Vi skal tale højt om mobning, så vi kan se ondskaben i øjnene

Mobning får offeret til at føle sig overladt til ondskaben og kan føre til en undergravende utryghedsfornemmelse – også langt senere i livet, skriver biskop Peter Skov Jakobsen fra Københavns Stift.

Placeholder image
Sofie Linde hjalp os i gang med en samtale om et problem, der har samme alder som hån og latterliggørelse. Jeg vil ønske, at vi kan få den samme samtale om mobning, skriver Peter Skov-Jakobsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er tilbøjeligheder, der er lige så gamle som menneskeheden selv. Mobning er én af dem.

Det er noget nyt, at vi anvender et engelsk ord for fænomenet. Før nøjedes man med at kalde det hån, nedgørelse og latterliggørelse. Sagen er, at et menneske hele tiden bringer et andet menneske i forlegenhed.

Det foregår i skolegården og på direktionsgangen. Forældre kan mobbe deres børn, og mobning kan finde sted mellem klassekammerater, kolleger, foresatte, politikere og sportsfolk.

Ofrene står altid knuste tilbage. De spejder som regel rundt i miljøet for at se, om der dog ikke er et sted, hvor de kan søge dækning og komme i læ for den nederdrægtighed, der med større eller mindre kraft udstiller dem.

Måske falder nogen over, at jeg taler om at bringe mennesker i forlegenhed. Det er ikke mildt ment.

Den, der bringer et andet menneske i forlegenhed, kører det både bogstaveligt talt og mentalt udtrykt op i et hjørne. Den forlegne bliver udgrænset. Man kan ikke tage til genmæle, men overlades til magtesløsheden.

Vi kan ikke være bekendt at gøre livet forbandet for hinanden

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Magtesløshed er gift for det myndige menneske. Man skammer sig ganske enkelt over ikke at turde – endsige at kunne – tage til genmæle.

Man tror ikke på, at der hverken er et smil, et argument eller en følelse, som kan bevæge den anden. Man føler sig ganske enkelt overladt til ondskaben – og det er just, hvad man er.

Alt kan blive brugt mod én. Kommer man til at stamme, vil det blive latterliggjort. Ryster stemmen, bliver man kaldt et pjok eller en fedtmule. Det værste ved at blive bragt i denne forlegenhed er, at man begynder at se sig selv, som forfølgeren gør.

Intet menneske fortjener sådan en ondskab.

Intet menneske fortjener at leve med sådan en undergravende utryghedsfornemmelse og med sådan en angst, at lige om lidt ender alting i nedgørelse for mig – og hvordan skal jeg så komme på benene igen.

Forleden hørte jeg en samtale mellem Henrik Nordbrandt og Martin Krasnik i Weekendavisens podcast, Avistid. Den handlede blandt andet om den mobning, som Henrik Nordbrandt havde været udsat for i hele sin barndom og ungdom. Ikke mindst handlede den om, hvordan det indtil i dag, hvor forfatteren er 75, har præget hans liv.

Tænk sig at blive sat i mosen af sine "kammerater" og slippe op efter en halv time og vide, at det her kan jeg lige så godt lade være med at sige noget om, for der bliver ikke gjort noget ved det.

Jeg ved det ikke. Det er en ondskab, der er lige så gammel som menneskeheden selv. Grunden til, at det i dag dukker op alle vegne, kan jo skyldes, at magtesløsheden over for at løse problemet er blevet større.

Jeg vil ønske, at flere samtaler som den mellem Henrik Nordbrandt og Martin Krasnik kan hjælpe os til at se ondskaben i øjnene og protestere imod den

Peter Skov-Jakobsen, kommentarskribent

Kan det betyde noget, at vi ikke længere er så gode til at iagttage de offentlige manerer? At elementær venlighed ikke er i høj kurs? At vi hele tiden synes, at vi skal sige eller skrive det, som vi mener, om en anden uden noget videre hensyn til, hvordan den anden lever videre med det? Har vi vænnet os til en ligefremhed, der må forekomme at vælte ind med døren hos modparten?

Måske går vi rundt og bilder os ind, at det nok er noget systemisk – nogle kulturer bag ved os, der fremkalder vores måder at reagere på – så vi slipper personligt fri for at overveje vores handlinger.

Glemmer vi virkelig, at der ikke begås nogen ondskab af et system? Der skal mennesker til at begå ondskab og mennesker til ikke at gribe ind.

Hvorfor er det egentlig, at det ene offer efter det andet ikke bare skal se tilbage på de gerningsmænd, der ødelagde deres liv? De skal sørme også høre stemmerne og se ansigterne af os, der ikke greb ind.

Sofie Linde hjalp os sidste år i gang med en samtale om et problem, der har den samme alder som hån og latterliggørelse.

Jeg ville egentlig ønske, at vi kunne få den samme samtale om mobning. At vi ikke beskytter gerningsmændene med stor forståelse for, hvorfor de gør, som de gør, men i højere grad ser på ofrenes tarv, tager afstand og hjælper hinanden til, at livet ikke bliver ulideligt.

Jeg vil ønske, at flere samtaler som den mellem Henrik Nordbrandt og Martin Krasnik kan hjælpe os til at se ondskaben i øjnene og protestere imod den.

Vi kan ikke være bekendt at gøre livet forbandet for hinanden. Hensynsløshed skal modsiges.

Omtalte personer

Henrik Nordbrandt

Forfatter
student (Skt. Jørgens Gymnasium 1964)

Sofie Linde

Tv-vært, skuespiller
Student (Odder)

Martin Krasnik

Ansv. chefredaktør, Weekendavisen
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1998)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser