Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: V og K  landede til sidst rigtigt i Støjberg-sagen

KOMMENTAR: Venstre og Det Konservative Folkeparti endte begge med at stemme for en rigsret mod Inger Støjberg. Hensynet til lov og orden trumfede til sidst partihensyn. Rejsen derhen har dog ikke været køn – især ikke når man tænker på, at sagen kunne være lukket for længst med en næse.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Benny Damsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad os begynde med konklusionen: Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance landede til sidst rigtig i sagen om Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af asylpar. Med den klare beretning for instrukskommissionen og den efterfølgende lige så klare anbefaling fra de advokater, som Folketinget selv havde bedt vurdere sagen, var der til sidst ingen vej udenom en rigsret.

Vejen til den erkendelse har dog ikke været specielt køn for især Venstre og Det Konservative Folkeparti. Selvom det allerede efter ombudsmandens redegørelse i marts 2017 stod klart, at der var foregået ulovligheder i Støjbergs ministerium, skulle vi igennem bunkevis af samråd, en instrukskommission og en uvildig advokatvurdering før de borgerlige partier landede på, at sagen skulle have konsekvenser for Støjberg.

Den konklusion kunne man være kommet til langt tidligere. Hvad mange glemmer i dag, kunne Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af asyl-par være lukket med en stor næse allerede efter ombudsmandens redegørelse i 2017. Socialdemokraterne ville have været helt med på det. Sagen har aldrig været deres ønske, og har på lange stræk været en belastning for dem.

Så nemt skulle det dog ikke gå. Støjbergs konsekvente modvilje mod at indrømme fejl, og tage en næse for holdet, og ikke mindst VLAK-regeringens konstante forsøg på at udstille Socialdemokratiet som tilhængere af ”barnebrude” overtrumfede alt andet. Hensynet til lov og orden veg for simpel parti-taktik.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

På den måde er sagen meget illustrativ for det moralske udsalg på det udlændingepolitiske område, som foregik under VLAK-regeringen. Udlændingepolitikken under VLAK havde altid en taktisk overlægger. Indholdet var langt hen ad vejen sekundært, så længe man kunne udstille Socialdemokraterne som slappere.

Den recept havde virket under VK i 00’erne, hvor Socialdemokraterne endnu ikke havde rykket sig på udlændingeområdet. Det havde Socialdemokraterne imidlertid under VLAK, og resultatet blev derfor en næsten desperat jagt på stramninger, som gav os både paradigmeskifte og planer om at bruge en meget dyr ø i Stege bugt som nyt udrejsecenter.

Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af asyl-par kunne være lukket med en stor næse allerede efter ombudsmandens redegørelse i 2017.

Benny Damsgaard

Søren Pind har i sin udmærkede bog ”Frie ord” beskrevet tilgangen: Efter 2015-valget opsøger Pind Socialdemokraternes daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, med det mål at få skabt et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre i udlændingepolitikken. En slags udlændingepolitisk nationalt kompromis. Sagen skulle hives ud af det daglige politiske slagsmål og løses bredt og grundigt uden de evindelige skænderier og den skingre retorik.

Socialdemokraterne var – ikke specielt overraskende - med på den. Den ville fjerne udlændingepolitikken fra den politiske kamp, og neutralisere et spørgsmål som tidligere havde kostet Socialdemokraterne dyrt.

Planen stoppede dog brat, da Pind præsenterede tankerne om et nationalt kompromis på udlændingeområdet på et regeringsmøde. Her hælder Claus Hjort og siden Inger Støjberg forslaget ned af brættet med ordene. ”Hvordan skal vi så vinde valget?”

Som bekendt virkede VK-opskriften ikke ved valget i 2019 og siden har både Venstre og Det Konservative Folkeparti haft endda særdeles svært ved at finde ud af, hvor de skulle lægge sig i forhold til Støjberg-sagen og de afsløringer, der løbende er kommet frem. Skulle man forsætte med at forsvare en populær kollega under pres, eller skulle man begynde at forholde sig mere objektivt til sagens substans?

For Venstres vedkommende virker det som om, at de endnu ikke har fundet ud af, hvad de mener. I konklusionen på torsdagens gruppemøde lyder Ellemanns begrundelse, at man stemmer for rigsretten, fordi man håber og forventer, at Støjberg bliver frifundet og Venstre renset!

Det argument giver i realiteten ingen mening og er først og fremmest et forsøg på politisk at blæse med mel i munden.

Hvis det reelt var tilfældet, at rigsretten er en renselsesproces af Støjberg og Venstre, så burde Venstre slet ikke stemme for. I en rigsret er folketinget at betragte som anklager. En anklager må kun rejse en sag, hvis man har en klar formodning om, at den anklagede vil blive dømt. En rigsret er derfor ikke en renselsesproces. Det er en retssag, hvor folketinget anklager en af sine egne og arbejder for at få vedkommende dømt.

For Det Konservative Folkeparti har sagen heller ikke været nem. Støjberg har nære politiske allierede i blandt andet Naser Khader og den tidligere Venstre-mand Marcus Knuth, og hun er tætte personlige venner med både partiformanden og gruppeformanden, som hun endda har været på ferie med.

I K-ledelsen har trangen til at forsvare Støjberg derfor været betydelig under hele sagen, som den for eksempel også var under debatten om Støjbergs kagefejring, som Pape forsvarede indædt. Her senest har man kunnet se Mai Mercado kæmpe for Støjbergs interesser i Udvalget for forretningsorden. Her var Mercado blandt andet sammen med Dansk Folkeparti ude og kritisere de advokater, som Advokatrådet indstillede til at hjælpe Folketinget med at vurdere instrukskommissionens beretning.

Til sammenligning er meningerne om Støjberg meget mere delte i det konservative bagland, hvor mange ikke ønsker at se hende i Det Konservative Folkeparti. Det skabte derfor betydelig intern diskussion, da gruppeformand Mai Mercado i julen udtalte til Politiken, at ”Umiddelbart vil Ingers holdninger passe fint til vores værdier og politik”. Et par dage efter gik en række ledende kræfter, med næstformand og borgmester i Høje-Taastrup, Micahel Ziegler, i spidsen, ud og sagde det offentligt. En kritik, der har fået gruppeledelsen til at indse, at man var nødt til stemme for.

Til forskel fra det indtryk man har kunnet få i offentligheden, så traf den konservative folketingsgruppe allerede i sidste uge, på et gruppemøde torsdag 7. januar, beslutningen om, at de ville bakke op om en rigsret mod Støjberg. Indstillingen fra advokaterne gav til sidst ingen anden mulighed lød K-ledelsens indstilling til gruppen.

Man besluttede dog også samtidigt, at man ville holde beslutningen hemmeligt, da man ikke ønskede at komme i fokus på sagen, men hellere ville ligge i læ bagved Socialdemokratiet og Venstre. En beslutning som med al tydelig viser, hvor følsom sagen er, men som grundlæggende også var klog, da en uge med fokus på, at K ville stemme for, ville invitere til angreb fra DF og Nye Borgerlige.

Det store spørgsmål bliver nu, om Venstre og Det Konservative Folkeparti kan holde styr på Støjberg-støtterne under Folketingets arbejde med anklageskriftet. Skal Støjberg for eksempel anklages for at lyve for Folketinget? Fortsat kritik fra V og K’s side vil kun øge forvirringen om, hvad partierne egentlig mener om respekten for lov og orden og få drømmen om en borgerlig regering efter næste valg til at forsvinde endnu længere ud i horisonten.

-----

Benny Damsgaard (f. 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00