning af nation building, bombningen af Gadaffis Libyen og begejstringen for Det Arabiske Forår, i naiv forventning om at det ville blive et gennembrud for sekulære, liberale strømninger.
Støvring er fortaler for, hvad han kalder en ”besindig udenrigspolitik”, som sikrer forsyningen af olie, opretholdelsen af stabilitet, især med hensyn til fredsaftalerne med Israel og inddæmning af flygtningestrømmene.
For at opnå disse (og andre) mål, kan vi – mener han – blive nødt til for eksempel at undlade at støtte frie valg i de arabiske stater, fordi deres kultur endnu ikke er moden, hvorfor man risikerer en islamisering. Den manglende modenhed illustreres blandt andet ved, at de arabiske lande ikke har en tillidskultur, hvilket blandt andet fremgår af World Values Survey-målingerne af graden af tillid til andre mennesker.
Den stærkeste kultur vinder i længden
Bogen argumenterer i det hele taget for, at forskellige nationers distinkte kulturer er centrale for at forstå den nye verdensorden. ”Den stærkeste kultur vinder i længden,” skriver Støvring. I kapitler om Tyrkiet, Rusland og Kina argumenterer Støvring for, at disse lande er ved at udvikle levedygtige veje til national styrke ved at stå fast på deres – illiberale – kultur og værdier.
Som han skriver: ”Andre civilisationer viser med stor succes, at der er alternativer til Vestens liberaldemokratiske model. Værdisystemer, der bygger på kollektivet, hierarki, autoritet, disciplin og orden, viser deres værd”. Til gengæld ser han Vestens kultur som svækket og dekadent. Løsningen er blandt andet en kristen vækkelse og et opgør med velfærdsstatens alt for generøse ydelser, hvilket dog kun nævnes i forbifarten.
Som alternativ til den ifølge Støvring forfejlede universalisme gør han sig til fortaler for ”en pluralistisk tilgang”, som han kalder det. Verden består af en mangfoldighed af ”indbyrdes uforenelige kulturer”.
Men han tager i næste åndedræt afstand fra relativistisk tolerance over for stening, omskæring, koncentrationslejre og massevoldtægt og tilføjer: ”Faktisk kan pluralismen bedst anskues som en doktrin, der også rummer antagelser om en minimal form for universalisme”. Efter 177 sider med kritik af universalismen bekender Støvring sig altså til … universalismen, bare lidt mindre af den. Og videre skriver han, at ”der findes objektive goder, som alle kulturers moralsystemer må anerkende.”
Men hvor universalistisk er Støvring så? Det finder vi aldrig ud af. Hvad med habeas corpus? Mon ikke de fleste kinesere ville sætte pris på ikke at kunne blive vilkårligt anholdt? Hvad med en uafhængig Centralbank? Der findes ingen steder i verden, hvor hyperinflation ikke smadrer samfundet – tænk på Zimbabwe eller Venezuela.
Eller den private ejendomsret og økonomisk frihed? Den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i protest over, at myndighederne konfiskerede hans varer og ikke ville lade ham passe sin forretning i fred. Derved startede han Det Arabiske Forår. Inden man kan leve en tålelig tilværelse, er der brug for en ikke uvæsentlig dosis liberalisme.
Sløsede begreber
Bogens store svaghed er, at Støvring anvender en lang række begreber på en sløset måde. Dels definerer han aldrig klart, hvad han mener med begreber som liberalisme, universalisme, demokrati og sågar sit centrale begreb: kultur. Dels anvender han tydeligvis begreberne forskelligt forskellige steder i sin tekst.
For eksempel anvendes demokrati det ene øjeblik i en bred forståelse: en samfundsorden, der ud over flertalsstyre også rummer retsstatsprincipper såsom beskyttelse af individuelle frihedsrettigheder. Det næste øjeblik ses demokrati alene som et spørgsmål om stemmeret. For eksempel skriver Støvring om krisen i Afrika og Mellemøsten: ”Det vigtigste for os er ikke at skabe demokrati, men at sikre stabilitet og retsstatsprincipper.” Nu er retsstaten altså lige pludselig ikke en del af demokratiet.
Det er ikke pedanteri, jeg her giver mig ud i, men helt centralt. Når Støvring for eksempel bruger Singapore som eksempel på et succesfuldt land, der har vokset sig stærkt ved ikke at efterligne Vesten, ser han helt bort fra, at Singapore med hensyn til økonomiske institutioner helt og aldeles har kopieret Vesten.
Singapore ligger tårnhøjt i økonomisk frihed og i velstand – langt over Danmark på begge punkter. Singapore er altså blevet økonomisk liberalt og har dermed på en væsentlig parameter bevæget sig i retning af et vestligt liberalt demokrati.
Kina har moderniseret og opnået stor økonomisk fremgang uden at øge den politiske frihed. Men Kinas vækst kommer fra et meget lavt udgangspunkt. Gennemsnitsindkomsten per amerikaner eller Hong Kong-kineser er fortsat omkring 3½ gange større end gennemsnitsindkomsten per kineser. Det er et åbent spørgsmål, om Kina kan blive ved med at vokse uden at indføre reformer, der øger den enkelte kinesers økonomiske frihed og måske også deres politiske.
Et velfungerende, komplekst samfund har formentlig brug for en fri debat for at kunne træffe gode kollektive beslutninger. Indien har ligeledes skabt markant fremgang gennem markedsøkonomiske reformer og har dermed nærmet sig en liberaldemokratisk samfundsmodel.
Efter at lande som Rusland og Tyrkiet har bevæget sig ind på en illiberal autokratisk kurs, har landenes økonomier mistet pusten. Helt galt er det gået i et land som Venezuela. I længden kan ingen nationer fastholde kulturel og militær magt uden økonomisk vækst. Så spørgsmålet er, om den illiberale bølge er langtidsholdbar. Det havde været både relevant og interessant, hvis Støvring havde forholdt sig til disse problemstillinger.
Støvrings skabsliberalisme
Støvring sætter lighedstegn imellem universalisme og liberalisme. I hvert fald er hans liberalismekritik uløseligt forbundet med hans kritik af universalismen. Men samtidig argumenterer han for, at vi i Danmark skal værne om vores: ”liberale (ja!) kultur med hævdvundne goder som ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder og beskyttelse af seksuelle mindretal”, mens vi samtidig anlægger en pluralistisk tilgang i internationale anliggender.
Men derved hævder Støvring jo pludselig (på side 181), at liberalisme ikke er ensbetydende med universalisme. Det er altså ikke en liberalismekritik, han har fremlagt, men alene en kritik af universalismen – endda en universalisme, som han ender med selv delvist at bakke op om. Og han ender med at bekende sig til liberalismen i en dansk national kontekst.
Kasper Støvring: Gensyn med fremtiden – Et essay om den nye verdensorden, 229 sider, Munch & Lorenzen