Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende
KOMMENTAR: Lige så god som Radio24syv har været til at puste liv i taleradioen, lige så dårlig har stationen været til at passe politisk på sig selv. Den har gennem årene gjort alt, hvad den kunne, for at skubbe potentielle politiske venner fra sig ved igen og igen at opføre sig umodent og uprofessionelt, skriver Benny Damsgaard.
Benny Damsgaard
DebattørDet er naturligt og helt inden for skiven, at Radio24syvs ledelse i disse dage sætter spørgsmålstegn ved, om dab-udbuddet er foregået, som det skulle.
Det er mere reglen end undtagelsen ved store offentlige udbud, at de, der taber, klager, og det er tidligere sket, at klagerne har fået medhold, og udbuddet er gået om.
Indtil videre er status dog, at kulturministeren skal redegøre for udbudsforløbet, og så må vi se, hvad der kommer ud af dét.
Og bare for at der ikke skal være nogen tvivl overhovedet, så kan jeg i enhver henseende godt forstå alle de Radio24syv-medarbejdere, som er skuffede og frustrerede over, at deres arbejdsplads ser ud til at lukke. Alt andet ville være unaturligt!
Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Jeg vil dog alligevel tillade mig at stikke hovedet ind i gabet på Mediedanmark og hævde, at Radio24syvs ledelse bærer et betydeligt ansvar for, at det er gået, som det er gået, for radiokanalen – i hvert indtil tabet af dab-udbuddet. Stationens ledelse forstod ikke at styre provokationer og dårlige vaner, og til sidst var radioens venner faldet bort.
Jeg vil dog starte et andet sted.
Prioriteter og ønsker ændrer sig løbende – også når det gælder statsstøttede medier. Det er helt inden for den demokratiske skive, også selvom det nogle gange gør ondt.
Benny Damsgaard
Stort set lige så længe, DR har eksisteret, har statsradiofoniens gøren og laden skabt debat. Den er blevet beskyldt for at være for stor, for dyr, for ineffektiv og for med statsstøtte i ryggen at udkonkurrere private medier. Den er også – ofte med rette – blevet beskyldt for at være politisk tonedøve over for de politiske ønsker, der har været til public service-forpligtelserne.
Lige så længe, DR har eksisteret, har der derfor også været en politisk kamp om stationens økonomiske rammer. Senest har et politisk flertal på højre side besluttet at skære i DR og afskaffe licensen. En beslutning, man kan være politisk uenig i, men som man hverken kan kalde udemokratisk eller illegitim. DR finansieres af offentlige midler og er derfor underlagt politiske ønsker ligesom alle andre offentlige institutioner.
Selvom debatten om DR ikke altid har været lige køn, er jeg i mine snart 20 år i politik ikke stødt på ret mange politikere, som reelt har ønsket at blande sig i DR's journalistiske frihed. Især partier på højrefløjen har i perioder ment, at DR havde en politisk drejning i sin journalistik, men siden debatten om de 'røde lejesvende' i 1980'erne har der været bred politisk konsensus om, at DR er så neutral i sin dækning, som et så stort mediehus nu engang kan være.
Med DR's historie i baghovedet burde det ikke komme som en overraskelse for Radio24syvs ledelse, at der naturligvis følger politisk opmærksomhed, debat og krav med, når man får alle sine indtægter fra statskassen. Og at man kan risikere at blive rundbarberet økonomisk, hvis man fra politisk hold beslutter sig for at ændre prioriteter.
Jeg vil vove den påstand, at lige så god som Radio24syv har været til at puste liv i taleradioen, lige så dårlig har stationen været til at passe politisk på sig selv. Man har gennem årerne gjort alt, hvad man kunne, for at skubbe potentielle politiske venner fra sig. Ikke gennem kritisk journalistik og bidsk satire, som nogen påstår, men, og det skal jeg nok komme tilbage til, ved igen og igen at opføre sig umodent og uprofessionelt.
Derfor stod man også næsten helt alene tilbage, da et magtfuldt parti politisk ville noget andet. Der var ganske enkelt ikke nogen, der gad kæmpe Radio24syvs sag i forhandlingslokalet.
Politik er og bliver en konstant kamp om at fordele sparsomme ressourcer. Nogle vil i den ene retning, andre i en anden retning. Det er helt naturligt, og sådan er det også på kultur- og medieområdet.
Man kan naturligvis være uenig i Dansk Folkepartis politiske ønske om, at FM4 i langt højere grad end i dag skal sendes fra Jylland, men det er et helt legitimt politisk synspunkt. Og det er endda helt naturligt for et parti som Dansk Folkeparti, der har som erklæret politik, at flere statslige institutioner og arbejdspladser skal flyttes til Jylland.
Man skal altid huske på, at statsstøtte ikke – blot fordi man er et medie – er en sikker evighedsmaskine uden modkrav. Da pengene, som Radio24Syv senere vandt i et udbud, oprindelig blev udloddet, var det ikke med DR's gode vilje. Man var dengang ikke interesseret i konkurrencen og ville gerne have midlerne selv. Når der er flere ønsker, end der er midler, så skal der træffes et politisk valg – hvor ubehageligt det end måtte være for dem, det går ud over.
Den opførsel, som har kostet Radio24syv på vennekontoen, kan i korte træk opdeles i to 'grupper'.
Man har for det første været så optaget af at provokere for enhver pris, at man i perioder har tilsidesat normal journalistisk etik og praksis.
For det andet har man opført sig dybt uprofessionelt i en lang række situationer, hvor højtstående politikere har følt sig decideret dårligt og uretfærdigt behandlet.
Det har udefra virket, som om mange af journalisterne på Radio24syv har ment, at politikere per definition er halvkorrupte skiderikker, som man havde ret til at opføre sig virkelig skidt over for. Det er i hvert fald den opfattelse, mange har siddet tilbage med på Christiansborg.
Jeg skal her drage et par enkelte eksempler frem.
En af de sager, som jeg personligt havde 'fornøjelsen' af, stammer fra sommeren 2015. Oven på folketingsvalget det år havde Radio24syv givet den tidligere konservative folketingskandidat Mads Holger en time hver dag hele juli måned til at "evaluere" Det Konservative Folkepartis "nedsmeltning", som det hed i programbeskrivelsen.
Jeg skal for god orden skyld understrege, at jeg ikke er upartisk i denne sag, da jeg på det tidspunkt var ansat som kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti. På trods af dette forbehold mener jeg alligevel, at sagen er illustrativ for, at Radio24syvs ledelse ikke formåede at sætte grænser, når det gjaldt om at provokere.
På trods af, at Mads Holger var blevet ekskluderet af Det Konservative Folkeparti for partiskadelig virksomhed umiddelbart efter valget – og derfor ikke på nogen måde var en upartisk kilde – fik han uimodsagt lov til at kritisere Det Konservative Folkeparti hele sommeren. Et rent partsindlæg på en statsfinansieret radiokanal.
Undervejs påstod Mads Holger næsten dagligt, at Det Konservative Folkeparti var blevet indbudt til at forholde sig til kritikken undervejs. Dette var dog ikke korrekt. Vi blev kun kontaktet en enkelt gang. Ramskov blev gentagne gange i løbet af sommeren forholdt dette forhold, men kritikken blev hver gang fejet af banen, og vi fik at vide, at vi kunne komme tilbage i august!
Efter sådan en omgang, hvor helt almindelige journalistiske kriterier blev totalt tilsidesat, burde det ikke overraske Radio24syv, at følelserne for stationen var kølnet betydeligt hos den daværende konservative ledelse.
På samme måder har der været gentagne sager – ofte pakket ind i satire – hvor navngivne socialdemokrater er blevet beskyldt for at være på stoffer og for i påvirket tilstand at have forhold til personer af samme køn. Og folketingsmedlemmer fra DF er blevet ringet op på deres arbejdsplads og har fået en besked om, at deres medarbejdere er blevet kørt ned. Det sidste blev der undskyldt for, men når man lægger det hele sammen, så gør det bare, at de politiske venner bliver færre og færre, når det gælder.
Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har mødt forhenværende og nuværende ministre, som har følt sig ualmindelig dårligt og uprofessionelt behandlet af værter på især Radio24syvs morgenflade. Ministrene har i en travl morgen sagt ja til at deltage i et kort indslag om et bestemt emne. En klassisk interviewaftale, hvor der med et journalistisk udtryk er indgået en kontrakt om, hvad der skal tales om og hvor længe.
I stedet for det aftalte interview har de i stedet oplevet at blive heglet igennem om alt muligt andet end det aftalte og i langt længere tid. Naturligvis skal man som folkevalgt, beslutningstager eller minister stille op til interviews om svære sager, som man måske helst er fri for at tale om. Men det skal foregå på en civiliseret og professionel måde.
Hvis dab-udbuddet ender med at lande, hvor det er nu, så kommer jeg til at savne Radio24syv. Jeg har gennem tiden nydt mange af deres programmer, og for mig vil det være trist at skulle sige farvel til blandt andet Cordua og Steno torsdag formiddag.
Den 'dolkestødsmyte', som ledelsen i Radio24syv på nuværende tidspunkt turnerer med, holder dog ikke til et nærmere eftersyn. Politik er ikke statisk. Prioriteter og ønsker ændrer sig løbende – også når det gælder statsstøttede medier. Det er helt inden for den demokratiske skive, også selvom det nogle gange gør ondt.
-----
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.