Bendt Bendtsen: ”Jeg har været en pæn mand alt for længe”

HELSINKI: Udenfor er der koldt og ensomt. Den finske befolkning er næsten allerede gået i vinterdvale, selvom det kun er i begyndelsen af november. Men i messecenteret lidt uden for selve byen er der en knitren af forventning i luften. Konservative politikere fra hele Europa er valfartet til byen i anledningen af den årlige kongres i den europæiske konservative partifamilie ”European People's Party”, også kaldet EPP. 

Her skal flere hundrede delegerede med pomp og pragt vælge deres bud på den næste formand for EU-Kommissionen. Ud over de to kandidater, tyske Manfred Weber og den finske maratonmand Alexander Stubb, er der flere politiske superstjerner og skurke på deltagerlisten. Hvem der er det ene og det andet kommer an på ens politiske præferencer. Den tyske kansler Angela Merkel er her og Ungarns præsident, Viktor Orbán. 

EPP er den største partifamilie i Europa, og det afspejler kongressen også. Det er en magtdemonstration uden lige. Der mangler kun konfettiregn fra loftet, for at det ville være i liga med Melodi Grand Prix.  

I mylderet af de store kanoner finder man også danske Bendt Bendtsen; tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, forhenværende erhvervs- og økonomiminister og gennem de seneste ti år sit partis gesandt i Europa-Parlamentet. Han går rundt i sin anden europæiske karrieres efterår, og det er hans sidste kongres. Han fylder 65 år til marts og har besluttet sig for, at han ikke genopstiller til næste parlamentsvalg. Arbejdsbyrden er blevet ham for stor, alderen har spist af kræfterne, rejserne er blevet for krævende. Det er med andre ord tid til afsked med en scene, han har betrådt i to årtier – nu skal Bendtsen være ekspolitiker.  

Vi var inde på dødsruten, men vi fik stoppet det bratte fald, vi havde i meningsmålingerne, vi fik stabiliseret partiet, og vi kom i regeringen.

Bendt Bendtsen
Medlem af Europa-Parlamentet, Konservative

Derfor skal regnskabet Bendt Bendtsen også gøres op, der skal lægges til og trækkes fra, og der skal to streger under resultatet. Tallet ti procent fylder meget i det regnestykke. Er det meget eller lidt? I relation til hvad – fortiden eller nutiden eller fremtiden? Et andet tal, der fylder, er tre. Som i den tredje mand og som i det tredje hjul.

Skal han være sin egen revisor, er han ikke i tvivl om konklusionen. Nej, han leverede ikke eksplosive vækstkurver for sit parti i nullerne, men der er stabile sorte tal, der let kunne have været gået i rødt. Det Konservative Folkeparti brød ikke sammen på hans vagt.   

“Vi var inde på dødsruten, men vi fik stoppet det bratte fald, vi havde i meningsmålingerne, vi fik stabiliseret partiet, og vi kom i regering,” siger Bendt Bendtsen.  

You’re the President 
Et farvel til politik betyder også farvel til den konservative forening ”SME Europe”. Det står for Small and Medium Entrepreneurs, og Bendtsen er formand for foreningen, og han benytter sig af kongressen til at give stafetten videre. 

”Jeg kan ikke bo i Danmark og være formand for en forening, der ligger i Bruxelles. Så kan man ikke følge med i, hvad der foregår,” siger han. 

Selvom Bendtsen ikke dvæler meget ved sin egen person, kan man ikke undgå at bemærke, at han er vigtig i forsamlingen. På trods af at pladserne står i en firkantet formation, så alle føler sig inkluderede og set, er der ingen tvivl om, at Bendt Bendtsens plads alligevel udgør bordenden. ”You’re the President,” som hans kollegaer siger. 

Det vifter Bendt Bendtsen afværgende af, men helt uvelkommen er anerkendelsen nok ikke.   

Egentlig var det lidt tilfældigt, at han endte som formand for de små og mellemstore europæiske virksomheder.  

Det er her, tallet tre dukker op.  

Vejen til formandskabet i SME Europe gik gennem en lignende forening ved navn SME Circle. 

Da Bendtsen var kommet til Europa-Parlamentet i Bruxelles, stod der en dag en tysker og en franskmand uden for hans dør.  

”De sad i SME Circle. De ville begge to gerne være formænd og kunne ikke blive enige om, hvem det skulle være. Men til sidst blev de enige om, at de kunne prøve ham danskeren, som var tidligere vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister,” fortæller Bendt Bendtsen. 

Sidenhen har han stiftet SME Europe og blev formand i 2015. 

Den lille anekdote indfanger et vigtigt træk ved Bendtsens politiske skæbne. Han er kommet frem ikke ved at være den mest højtråbende eller ham, der kompromisløst står på sit. Han har været svaret, når to fraktioner har været for svage til at vinde en tvekamp, men for stærke til, at modparten kunne slå dem endegyldigt. Han er den, to stridende parter kan blive enige om, så ingen har tabt krigen. 

Sådan var det også, da han i 2000 endte som formand for Det Konservative Folkeparti. Efter Poul Schlüters afgang i 1993 som statsminister og sit partis leder blev De Konservative kastet ud i en voldsom intern magtkamp. En magtkamp, der, da den efter tre forskellige formænd sluttede, havde kostet partiet positionen som landets største borgerlige parti og dermed status som statsministerpartiet blandt de blå – og et hav af stemmer og mandater

Efter valget 1998 stod man med blot 16 faste pladser på Tinge. 24 år før havde man haft 42. Der var brug for ro og stabilitet og en leder, begge fraktioner kunne blive enige om. En tredje mand, der netop ikke satte skel, og som derfor kunne gyde olie på vandene og samle tropperne. Det blev Bendt Bendtsen. 

”Der var generelt ikke så store forventninger til ham, og det, tror jeg, var en fordel for ham,” fortæller Gitte Seeberg, der er tidligere medlem af De Konservative og nu administrerende direktør i Autobranchen Danmark. Hun blev valgt i Folketinget i 1994 – samme år som Bendt Bendtsen. 

”Han havde en svær opgave foran sig. Derfor herskede der bred enighed om, at han skulle have ro og plads til at få styr på partiet,” siger Gitte Seeberg. 

Den samme ro og plads fik den nyudnævnte partiformand ikke i medierne.  

”De kaldte mig en overgangsfigur, og jeg fik tilnavnet Bendt Betjendtsen. Selvom jeg er meget stolt over at have været politibetjent, var jeg ikke i tvivl om, at pressen ikke mente det som en kompliment. Det var en måde at latterliggøre en politisk leder,” siger han. 

Kampen mod den konservative selvforståelse 
Det lykkedes Bendt Bendtsen og Konservative at bremse det bratte fald. Partiet lå i 2007 på 10,4 procent af stemmerne efter folketingsvalget – der rakte til 18 mandater. Men målt med fortidens alen var partiets størrelse under Bendtsens ledelse skuffende – op imod Schlüters skygge så Bendtsen lille og svag ud, og det var ufarligt at gøre sig lystig på hans bekostning. 

”Så fik jeg et nyt kælenavn i pressen, og de begyndte at kalde mig Mr. Ten Percent. Det var heller ikke ment som ros,” erindrer Bendtsen. 

I dag virkeliggør han den faste vending om, hvem der ler bedst. Og ler, ja, det gør han. 

”Som årene er gået, synes jeg efterhånden bedre og bedre om det navn.”  

Efter Bendtsen genoptog partiet faldet i meningsmålingerne, og for de konservative politikere er det i dag lettere at få øje på spærregrænsen end på Bendt Bendtsens engang latterliggjorte ti procent.  

Men som Gitte Seeberg noterer sig, var det ikke kun i medierne, at man fejlvurderede Bendtsen, også i partiet stod fortiden i vejen for realismen.

”Den konservative selvforståelse var langt højere end 16 mandater. Derfor mente flere, at vores indflydelse også burde være større, end den var, selvom den set i bakspejlet nok stemte meget godt overens med vores mandater,” siger Gitte Seeberg. 

I skyggen af Fogh 
Schlüter var ikke den eneste, der kastede skygger over Det Konservative Folkeparti og Bendt Bendtsen. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er heller ikke en politiker, det er nemt at måle sig med eller blive målt op mod. Med en politisk karisma, der er langt stærkere end de flestes, blev Bendtsen ofte overstrålet på den politiske scene af den stærke og handlekraftige Fogh. 

Det trækker Bendt Bendtsen bare på skuldrene ad.

”Samarbejdet mellem Venstre og Konservative har aldrig været bedre, end da Anders og jeg var formænd. Vi spiste frokost hver onsdag, og vi talte om alt. Han har aldrig snydt mig en eneste gang. Han er en af de politikere, du virkelig kan stole på!” 

På trods af det skulle der gå flere år, hvor Bendtsen måtte kæmpe for at få de skattelettelser, som ellers var Konservatives krav for at gå i regering. Til sidst – frem mod valget i 2007 – måtte den ellers gemytlige Bendtsen sætte foden ned. Hvis ikke han fik sine skattelettelser, ville han trække Konservative ud af regeringen. 

”Hvis vi ikke havde fået dem, kunne jeg ikke være blevet siddende i den regering. Det var vores helt store sag. Jeg måtte slås meget med Venstre om den sag.” 

Til sidst fik han det, som endte med at blive døbt en skatteomlægning i stedet for en skattelettelse. 

Man kan kun gisne om, hvorvidt det var gået hurtigere, hvis han havde sat stolen for døren noget før, men det er ikke en taktik, som Bendt Bendtsen ellers er tilhænger af.

“Man bør aldrig true eller stille ultimative krav. Det kan man komme galt afsted med,” siger han. 

Prisen for DF’s støtte 
Det var også i Fogh Rasmussen-perioden, at Dansk Folkeparti blev lukket ind i varmen og i forhandlingslokalet. I nullerne blev der talt om VKO-flertallet, men som tiden gik, begyndte DF’erne at omtale det som VOK-flertallet, som om Bendtsens parti var tredje hjul på en politisk date mellem Venstre og DF

Forholdet mellem DF og Konservative i nullerne var ofte endog meget belastet, ikke helt ulig nutidens spændinger mellem LA og DF. Det var bestemt heller ikke alle i Konservative, der brød sig om den udvikling. Det var blandt andet en af grundene til, at Gitte Seeberg i 2007 forlod partiet til fordel for det nystiftede parti Ny Alliance. 

Igen trækker Bendt Bendtsen på skuldrene. 

”Der er altid en pris for at sidde i en mindretalsregering, og det betyder, at der også skal være noget til andre. Dansk Folkeparti var en del af det parlamentariske flertal. Du kan ikke få et partis mandater uden deres politik,” siger han og ryster på hovedet ad spørgsmålet om, hvorvidt Konservative dengang solgte sig selv for billigt. 

”Når jeg ser tilbage på vores tid i regeringen, havde vi på mange måder et udmærket samarbejde med Dansk Folkeparti,” siger han, og pragmatikeren i ham dukker igen op til overfladen. 

Alternativet havde været at overlevere magten til venstrefløjen. Der er Bendt Bendtsen typen, der hellere vil tabe ansigt end tabe hovedet. 

”Vi forhandlede finanslov med Dansk Folkeparti hvert år, og jeg vil godt erkende, at det blev dyrere og dyrere. Men vi sikrede os politisk fred, hvert år vi gjorde det.” 

Ville du kunne sidde i den nuværende regering? 

”Ja, det kunne jeg.” 

Også selvom prisen er blevet højere i forhold til Dansk Folkepartis støtte? 

”Det kan man altid diskutere. Jeg støtter den konservative formand. Det har jeg i mange år ment var en god idé,” griner han.

Mr. Niceguy 
Han kommer ikke til at savne livet som politiker. Ikke rigtig. Der er en tid til alt her i livet, og nu er tiden med politik i Bendt Bendtsens liv slut. 

Han åbner i stedet sit eget konsulentfirma, hvor han skal rådgive små og mellemstore virksomheder i forhold til grøn omstilling. Men man kan alligevel mærke, at det næste europaparlamentsvalg fylder i hans bevidsthed – på trods af han ikke stiller op. 

”Næste gang vil du få et Parlament, hvor ydrefløjene får endnu mere magt. Det er altså alle dem, der står og pisser ind på systemet, der vokser,” siger han. 

Dem har Bendt Bendtsen ikke meget til overs for. Bevares, man kan have forskellige politiske ståsteder, men man skal ikke komme og snylte på et fællesskab, man ikke bidrager til. 

“Men vi har jo de politikere, vi nu engang selv har valgt,” siger han og afviser ikke, at det delvis er de etablerede politiske partier, der selv er skyld i, at stemmerne nu tilfalder partier, der decideret modarbejder det europæiske projekt, flere generationer har kæmpet for at udvikle. 

”Vi har været for flinke. Her taler jeg også om mig selv. Jeg har været en for pæn mand i for mange år,” siger han. 

Man skal ikke kunne komme med udokumenterede påstande i en politisk debat, forklarer han og fremhæver den amerikanske præsident Donald Trump som eksempel. 

”Man kan ikke viderebringe de her alternative sandheder eller fake news. Hjemme på Fyn kalder vi det løgnehistorier, og nogle gange skal vi sige tingene, som de er,” siger han – også i en europæisk kontekst, hvor der er lande inden for Unionen, der ifølge Bendt Bendtsen ikke længere lever op til kravene for at komme ind i EU. 

De skal mærke konsekvenserne og presses på pengepungen. 

”Det gælder Polen, Ungarn og Rumænien. De skal ikke ud, men de skal straffes økonomisk. Det er det eneste, østeuropæerne har respekt for,” siger han. 

Sans for samarbejde 
Flere fremhæver Bendt Bendtsens evne til at tale med høj som lav som hans største styrke. 

“Han er god til at skabe relationer, og du kan stole på ham. Det er nogle gode egenskaber i politik, hvor der altid er en dag i morgen,” siger Brian Mikkelsen, der i juni gik af som konservativ erhvervsminister til fordel for en stilling som administrerende direktør i Dansk Erhverv. Han delte i flere år kontor med Bendt Bendtsen og taler fortsat med ham på ugentlig basis.

Samtidig bliver Bendtsen også beskrevet som en udtalt pragmatiker, der aldrig ville umuliggøre et kompromis ved at stå så fast på sit synspunkt. 

”Han står fast på sine holdninger, så du ved, hvor du har ham. Men han kravler aldrig op i et træ, så hans modstandere ikke kan nå ham og finde en løsning,” fortæller Lene Espersen, der også blev valgt ind for Konservative samme år som Bendt Bendtsen og efterfulgte ham som formand. 

Og det er måske der, den ligger, anerkender Bendtsen selv. Han har brugt samme strategi i Europa-Parlamentet, når han har skullet samle brede forlig. Inden han skrev så meget som en eneste linje i sine forslag, turnerede han rundt hos alle de andre partigrupper i Parlamentet fra de grønne til de liberale for at høre, hvad de gerne ville have med. For eksempel i forbindelse med en toneangivende rapport om energieffektivitet, der er en af de ting, som han er stolt over i sin EU-politiske karriere.  

”Det betød, at den blev stemt igennem med støtte hele vejen rundt,” forklarer han.

”Jeg er måske ikke verdens største oratoriske begavelse, men jeg har lært at forstå mennesker og få dem til at samarbejde. Jeg kan bygge bro.” 

Hos de politiske modspillere i Parlamentet hersker der også respekt for hans evner. 

”Han ved lige, hvem han skal ringe til, og hvor han skal trykke dem på maven, hvis han vil have noget gjort,” siger den socialdemokratiske europaparlamentariker Christel Schaldemose. Hun har siddet i Parlamentet med Bendt Bendtsen siden 2009. 

En tavs politiker er ikke en optimal politiker 
Når hans politiske kollegaer skal pege på svagheder hos Bendtsen, er det, at han forsøger at gabe over for meget. 

”Han har været ved at arbejde sig ihjel. Han sagde ja til alt og alle. Da han startede som erhvervsminister, fik han en kæmpe portefølje, og arbejdsmæssigt var det virkelig hårdt,” siger Brian Mikkelsen. 

Bendt Bendtsen erkender, at for stort pres og til tider et stresset sind ikke tjener ham som politiker. 

“Så bliver jeg tavs i det, og så er en politiker ikke optimal,” siger han. 

Men på trods af den erfaring har han stadig et meget presset program. Efter kongressen i Helsinki iler han videre til Danmark – nærmere bestemt Hvidovre. Her er han inviteret til at tale for den lokale vælgerforening. Ifølge ham selv er det en gammel miljøskade fra hans første tid som formand, hvor han rejste land og rige tyndt for at høre, hvad der rørte sig hos de lokale græsrødder. 

“Du skal tænke på, at jeg kom ind på et tidspunkt, hvor det hele var ved at falde fra hinanden. Jeg havde virkelig brug for at komme ud til tillidsfolkene i partiet. Du drømmer ikke om, hvor mange middage jeg har spist landet over de første år. Det hænger nok stadigvæk i mig, selvom jeg er på vej ud af politik.” 

De sidste timer 
Bendtsen indså dog allerede for en rum tid siden, at arbejdspresset har konsekvenser. Det var det, der gjorde, at han trak sig som partiformand og i stedet kastede sig over europæisk politik. Han havde brug for at komme “en klinge ned”. Et arytmisk hjerte havde i længere tid voldt ham problemer, og i sin tid som vicestatsminister måtte han have stødet sit hjerte fem gange. 

“Jeg kom, blev bedøvet, stødet og var tilbage i ministerbilen fem timer efter. Det var i grunden ret åndssvagt, men det var vilkårene dengang,” siger han. 

Men det kunne ikke blive ved. Derfor ringede Bendt Bendtsen en aften i september 2008 til Anders Fogh Rasmussen for at fortælle, at han trak sig som formand og minister. 

“Det, mente Anders, måtte være til diskussion, men den gik ikke længere,” siger Bendt Bendtsen og henviser igen til sit hjerte. 

Og så skulle der foretages flere opkald. Ministerholdet og den konservative folketingsgruppe skulle også informeres. Både om den planlagte afgang, og at Bendtsen ville indstille Lene Espersen som sin efterfølger. Da klokken var halv elleve, var alle informeret. Så var der ikke andet at gøre end at vente på, at historien breakede. Hele natten sad Bendt Bendtsen og holdt nøje øje med landets medier. Men der skete ingenting.

Klokken syv om morgenen måtte han selv ringe til pressen og fortælle, at der var pressemøde klokken ti, hvor han meddelte sin afgang. En anekdote, Bendtsen fortolker som et udtryk for, at missionen om at udbedre hullerne i den konservative båd og få matroserne væk fra tankerne om mytteri var lykkedes.  

”90’ernes inferno med bagtalelser og læk til pressen var et overstået kapitel i 2008,” siger han. 

Det er Bendtsens egen konklusion på sit virke. Han lykkedes som formand. Opgaven var at stabilisere partiet, ikke at få det tilbage til fordums storhed. Når man spørger rundt blandt kilderne, hersker der en anerkendelse af, at Bendtsen gjorde det godt under svære omstændigheder. Alligevel kan man spørge sig selv, om den evige realisme og pragmatisme også har været med til at stække vingerne på partiet. Den endelige dom fælder historien. 

En sidste opsang 
Selvom Europa-Parlamentet ifølge Bendt Bendtsen kræver mindre, end hans job som minister gjorde, har de mange rejser nu gjort, at han har besluttet sig for at stoppe.

Til juni i 2019 går han i luften med sit konsulentfirma. Pensionist bliver han med andre ord ikke. Lugten af savsmuld får det stadig til at gibbe i cirkushesten, og tanken om at sidde stille appellerer ikke til Bendt Bendtsen.   

”Når du har haft sådan et job, som jeg har, får du en medfødt rastløshed i kroppen. Jeg kan ikke tage på sommerferie, smide mig på en strand og se på bølgerne. Det kan gå i 20 minutter, så skal jeg helst videre,” siger han. 

Men først skal han gøre sit parlamentariske arbejde færdigt og binde de sidste sløjfer på sin politiske karriere. Afskeden skal gøres officiel, mangel på oratorisk talent eller ej. 

Derfor går han i Helsinki på scenen foran hele det konservative Europa en sidste gang. 

”Det er tid til at sige farvel. Jeg har besluttet at træde af som præsident for SME Europe,” siger han til forsamlingen. 

”Mit sidste råd til vores parti er, at EPP skal etablere sig selv som frontløber på den grønne omstilling. Vi kan og skal deltage i udviklingen mod en bæredygtig økonomi. Der er masser af potentiale for økonomisk vækst og masser af jobs. Men det handler også om sikkerhed, så vi kan blive mindre afhængige af gas fra Rusland og olie fra Mellemøsten.” 

Tilhørerne klapper, og Bendtsen går af scenen.  

Den sidste politiske stafet er givet videre.