Historiker: Anders Fogh pynter sig med lånte fjer i skuffende selvbiografi

De første seks kapitler i første del af Anders Foghs selvbiografi er svækket af blufærdighed og generthed. De sidste fire kapitler skæmmes af en insisterende og belærende rethaveriskhed, tilmed på et overordentligt tvivlsomt grundlag, skriver Niels Wium Olesen.

Placeholder image
Anders Fogh med familien i 1989. Foto: Fra bogen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
At træde i karakter
Anders Fogh Rasmussen
400 sider, Gyldendal, udkom 11. maj 2022

 

Danske statsministre har tradition for at skrive erindringer eller selvbiografier. Krag, Hartling, Anker, Schlüter og Nyrup har været der – og alle gjort det godt.

Nu foreligger første af to bind af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens selvbiografi. Bind to udkommer ifølge bogens pressemateriale i 2023.

Fogh Rasmussen har valgt en opdeling mellem de to bind, så første bind med forfatterens egne ord fokuserer på ”de forhold og faktorer i min opvækst, der har formet mig som menneske, dannet mine holdninger og påvirket de beslutninger, jeg senere traf i mit aktive virke som politiker”. Bind to vil omhandle netop den senere tid som aktiv politiker 1977-2014 med statsministerposten og generalsekretærposten i Nato som højdepunkterne.

I det foreliggende bind skal man således kigge længe efter beskrivelser af højspændte historiske episoder i dansk og international politik. Det meste foregår i privatsfæren. Bogen består af ti kapitler med en todelt overskrift, hvor første del er en begrebsliggørelse af kapitlets emne og anden del formes som en "tak" til navngivne personer eller grupper.

De seks første taksigelser går til hjemegnen og dens befolkning, til forældrene, til lærerne i skoletiden, til hustruen Anne-Mette og til deres tre børn. De fire sidste kapitler er kommentarer til dansk og vestlig historie samt begivenheder og personer, der har påvirket forfatteren.

Vi kommer på den anden side ikke langt ind i de private rum, for forfatteren er tydeligvis også blufærdig og formår ikke gøre stoffet interessant.

Niels Wium Olesen, Lektor i historie, Aarhus Universitet

Blufærdigt indblik i det private rum

At træde i karakter, er en rigtig Anders Fogh-titel. Inspireret af Kierkegaard, selvfølgelig, og med referencer til noget eksistentielt, men også med klang af den stærke vilje, målrettethed og at "man skal bare tage sig sammen", som Fogh Rasmussen på godt og ondt er blevet forbundet med i offentligheden.

Titlen er egentlig en præcis varebetegnelse, for det er den proces bogen formidler. Men med den bestandige insisteren på, at det handler om at sætte sig mål, være vedholdende, arbejde hårdt, tage ansvar og have orden i sagerne, bliver det også lidt ufrivilligt en bekræftelse af offentlighedens stereotype Fogh-billede af den kølige og barske træmand, som forfatteren ellers bogen igennem udfolder stærke bestræbelser for at undslippe ved også at lukke læseren ind i meget private rum.

Man forstår ham egentlig godt. For det stereotype portræt af den kølige og barske træmand, som medierne excellerede i i Fogh Rasmussens statsministertid, var oftest uelskværdigt, nærigt og klichéfyldt. Selvfølgelig vil han gerne tegne et andet billede, og man efterlades som sådan ikke i tvivl om, at Fogh Rasmussen er meget glad for sin kone og sine børn og børnebørn.

Anders Fogh på ferie i Frankrig.
Anders Fogh på ferie i Frankrig. Foto: Fra bogen

Man bliver derfor glad på hans vegne. Men vi kommer på den anden side ikke langt ind i de private rum, for forfatteren er tydeligvis også blufærdig og formår ikke at gøre stoffet interessant. Det forbliver en anekdotisk fortælling over næsten 100 sider af en næsten almindelig dansk middelklassefamilies historie, hvis mest interessante egenskab er, at familiefaren er fremtrædende politiker – men det er netop den attribut, der udelades i dette bind.

Charmerende portræt af forældrene

Mere vellykket er kapitlet om forældrene. Dels fordi kapitlet i kraft af forældrenes engagement i Venstre og det lokale foreningsliv i og omkring Hvidding i Midtjylland tegner et charmerende portræt af 1960’erne og 70’ernes danske demokrati som livsform; og dels fordi Fogh Rasmussen her er mere hudløs i beskrivelsen af relationerne. Fogh Rasmussens hengivenhed og taknemmelighed over for forældrene og opvæksten på det lille landbrug er rørende.

Det var et barneliv med arbejde, disciplin, men også med kærlighed, frisind og solidt funderet i bondevenstres oplysningstradition. Fogh slipper også blufærdigheden og bevæger læseren, når han beskriver sin fortvivlelse over ikke have været der mere for moderen under den kræftsygdom, der førte til hendes tidlige død i 1980’erne.

Vi får dog ikke så meget at vide om Fogh Rasmussens tidlige, private liv, som læsere af Anne Sofie Kraghs fremragende biografi Fogh – historien om en statsminister (2004) ikke allerede kender til i forvejen. Måske endda mindre, fordi fortællingen ikke som i Kraghs biografi trækker på et bredere kildegrundlag.

De fire sidste kapitler om 68’erne, USA og Danmark, besættelsestiden samt Grundtvig og Kierkegaard løfter sig heller ikke rigtigt. De er ikke som de første kapitler personlige fortællinger om levnedsforløbet, men snarere refleksioner over væsentlige kilder til Fogh Rasmussens fundamentale holdningsstruktur. Kapitlet om 68’erne rummer velkendte synspunkter fra Foghs hånd. Han priser 68’ernes frisind og deres nedbrydning af uberettigede autoriteter, men foragter dem for deres marxisme, kulturradikalisme og bigotteri.

Forvrænget fascination af USA

Kapitlet ”Frihed i fred og fællesskab. Tak til amerikanerne” beretter om Fogh Rasmussens livslange fascination af USA og en historisk redegørelse for relationerne mellem USA og Danmark siden 1945. Kapitlet er skæmmet af adskillige faktuelle fejl og logiske brist. Således kritiseres danske politikere for at søge mod en genoptagelse af neutralitetspolitikken i de første år tre-fire år efter befrielsen 1945.

Et kapitel beretter om Fogh Rasmussens livslange fascination af USA. Kapitlet er skæmmet af adskillige faktuelle fejl og logiske brist, skriver Niels Wium Olesen.
Et kapitel beretter om Fogh Rasmussens livslange fascination af USA. Kapitlet er skæmmet af adskillige faktuelle fejl og logiske brist, skriver Niels Wium Olesen. Foto: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix

Fogh Rasmussen overser jo imidlertid her, at der slet ikke var nogen alliancemuligheder i dette tidsrum. Nato eller andre former for vestvendte alliancesystemer blev jo ikke fravalgt af danske politikere i perioden. De fandtes simpelthen ikke! Ligesom de i øvrigt heller ikke gjorde i 1930’erne, hvis neutralitetspolitik Fogh også kritiserer hårdt.

Om EU og den europæiske integration generelt hedder det, at det ”var Marshall-hjælpen, som satte dette enestående fredsprojekt i gang”. Marshallplanen spillede en rolle, ja, men der var betydeligt europæisk eget-initiativ forbundet med etableringen af fællesskabet. Amerikanerne gives her for stor en ære.

Helt galt går det med Fogh Rasmussens selviscenesættelse med påstande knyttet til hans egen tale ved 60-års dagen for den 29. august 1943.

Niels Wium Olesen, Lektor i historie, Aarhus Universitet

I det efterfølgende kapitel, ”Samarbejdspolitikken: et moralsk svigt. Tak til frihedskæmperne”, bliver de faktuelle fejl og forvrængningerne endnu værre. Her opstilles et påstået skel mellem almindelige danskere (flertallet, må man forstå), der med sunde instinkter var klar til at ofre livet, over for en ”politisk og erhvervsøkonomisk elite”, der var klar til at sælge ud af alle værdier for at hytte eget skind.

Det er intet mindre end fri fantasi. Der var bred folkelig opbakning til både den politiske og økonomiske linje under besættelsen. Helt galt går det med Fogh Rasmussens selviscenesættelse med påstande knyttet til hans egen tale ved 60-års dagen for 29. august 1943: ”Jeg havde længe og grundigt forberedt denne tale. Den var i sin helhed skrevet af mig selv uden medvirken af embedsmænd. Jeg så̊ talen som den første tak fra det officielle Danmark til frihedskæmperne for deres indsats”.

Det er ikke blot at smykke sig med falske fjer, det er så forkert, som noget kan være. Det har danske statsministre gjort siden maj 1945!

Ti skuffende kapitler

Kritikken er ikke en anmeldelse af Fogh Rasmussens synspunkter, dem er han berettiget til. Det er en kritik af argumentationen og den lemfældige omgang med fakta. Kapitlerne giver unægtelig en fornemmelse af, at Fogh Rasmussen for enhver pris er klar til at drive sine pointer igennem og ikke er synderligt interesseret i at forstå synspunkter eller mennesker, han ikke er enig med.

De første seks kapitler af bogen er således mindre vellykkede, fordi forfatteren – trods sympatiske tilløb – ikke magter at gøre de mere private sider af hans livshistorie relevante i en grad, så de fortjener de godt 260 sider. De sidste fire kapitler skæmmes derimod af en insisterende og belærende rethaveriskhed, tilmed endda på overordentligt tvivlsomt grundlag.

Rethaveriskheden kendes også fra Fogh Rasmussens politiske gerning. Men hvor den måske kan undskyldes en politiker – som en konsekvens af det politiske spil og partikonkurrencen – bliver det her mest bare spildte muligheder for at komme dybere og sige noget interessant i en selvbiografi.

De første seks kapitler er svækket af blufærdighed og generthed. De sidste fire kapitler savner begge dele samt intellektuel nysgerrighed i eklatant grad.

Der er således tale om en noget skuffende begyndelse på Anders Fogh Rasmussens selvbiografi, men genstanden for bind to – den betydningsfulde politiske gerning fra slutningen af 1970’erne til 2014, hvor han trådte tilbage som Nato-generalsekretær – nærer dog forhåbninger om en mere indholdsmættet bog, som man må se frem til at læse i 2023.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser