Benny Damsgaard: Tyndt at give Rossen ”lukkethedspris”

KOMMENTAR: Fagbladet Journalisten har givet Martin Rossen en ”lukkethedspris” for ikke at stille op til interviews. Det er dog helt normalt for især centrale politiske rådgivere ikke at give interviews – og det er der mange gode politiske og formelle grunde til.

Herhjemme er der kun meget få politiske rådgivere, som stiller op til politiske interviews.

Flere forsvarer aktivt deres arbejdsgivere på Twitter, men deciderede interviews gives der meget få af. Det er der ikke noget nyt i, og forklaringen er relativt ligetil.

For det første er noget af det værste, du kan gøre som politisk rådgiver at skygge for din arbejdsgiver. Det er ikke dig som rådgiver, der er historien, det er din arbejdsgiver. Derfor er det politikeren og ikke dig som rådgiver, der skal være i det mediemæssige centrum.

For det andet er risikoen som rådgiver for, hvis man begynder at udtale sig, at blive ”en sag”, som kan belaste ens arbejdsgiver ganske enkelt for stor i forhold til effekten af at give interviews. Dine citater kan blive sat op imod din arbejdsgiver eller andre i dit parti. Du kan blive gjort til et mål for intern kritik fra kritikere i dit parti, som måske ikke tør skyde direkte på din chef, men som gerne skyder indirekte gennem dig. Du kan blive et mål for politiske modstandere. Alt sammen noget, som forplumrer billedet og giver masser af proceshistorier uden politisk indhold.

For det tredje er politiske rådgivere – eller spindoktorer, som de visse steder stadig kaldes - stadig omgærdet med betydelige fordomme i befolkningen. Politiske rådgivere opfattes stadig under ét som en slags mørkets fyrster, der manipulerer offentlighed og presse og med stor magt opererer uden for demokratisk kontrol. Resultatet af interviews eller lignende bliver derfor igen ofte proceshistorier uden politiske budskaber, som bekræfter de negative fordomme hos vælgerne.

For det fjerde er der de forvaltningsmæssige udfordringer for de rådgivere, som er ansat som særlige rådgivere for ministre. Godt nok har særlige rådgivere ytringsfrihed som alle andre embedsmænd, men de har ikke en officiel talsmandsrolle eller lignende for regeringen. Dermed er det i dag uklart, hvem de reelt repræsenterer, når de udtaler sig. Er det regeringen, med deraf følgende sandhedsforpligtigelse, eller er det dem selv som politisk aktive borgere?

Alt det her gør, at kun meget få politiske rådgivere har givet interview gennem tiden, og når de har gjort det, har det som oftest været, fordi de var i gang med at søge nyt arbejde uden for Christiansborg.

Derfor har det også i mange år været fast praksis på Christiansborg, at når man som journalist ringer til en særlig rådgiver, pressechef eller lignende for at få baggrund eller konkrete oplysninger, så foregår det altid uden for referat – medmindre andet specifikt og tydeligt aftales. Du behøver ikke engang spørge. Det giver bare sig selv.

Og det er en model, som har fungeret fint for begge parter. De politiske rådgivere har kunnet beholde deres plads uden for rampelyset, og journalisterne har fået en uudtømmelig kilde til fakta, men især også baggrundsinformation, rygter og politiske vurderinger. Og især det sidste har en stigende værdi i et mediebillede, hvor stadigt mere politisk stof er vurderinger og analyser.

Med alt det her i baghovedet er det efter min mening – mildest talt – noget tyndt, når Fagbladet Journalisten har tildelt Statsministeriets stabschef, særlig rådgiver Martin Rossen, det, Journalisten selv kalder en ”lukkethedspris” for ikke at stille op til interviews i 2019.  

Og ”prisen” bliver endda præsenteret i en noget søgt meta-artikel, hvor man gør et stort nummer ud af, at Martin Rossen ikke har villet stille op til interview, i anledning af at han har ”fået” prisen. Interessant nok har Journalisten dog ikke til artiklen ringet til deres medlemmer i Christiansborgs presseloge og spurgt dem om, hvordan tingene normalt fungerer på Borgen og har gjort det stort set så længe, der har været politiske rådgivere. Jeg skal ikke kunne sige, om det er bevidst, men tankevækkende er det i hvert fald.

Blandt andre Berlingske chefredaktør, Anders Krab-Johansen, har på Twitter argumenteret for, at de normale rammer for særlige rådgivere ikke gælder for Martin Rossen. Det gør de ikke, mener Krab-Johansen, fordi Rossen dels har titel af stabschef, dels har en mere central rolle end andre særlige rådgivere med plads i regeringens koordinations- og økonomiudvalg. Samtidig sammenligner han Rossen med for eksempel forsvarschefen og nationalbankdirektøren, som begge giver interviews.

Statsministeren har ved et samråd fastslået, at Rossen er ansat under de almindelige regler for særlige rådgivere. Han har titel af stabschef, men han er underlagt de samme regler og har blandt andet ikke instruktionsbeføjelser over for embedsmænd og er underlagt departementschefen i Statsministeriet. Dermed adskiller han sig formelt ikke fra de andre særlige rådgivere, som er ansat i den nuværende regering, eller som var i den tidligere.

I forhold til Rossens medlemskab af regeringens to centrale udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget, så skal man huske på, at de to udvalg formelt er interne arbejdsudvalg i regeringen. Udvalgene er ikke fastsat i lovgivningen, men er nedsat af regeringen for internt at effektivisere beslutningsgangene. Og hvem der sidder i regeringens interne udvalg er og bliver en ren politisk beslutning. Som oftest er det de øverst rangerende ministre, men det er en politisk beslutning, og udvalget kan reelt bestå af, hvem det skulle være.

For eksempel blev socialminister Mai Mercado medlem af koordinationsudvalget under sidste regering, da Brian Mikkelsen forlod Folketinget. Det gjorde hun, selvom hun var en af de lavest rangerende ministre i regeringen, og der ikke tidligere havde været en socialminister i koordinationsudvalget. Hun blev dog alligevel udpeget som medlem af koordinationsudvalget af politiske grunde, fordi Det Konservative Folkepart skulle have to medlemmer af udvalget som del af den interne magtbalance i regeringen.

På samme måde har den nuværende regering besluttet at udvide antallet af interne udvalg med Udvalget for Grøn Omstilling med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i spidsen for politisk at understrege, at den grønne omstilling er prioriteret af regeringen. Det er ikke en beslutning, som er fastlagt i specifik lovgivning eller funderet i et flertal i Folketinget, men en, som regeringen bare har truffet selv.

Uanset hvad så ændrer organiseringen af de interne udvalg i regeringen eller udformningen af sekretariatsbetjeningen af statsministeren ikke på, at ansvaret for regeringens gøren og laden i sidste ende er og bliver statsministerens! Hun er folkevalgt og hende kan oppositionen kalde i samråd, så meget som de har lyst til. Og hvis et flertal i Folketinget ikke længere har tillid til hendes regeringsførelse, så skal hun og dermed regeringen gå af.

I forhold til Krab-Johansens sammenligning med forsvarschefen og nationalbankdirektøren, som begge giver interview, så er det i bund og grund ikke en sammenligning, som giver den store mening. Forsvarschefen er formelt set bare en almindelig embedsmand, som giver relativt snævre interview om militærfaglige spørgsmål. Han udlægger ikke regeringens politiske linje, det gør forsvarsministeren. Nationalbankdirektøren er chef for et uafhængigt organ, der ikke politisk er underlagt regeringen.

Det er fair at mene, at den nuværende arbejdsform på Christiansborg skal laves om, så alt foregår til citat. Det tror jeg dog, at langt de fleste Christiansborg-journalister gerne vil have sig frabedt. Det vil nemlig reelt betyde, at det ikke vil være muligt at lave hovedparten af den analytiske journalistik, som produceres i dag.

Det giver dog ikke megen mening at sige, at fordi Martin Rossen har en anden titel og sidder i K og Ø, men ingen formel beslutningskraft eller beføjelser har ud over det, andre særlige rådgivere har, så skal der gælde særlige standarder for ham. Når det kommer til stykket, så lander ansvaret for hans gøren og laden stadig hos chefen i Prins Jørgens Gård.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Adam Holm: Greta Thunberg – klimafrelser eller panikslagen populist? Adam Holm: Greta Thunberg – klimafrelser eller panikslagen populist? Næste artikel Carolina M. Maier: Skelsættende nytårstale varsler mere kontrol Carolina M. Maier: Skelsættende nytårstale varsler mere kontrol