Benny Damsgaard: Venstre er det syge dyr på savannen

Historien om Venstres nuværende krise er ikke historien om en illoyal næstformand eller en tidligere formand, som ikke kunne sige stop i tide.

De to ting er kun bivirkninger af partiets egentlige grundlæggende problem. Historien om Venstres krise er nemlig først og fremmest beretningen om, hvor galt det kan gå, hvis man som parti går i stå politisk og ikke formår at forny sig selv i takt med at samfundet forandres.

Når politikken – projektet om man vil - ikke længere er det bærende i et parti, så bliver det i stedet personerne der bærer. Og selvom det måske går, så længe du har en stærk leder i front, så eroderes det kit, der holder sammen på partiet langsomt men sikkert i takt med, at politikken bliver sekundær. Den fælles fornemmelse for retning og formål forsvinder, og de personlige ambitioner tager over.

Og Venstre er gået i stå politisk. Den politiske retning, som Jakob Ellemann-Jensen har lagt frem, er grundlæggende den samme, som Venstre stod for i 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Skattestop, reformer, frit valg og ikke mindst en stram udlændingepolitik. Den eneste forskel er, at det denne gang er pakket ind i svulstig retorik om arenaer, grøn omstilling og ikke mindst massiv, gold kritik af den nuværende regering.

Problemet er bare, at Danmark står et andet sted end i 2001. Udfordringerne er andre, og Socialdemokratiet er i dag stærkere, end vi har set dem i mange år.

Det trusselsbillede er Venstre i dag ikke i stand til at modgå. Ellemann har stadig ikke fundet sig til rette i rollen som leder, og ikke mindst så mangler partiet en overgribende, fremadrettet fortælling, som kan begejstre og binde partiet sammen. Resultatet er den kamp om partiets politiske retning, som udkæmpes i partiet i dag, og som er ved at splitte det i stumper og stykker.

Venstre er gået i stå politisk. Den politiske retning, som Jakob Ellemann-Jensen har lagt frem, er grundlæggende den samme, som Venstre stod for i 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister.

Benny Damsgaard

Intern ro vil i sig selv hjælpe på de nuværende dårlige målinger, som det senest har gjort for Radikale Venstre. De Radikale har i dag fået godt halvdelen af de vælgere tilbage, som de mistede under Østergaards exit. Skal placeringen som det største parti i den blå blok, ”det store dyr på savannen”, som Jakob Ellemann-Jensen selv har beskrevet det, bevares, kræver det dog, at partiet genopfinder sig selv politisk.

Vi har set de problemer, Venstre kæmper med nu, mange gange før i det borgerlige Danmark. Tydeligst nok i Det Konservative Folkeparti i perioden efter Schlüter. Schlüters stærke lederskab kunne kompensere for den politiske nedslidning af de borgerlige regeringer i 80’erne, men da han var væk, tog de personlige ambitioner og fløjkampene over.

Spørgsmålet er imidlertid, om Jakob Ellemann-Jensen og resten af Venstres ledelse har is i maven til at tænke nyt. Genopvarmningen af slagnumrene fra 2001 kunne tyde på, at man igen-igen har valgt den nemme løsning, som ikke giver for megen intern polemik.

En central del af det at genopfinde sig selv er at erkende, at man politisk har et problem. At den politik, man har stået for de sidste mange år, ikke dur længere. Det er svært – især når mange af de centrale kræfter i Venstre – Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen – har haft ledende positioner gennem hele perioden.

Jeg kender det selv fra min egen tid på Christiansborg. Da jeg blev ansat som kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti i 2013, var arbejdsbeskrivelsen klar. Politikken, som ikke var blevet kigget kritisk igennem siden VK, var der ikke noget i vejen med. Vi skulle bare mere i medierne. Kommunikere mere. Så skulle vælgerne nok komme tilbage igen.

Det gjorde vælgerne også kortvarigt, når omtalen var ekstraordinær stor, som for eksempel i forbindelse med folkeskoleforhandlingerne i 2013, men de sivede igen, når medietrykket faldt og hverdagen kom tilbage. Den grundlæggende tillid til, at partiet havde fornyet sig og lært af fejlene under VK manglede stadig. Man var stadig det syge dyr i den borgerlige blok.

Først efter at Det Konservative Folkeparti kom i regering i 2016, blev den onde cirkel brudt og rollen som det syge dyr i flokken overtaget af Liberal Alliance. I dag er rollen som det syge dyr i den borgerlige blok overtaget af Venstre.

Når man først er landet i rollen som det syge dyr, så er det ekstremt svært at komme ud af den igen. Mængden af proceshistorier stiger, og politikken trænges i baggrunden. Alt, hvad man gør, fortolkes ind i en krisesammenhæng, og sorgerne tages ofte på forskud.

Allerede nu tales der om de store problemer, som Venstre står overfor ved det kommunalvalg, der venter til efteråret og om chancerne for, at Venstre ikke længere er det største borgerlige parti efter næste folketingsvalg. Inden man helt afskriver Venstre, er det dog værd at kigge lidt på historien.

Inden kommunalvalget i 2013 blev det forudsagt, at Det Konservative Folkeparti ville få et meget skidt valg. Partiet var siden kommunalvalget i 2009 blevet godt halveret på landsplan.

Resultatet blev en mindre tilbagegang på 2,4 procentpoint, men også en ekstra borgmesterpost, så man gik fra 12 til 13. Alt i alt et rimeligt valgresultat situationen taget i betragtning.

Kigger man på Folketinget, så kan Venstre, underligt nok, også finde trøst i 3Gi-sagen fra 2014. 3Gi-sagen og ikke mindst den efterfølgende sag om Løkkes betalte underbukser halverede Venstres meningsmålinger.

Hvor man i 2013 i perioder havde ligget over 30 procent., lå man nu pludselig og rodede på ca. 14 procent. Da folketingsvalget kom i 2015, havde man allerede hentet godt fem procentpoint ind igen og endte på 19,5. Ikke et specielt godt valg men alligevel nok til at kunne danne regering.

Ingen tvivl om at Venstres krise er betydelig, og at noget dramatisk skal ske for at vende nedgangen. Chancerne for et comeback er dog stadig fornuftige.

Der er lang tid til næste valg, som først skal være afholdt i 2023, og der er i dag ikke noget der tyder på et valg før tiden. Det giver Venstre relativt god tid til at få ro på tropperne og ikke mindst udvikle et nyt politisk projekt, som peger fremad.

Valgforskningen peger entydigt i retning af, at vælgere stemmer på det, de håber kommer. De politikere og partier, som kan overbevise vælgerne om, at en stemme på dem giver en bedre dag i morgen end i dag, klarer sig - alt andet lige – bedre end ellers.

Eller som kampagnesangen fra Bill Clintons succesfulde præsidentkampagne i 1992 formulerede det ”Don’t stop thinking about tomorrow”!

-----

Benny Damsgaard (f. 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.