Cepos: DF-vælgerne er ikke reformfjendtlige

Er reform-amokkens dage talte, og har politikerne nået grænsen for, hvad vælgerne vil være med til? Er navnlig DF's fremgang ved valget udtryk for, at det nu kniber med det folkelige mandat til flere økonomiske reformer?

Den opfattelse har måske nok bredt sig blandt allestedsnærværende politiske kommentatorer. Men overraskende nok er det langt fra tilfældet.

DF mere reform-positive end R
Tværtimod viser en ny Cepos-analyse nogle ret bemærkelsesværdige resultater:

DF's vælgere er ikke specielt reformfjendtlige. De er faktisk lidt mere positive end Radikales vælgere, som ellers har ry for at være meget reformparate. Selv om den undersøgelse, analysen bygger på, ikke tog højde for de mange nye DF-vælgere ved folketingsvalget, trækker det ikke tendensen ned. De fleste af de vælgere kom fra Venstre, hvor vælgerne er endnu mere reformvenlige.

Så forestillingen om, at DF ikke har mandat fra sit vælgerbagland til at gå særlig langt, passer ikke.

Stort opbakning til reformer
Der er støtte i vælgerkorpset generelt til reformer på især disse områder:

1. Større ledelsesansvar, valgfrihed og effektivitet samt konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor

2. Lavere afgifter (bl.a. arveafgift og registreringsafgift på personbiler)

3. Deregulering

4. Salg af statsligt ejede aktier.

Vælgerne deler sig efter anskuelser. Opbakningen til reformer følger i høj grad en traditionel højre-venstre-skala. LA's vælgere er mest reformmindede, Enhedslistens er mindst (eller også er de tilhængere af reformer, som trækker i modsat retning).

Midten udgøres af DF og R. På udvalgte områder er mønstret dog lidt anderledes; f.eks. er DF's vælgere mindre glade for at afskaffe efterlønnen, men mere opsatte på at sænke afgifterne. Men i hovedsagen er mønstret det velkendte.

Analysen bygger på en meget stor stikprøve med i alt 40 forskellige økonomisk politiske spørgsmål.

Stadig stort behov
Analysen er godt nyt, fordi behovet for reformer fortsat er til stede. Det til trods for, at samtlige regeringer siden begyndelsen af 80'erne har haft økonomiske reformer på dagsordenen. Der er udfordringer med lav produktivitetsvækst, de demografiske ændringer med flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder, mange i de erhvervsaktive aldre uden for arbejdsmarkedet og endelig en stor offentlig sektor og forvridende skatter.

Nu afgøres den økonomiske politik i Danmark som bekendt ikke ved direkte demokrati fra sag til sag. Politikerne vil ikke nødvendigvis blive bedømt på konkrete politiske tiltag, men på deres resultater.

Derfor bør man ikke slavisk følge, hvad vælgerne giver konkret udtryk for i spørgeundersøgelser. Men alligevel spiller det overordnede mandat en rolle. Og det tilsiger, som sagt, at fortsætte reformkursen.

Det kan også vise sig som en klog politisk investering at gennemføre politiske ændringer i god tid og inden, der opstår ”en brændende platform”. Og på områder, hvor reformopbakningen ikke er så stor, er der brug for at øge forståelsen for behovet. Det gælder f.eks. i forhold til niveauet for overførselsindkomster og den højeste marginalskat.

Pas på mindre reformvillighed
Faren er, hvis fraværet af den berygtede platformsbrand efterhånden skaber grobund for en udbredt tro på, at reformbehovet er drevet over. Forhåbentlig vil det igangværende opsving i dansk økonomi fortsætte. Og gerne i et hastigere tempo end det, vi har set siden krisen. Forhåbentlig vil de internationale risici, f.eks. gældskrisen i Sydeuropa og nedgangen i den kinesiske vækst, ikke materialisere sig i en grad, som rokker ved det.

Men skyggesiden kan være mindre reformvillighed. Hvis politikerne tror, at vælgerne ikke er med på flere reformer, kan det til sidst blive selvopfyldende. Derfor er det vigtigt med et mere nuanceret syn end den lidt primitive og misvisende kalkule efter valget af, at ”reformpartierne” gik tilbage. Sådan kan man ikke gøre regnebrættet op.

---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.