Anne Sofie Allarp: Børnenes statsminister er kommet i mindretal på børneområdet – og det er godt

KOMMENTAR: Regeringen har ikke andet end anekdoter, antagelser og dogmatik til støtte for sin politik om at anbringe flere børn uden for hjemmet.

Mens den danske presse er et virvar af hukommelsesforladte ministre, ministerforladte embedsmænd og tilsyneladende selvstyrende tjenestemænd og det uforglemmelige syn af en landsmoder som teletubby på en overkørt minkfarm, er der sket en lille paladsrevolution på et helt andet og for regeringen centralt område.

Regeringen er nemlig så godt som isoleret i Folketinget, når det kommer til at fjerne flere børn, som ellers var det store politiske slagnummer fra børnenes statsministers side, før coronakrisen kom og lagde nationen for hendes fødder.

Det er kommet frem efter dette efterårs, at dømme efter medlemmernes ansigtsudtryk, meget frustrerende samråd i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg. Samråd som social- og indenrigsminister Astrid Krag deltog i i statsministerens sted.

Udvalget ville have statsministeren i samråd siden dennes uforglemmelige nytårstale, som hovedsageligt handlede om at skille børn fra deres uduelige og farlige forældre. De to opklarende samråd fandt sted i september den 3. og den 22.

Medlemmerne i udvalget søgte at finde ud af, om regeringen havde andet end anekdoter, antagelser og dogmatik til støtte for sin politik om at anbringe flere børn udenfor hjemmet. Og samråd nummer to blev afholdt forgæves, da det første ikke bibragte medlemmerne meget andet end partiparoler, propaganda, gentagelser og selvmodsigelser fra ministeren, såsom at numerisk flere anbringelser ikke er et mål i sig selv, men at flere anbringelser skam ikke skal stå alene.

Imidlertid står det nu klart, at regeringen ikke har forskning eller evidens til støtte for sin politik om at fjerne flere børn tidligere. Og at det heller ikke er noget, som regeringen søger. Man kan slet ikke lave den slags randomiserede forsøg, sagde ministeren til udvalget. Til gengæld er regeringen parat til at tage en værdikamp for at svække forældrenes retsstilling i styrkelsen af barnets, lød det.

Det stod også i pinagtig grad klart, at regeringen ikke evner refleksion på dette område. Der er ikke nogen anerkendelse af den kaskade af faglig kritik, der er væltet ned over regeringen siden nytårstalen for elleve måneder siden (se her og her ).

Der er ingen snert af filosofisk tvivl i retning af den voldsomme underminering af familien som samfundsinstitution, som regeringens politik er udtryk for, eller familiens menneskeret til at være sammen, eller den etiske problemstilling i at tvangsbortadoptere, fordi staten i det sekund kan se ind i fremtiden og afgøre, at barnet aldrig vil få gavn af sine biologiske forældre. Der er ingen anerkendelse af eller refleksioner vedrørende de retssikkerhedsmæssige problemer, der igen og igen dokumenteres på området.

Ministeren ignorerer, at der er en overrepræsentation af børn med psykiske handicap blandt de fjernede, fordi disse børn ’stritter’ overfor andre børn. Ministeren stiller ikke spørgsmålstegn ved truslen om fængselsstraf mod statens ansatte, hvis de ikke underretter. En trussel, der har resulteret i hundredetusinder af underretninger af børn og voksne til landets kommuner, ofte på aldeles frivole grundlag, og det enorme pres, der bliver lagt på landets familier og på samarbejdet mellem skole og hjem.

Ministeren ignorerer, at forældre på børnehandicapområdet kan opleve, at truslen om anbringelse bringes op i forbindelse med forhandlinger med socialforvaltningen om støtte. Og at beslutningen om med tvang at fjerne et barn fra sine forældre er et potentielt uopretteligt, voldsomt og ødelæggende indgreb i både barnets og forældrenes liv og rettigheder.

Ministeren anerkender dog, at livet for de fjernede børn statistisk set er markant ringere end for gruppen af børn, der vokser op med en eller begge forældre. Men det er altså ikke tilstrækkelig grund til at fravige partilinjen eller anerkende, at der ikke er nemme løsninger på dette område.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Men så meget desto mere glædeligt er det, at Folketingets øvrige partier kan give regeringen modspil her. Og jo vigtigere er det, at andre samfundsaktører undersøger og behandler området, som det er set for nyligt i DR-dokumentaren ’Mistænkt for livet’ og DR-dramaserien ’Ulven kommer’.

Når det gælder relationen forældre-barn kan statens mellemkomst aldrig blive et gode. Det vil allerhøjest kunne blive et mindre onde. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt regeringen evner at tage den principielle diskussion af sin politik, men Folketingets partier bør tvinge den eller sammen lave et nuanceret, afbalanceret og u-ideologisk alternativ til barnets lov uden om børnenes statsminister og hendes parti. 

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Forrige artikel David Trads: Danmark bør prise sig lykkelig for Bidens sejr David Trads: Danmark bør prise sig lykkelig for Bidens sejr Næste artikel Johanne Dalgaard: De borgerlige hykler indlysende og skamløst over minksagen Johanne Dalgaard: De borgerlige hykler indlysende og skamløst over minksagen
Støjberg kridtede uenigheder op, Ellemann talte dem ned, og Lose blev valgt

Støjberg kridtede uenigheder op, Ellemann talte dem ned, og Lose blev valgt

LANDSMØDE: Stephanie Lose er nu valgt som ny næstformand i Venstre efter ved et landsmøde med interessante taler fra de tre hovedpersoner. Støjberg dømte Venstre ude som statsministerparti, hvis ikke Ellemann holder sig gode venner med Vermund og Thulesen. Og Ellemann talte for en kombination af internationalt udsyn og krav til udlændinge.