Anmelder undrer sig: Hvorfor skriver forfatteren ’danskerne’, når han ved, at der er tale om kommunisterne?

Af Steen Andersen
Historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet  

’Augustoprøret’ var de spredte uroligheder i danske byer, først og fremmest i Odense, Esbjerg og Aalborg. De begivenheder, som ramte Danmark i sommeren 1943 var ikke særegne danske. Andre steder i det besatte Europa udbrød der både spontane og mere organiserede strejker kombineret med en stigning i sabotageaktiviteten. Udviklingen i de internationale krigsbegivenheder banede vejen for en hidtil uset fredsoptimisme og tro på, at aksemagterne ville lide nederlag.

Den tyske reaktion på oprøret var et krav om indførsel af undtagelsestilstand. Et krav, som førte til heftige diskussioner i den danske regering. Særligt de politiske ministre vaklede, og på ministermødet 27. august fik Erik Scavenius et af sine berømte raserianfald rettet mod de øvrige ministerkollegaer. Scavenius gav ingen ting for deres vaklen og råbte: ”Det er politisk fidusmageri og intet andet, men således har d’herrer været hele tiden. De render fra deres ansvar for at købe vælgersjæle. Men her har vi vort ansvar over for Kongen, forfatningen og landets fremtid, og jeg betragter d’herrers standpunkt som ansvarsløst”. Regeringen havde mistet styringen og det var et spørgsmål om tid, inden tyskerne greb ind.

Forfatteren har sikkert haft de bedste intentioner, men han glider i historien og ender som mytemager

Steen Andersen
Historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet

En ofte overset historie?
Oprøret i gaderne er emnet for Simon Kratholm Ankjærgaards bog ”Augustoprøret 1943 – Danmarks skæbnesommer”. Målet med bogen er at genfortælle historien om de begivenheder og det politiske spil, som førte frem mod regeringens tilbagetræden og den tyske aktion.

Forfatteren præsenterer emnet som en ”ofte overset historie”, men forløbet op mod 29. august hører ellers til et af de mest undersøgte aspekter af besættelsens historie. Først og fremmest udgøres fundamentet af Hans Kirchhoffs disputats ”Augustoprøret 1943” (samme titel som anmeldte bog) med sine over 1100 sider og akribi grundighed leverer en formfuldendt analyse.

Dertil kommer Viggo Sjøqvists bog om Erik Scavenius, som også dækker den politiske scene i tiden op til bruddet. Dertil føjer sig også regionale undersøgelser af de lokale strejkebevægelser. Her skal nævnes Aage Trommers undersøgelser af Esbjerg-området, som jeg vil vende tilbage til. Forfatteren står dermed på skuldrene af solide arbejder. Derfor er det gode spørgsmål også, om der overhovedet er behov for en ny bog om Augustoprøret. Hertil kan man jo anføre, at der ud over en ny generations ret til at genbesøge historien også er centrale spørgsmål i opgørets forløb, som altid er værd at tage op til gennemlysning og fornyet diskussion.

Myten om det folkelige oprør
Inden Kirchhoffs undersøgelse fra 1979 var det en udbredt opfattelse, at oprøret var folkeligt og spontant, men den myte blev effektivt hamret i jorden. Kirchhoff viste, at sideløbende med oprøret i gaderne steg sabotageaktiviteten. Dette oprør var først og fremmest initieret af kommunisterne, og først senere fik strejkerne og demonstrationerne en bredere opbakning.

Dermed står Augustoprøret tilbage som den kommunistiske bevægelses store sejr. Men var det nu også det? Spørgsmålet er værd at diskutere grundigere, men desværre er dette ikke forfatterens mål med bogen. I stedet bliver det gjort til en bærende pointe i Simon Kratholm Ankjærgaards bog, at danskernes trodsighed voksede til et folkeligt oprør. Et overset folkeligt oprør.

Kommunisterne popper op i ny og næ i forfatterens fortælling, men får ikke tildelt rollen som den drivende kraft. Om oprørets begyndelse skriver forfatteren eksempelvis:

"Fra 1. juli og frem til denne aften havde der været 26 sabotageaktioner i eller omkring Esbjerg. Lastbiler, garager, jernbanevogne, tyske barakker, transformerstationer og pumpeanlæg var nogle af målene for en lokal modstandsorganisation, der – akkurat som man oplevede det i resten af landet – fremstod bedre organiseret og mere kompromisløs end tidligere. Der var tusindvis af tyske soldater i havne- og fiskerbyen Esbjerg, og de havde mærket, at vinden var ved at vende – både på den store scene med tysk tilbagetrækning i både øst og syd og i det lille kongerige Danmark, hvor danskerne viste en langt større fjendtlighed end tidligere. I dagene op til denne storbrand havde der været mindre uroligheder og trodsige strejker i Odense. Danskerne var begyndt at gå med strikkehuer, hvis mønster umiskendeligt lignede det ikoniske Royal Air Force-symbol med tre koncentriske ringe i henholdsvis røde, hvide og blå farver. I Hvidkilde på Fyn var Konservativ Ungdom i gang med deres landslejr, og her havde den 24-årige Poul Møller dristet sig til at sige – som et ekko af partifællen Christmas Møller, der sad i London – at Danmarks frihed måtte blive sikret ved ’vor egen vilje og kraft’. Det var en konfronterende tone, der klart signalerede, at danskerne ikke bare var blevet mere trodsige, men også modigere. Og nu dette; meter efter meter af de lange fiskepakhuse blev ædt af ilden – og danskerne strømmede til, ikke bare af nysgerrighed, men også for at nyde synet."

Mangel på præcision eller bevidst valg?
Bær over med det lange citat, men det er så centralt et eksempel på denne bogs måde at skabe en fortælling på. Der nævnes en modstandsorganisation, uden der sættes etikette på den. Den konservative Poul Møller nævnes som inspirator for Augustoprøret – det er nyt for mig, og jeg finder det ikke underbygget. Men det helt centrale og bærende element i denne fortælling er billedet af ’danskerne’ som folk, der siger fra og udgør en front mod besættelsesmagten. Vi er nærmest sendt tilbage til den gode gamle konsensushistorie om et samlet folk i kamp mod den tyske besættelsesmagt. Intet sted i ovenstående citat skriver forfatteren, at sabotageaktionerne var kommunistisk organiseret.

Forfatteren er på det rene med, at sabotageaktionerne og særligt den mod fiskeeksporthusene var kommunistisk organiseret. Det bliver nævnt længere inde i kapitlet, at det er den kommunistiske rejseaktivist Hans Peter Poulsen. Derfor sidder jeg som anmelder og undrer mig over forfatterens fortælling. Hvorfor skriver Simon Kratholm Ankjærgaard ’danskerne’ og ’modstandsbevægelsen’, når han ved, at det er kommunisterne, som er drivkraften? Er det mangel på historisk præcision eller er der tale om et bevidst valg for at skabe et billede af et protesterende Danmark?

Den samme mangel på præcision går igen i forfatterens analyser af generalstrejken i Esbjerg. Her gør forfatteren det til et folkeligt oprør, men må samtidig erkende, at ”strejken udsprang fra kommunistisk orienterede kredse blandt arbejderne”. Hermed falder forfatterens tese om et folkeligt dansk oprør til jorden.

Skal man ind og tage favntag med det etablerede billede af Augustoprøret, og skal der leveres solid argumentation for, at der var tale om et folkeligt opgør, burde forfatteren have gravet dybere og disket op med mere solid dokumentation. Det ville have krævet grundigere studier i arkiverne, og det vækker undren, at Simon Kratholm Ankjærgaard eksempelvis ikke har anvendt materiale fra Historisk Samling fra Besættelsestiden i Esbjerg, når netop denne by er nøglen til forståelsen af oprøret.

Det ville også kræve, at forfatteren i sin tekst skrev sig mere op imod den eksisterende forskning og formidling på området. Imidlertid er det svært, når forfatteren ikke har henvisninger i teksten, men har samlet oversigtshenvisningerne bagerst i bogen. Det havde været på sin plads, at forfatteren havde argumenteret for, at det var et folkeligt oprør ved at skrive sig op imod Aage Trommers undersøgelse af strejke- og modstandsbevægelsen i Esbjerg og det sydjyske. Men de er ikke en gang med på litteraturlisten.

Levende og medrivende
Bogens force er forfatterens beskrivelse og formidling af de dramatiske begivenheder i Esbjerg, Aalborg og Odense. Simon Kratholm Ankjærgaard tegner et levende og medrivende billede af sammenstødene og kombinerer det med en dramatisk billedside, som er flot gengivet. Forfatterens fortælling er levnede og dramatisk og bogen vil uden tvivl nå et stort publikum hos dem, som ikke har læst de ældre værker om Augustoprøret. Bogen er skrevet med stor veneration for oprørerne i gaden og modstanden i det hele taget.

Som anmelder er jeg på det rene med, at mine indvendinger kan opfattes som udtryk for en nittetællende arkivhistorikers vurdering af et stykke historisk formidling, men der bør også stilles krav til kvaliteten af denne del af vores historieskrivning. Alle fortællinger har ikke lige meget ret, og der er noget, som er mere rigtigt end andet i historieskrivningen. Forfatteren har sikkert haft de bedste intentioner, men han glider i historien og ender som mytemager, når han skriver, ”at Danmark med Augustoprøret og samarbejdspolitikkens kollaps støt og roligt sejlede mod allieret havn”. Det er en myte – eller i bedste fald en misforståelse – at Danmark nogensinde blev anerkendt som allieret. Det skete ikke.

Oprøret ændrede ikke noget fundamentalt 
Hvad var ændret med 29. august 1943? Vi har et billede af en regering, som trådte tilbage og fregatten Peder Skram, som ligger sænket med slagside under mastekranen på Holmen. Symbolet på, at Danmark ikke længere ville danse efter besættelsesmagtens pibe. Men noget fundamentalt ændrede sig ikke. Den danske landbrugseksport fortsatte ubesværet til Tyskland. Det samme gjorde den del af dansk industri, som arbejdede for Tyskland. Her var intet brud, men kun kontinuitet.

Glemt er bestræbelserne på at få stablet en ny regering på benene. En regering, som kunne videreføre det eksisterende samarbejde. Da det ikke lod sig gøre at knytte tråde tilbage til tiden før regeringens afgang blev det departementscheferne, som videreførte det samarbejde, der havde eksisteret siden 9. april 1940.

Da forfatteren skal gøre regnebrættet op afslutningsvis, glemmer han også, at 29. august også er den samme dag, som forhandlingerne om et politisamarbejde med tyskerne blev indledt i Justitsministeriet. De danske myndigheder var stillet over for et krav om, at man aktivt skulle bekæmpe modstandsbevægelsen effektivt, og man vidste, at hvis man stillede sig afvisende, ville befolkningen betale prisen for at skulle leve under et brutalt tysk terrorregime.

For at undgå dette måtte man pålægge dansk politi at skulle rykke bevæbnet ud for at forhindre sabotage – og om nødvendigt skyde og dræbe danske modstandsfolk. Dertil kom, at det var af afgørende betydning for politikere og embedsmænd at bevare kontrollen over de næsten 10.000 danske politibetjente, da disse ville være uundværlige i en kaossituation. Frygten for, at den kommunistiske del af modstandsbevægelsen skulle forsøge at tage magten sad lige under huden og var styrende for det politiske systems overvejelser og valg. Så meget for et ’folkeligt oprør’.

Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret 1943 – Danmarks skæbnesommer, 432 sider, Lindhardt og Ringhof, udkom den 15. oktober 2020