Cepos: Brug for en juridisk revolution på energiområdet

To store problemer tyder på, at vi har brug for en juridisk revolution på energiområdet. Det bør regeringen tænke på, når den nedsætter den planlagte energikommission.

Veldefinerede ejendomsrettigheder er en central forudsætning for en velfungerende økonomi. Tag det banale eksempel, hvor supermarkedet ikke havde retten til at tage penge for varerne på hylderne, men vi bare kunne hente dem gratis.

Umiddelbart ville det være en kæmpe fordel for forbrugerne. Men resultatet ville hurtigt blive, ikke at vi fik gratis forbrug, men at der ingen varer var på hylderne.

Eksemplet er som sagt banalt. Men der er steder, hvor præcis samme mekanisme er på spil i den virkelige verden, uden at den umiddelbart er så iøjnefaldende. Hver gang der mangler en ”vare” på en ”hylde” er der grund til at spørge: Er der et ejendomsretsproblem et sted?

Energipolitik har traditionelt været tænkt som primært en teknisk problemstilling, og der er tradition for, at politikerne – ofte akkompagneret af lobbyister – har blandet sig meget direkte i de tekniske løsninger, så som hvilke typer energianlæg, vi skal have, og hvor de skal ligge. Det har ført til dyre og dårlige løsninger.

Otto Brøns-Petersen
Cepos

På energiområdet er der i hvert fald to markante mangelproblemer.

Det amerikanske skifergaseventyr
For det første er det bemærkelsesværdigt, at USA har fået et skifergaseventyr, mens Europa ikke har. Forklaringen er ikke, at vi mangler et gaspotentiale. Selv om de europæiske reservers omfang stadig er uvis, tyder noget på, at de kan være enorme.

Den afgørende forskel er ejerskabet. I USA tilhører retten til at udnytte forekomsterne den enkelte jordejer, mens den hos os som udgangspunkt tilhører staten. Udsigten til en økonomisk gevinst har drevet amerikanske iværksættere ud i en dristig satsning.

I Danmark har det mest karakteristiske været politisk modstand fra navnlig nordsjællandske kommuner, som har forsøgt at forhindre, at gassen nogensinde bliver indvundet. Det bør ikke komme bag på nogen, når man tager i betragtning, at en eventuel gevinst ville tilfalde staten, mens de lokale risikerer alene at stå tilbage med generne. Hvis forekomsterne derimod tilhørte jordejerne, må man forvente en helt anden villighed.

Modstand mod vindmøller
For det andet er der en bemærkelsesværdig modstand fra naboerne til vindmøller. Den store modstand er et kraftigt indicium for, at de eksisterende erstatningsordninger for naboerne ikke er gode nok – på helt samme måde som varemangel på supermarkedernes hylder ville indikere, at priserne var for lave.

Naboerne udsættes på den ene side for gener som støj og lavere herlighedsværdi. Ejendomme i nærheden af vindmøller er mindre værd og kan sælges for mindre. På den anden side ydes der som sagt erstatning. Hvis erstatningen var stor nok til at dække generne, ville naboerne ikke være imod møllerne.

Det er vigtigt at understrege, at nabogener er reelle omkostninger ved vindenergi helt på linie med regningen for de råmaterialer, møllerne er bygget af. Derfor bør der kompenseres for dem. Det gælder også, selv om der kan være store subjektive forskelle på, hvor meget vi bliver generet af en mølle. Faktisk kan kompensationen tjene en vigtig rolle med at få møllerne placeret hos de naboer, som er mindst generet.

Urentable løsninger
Interessant nok har der allerede været enkelte eksempler på, at vindmølleinvestorer simpelt hen har købt naboejendomme op. Men politikerne har i stedet reageret på nabomodstanden ved at bygge vindmøller til havs.

Problemet ved den løsning er, at den er stærkt urentabel. Derimod kan vindmøller på land have potentiale som en konkurrencedygtig energikilde.

Ifølge det officielle Energinet.dks fremskrivninger vil det selv med en betydelig teknologisk udvikling for havvind ikke ændre sig på denne side af 2030. Men det er som sagt nødvendigt at tage hensyn til alle omkostninger – også nabogener (og i øvrigt også den lavere forsyningssikkerhed ved vindenergi). I fremskrivningerne er faktisk forudsat, at der skal betales for generne. Primært er antaget, at boligejendomme inden for fire møllehøjder (600 meter) simpelt hen opkøbes til 1½ gange vurderingen og nedrives.

Alligevel er landvind klart billigere end havvind. Man må dog stille spørgsmålstegn ved, om det er tilstrækkeligt til at dække de faktiske nabogener.

Energipolitik har traditionelt været tænkt som primært en teknisk problemstilling, og der er tradition for, at politikerne – ofte akkompagneret af lobbyister – har blandet sig meget direkte i de tekniske løsninger, så som hvilke typer energianlæg, vi skal have, og hvor de skal ligge. Det har ført til dyre og dårlige løsninger.

Ejendomsretten skal på plads
Forudsætningen for, at de ofte dybt imponerende tekniske ingeniørbedrifter på energiområdet kan få lov at virke samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, er, at politikerne i stedet koncentrerer sig om at få de samfundsøkonomiske rammebetingelser på plads. Det vil primært sige at få priserne til at indeholde de rigtige informationer – f.eks. om nabogener – og incitamenter.

Og ofte er forudsætningen for at få priserne på plads, at ejendomsretten er vel-specificeret, hvilket i høj grad er et juridisk problem.
---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.