Cepos: Flygter vælgerne fra Alternativet, når det kan koste?

KRONIK: På Frederiksberg mistede Alternativet næsten halvdelen af sine stemmer ved kommunalvalget. Det er der rationel forklaring på, mener Cepos

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i CEPOS

Der er to begrundelser for at stemme til et valg: Enten at få indflydelse eller for at udtrykke sig politisk. Den første begrundelse er eksponent for udfaldsorienteret vælgeradfærd, den anden ekspressiv.

Problemet med den udfaldsorienterede er, at sandsynligheden for at få indflydelse på et valg er meget lille. Problemet er omtalt her i forbindelse med bloggen Punditokraternes sommerserie om public choice. Det er kun, hvis ens stemme er tungen på vægtskålen, at det gør en forskel, hvordan man stemmer. Hvis vælgerne alene stemmer udfaldsorienteret, burde valgdeltagelsen være meget lav. Medmindre valget er meget tæt, eller vælgerne simpelthen systematisk overvurderer deres indflydelse.

Ekspressiv vælgeradfærd er ikke knyttet til udfaldet. Der kan være mange grunde til at stemme ekspressivt. Det kan være sjovt at være med – lidt ligesom det kan være sjovt at gå til en fodboldkamp. Det kan være et moralsk spørgsmål – altså at man anser det for en pligt at stemme. Det kan være et spørgsmål om at bekræfte ens selvopfattelse, hvori bl.a. politisk overbevisning indgår. Det kan være et spørgsmål om at være med i en bevægelse eller en moderetning.

Problemet ved ekspressiv stemmeafgivning er, at man ikke behøver tage hensyn til, om ens stemmeafgivning er særlig klog. Det påvirker alligevel ikke valgets udfald, om man er velinformeret eller ej. Hvis informationer koster, kan det ikke betale sig at samle særlig mange ind. Man kan også vælge at stemme på en måde, som reelt afviger fra, hvad man dybest set ønsker sig. Næppe mange af Enhedslistens vælgere ønsker sig reelt at leve som i Venezuela, men de kan tillade sig at være uinformerede eller ligeglade med konsekvensen af socialisme, så længe deres stemme ikke er afgørende.

Et interessant spørgsmål er, hvad der sker, hvis udfaldsorienterede og ekspressive motiver kommer på kollisionskurs. Som sagt er det sjældent, at der er nogen særlig sandsynlighed for at få indflydelse, så man behøver ikke tage hensyn til udfaldet.

Kommunalvalget i 2017 bød imidlertid på en interessant undtagelse. På Frederiksberg var der usikkerhed om udfaldet, og det endte med at blive under 200 stemmer, som adskilte blå og rød blok. Frederiksberg er samtidig den kommune, som er økonomisk set bedst drevet i Danmark. Et borgmesterskifte kunne ende med at øge skatterne betydeligt. I København var der derimod ikke udsigt til en tæt afgørelse. Spørgsmålet er nu, om det tætte løb på Frederiksberg fik vælgerne til at stemme mere udfaldsorienteret.

For at få en idé om det er det især interessant at se på Alternativets vælgere. Partiet fik både på Frederiksberg og i København et stærkt valg ved Folketingsvalget i 2015 – med henholdsvis 12,3 procent og 9,6 procent af stemmerne. Partiet er nyt, og derfor er der ikke så store lokale forskelle som på de etablerede partier. Endelig er der gode grunde til at formode, at Alternativets vælgere netop appellerer til meget ekspressive vælgere. Partiet har nærmest gjort en dyd ud af ikke at have en færdig, sammenhængende politik.

 

Og hvordan gik det så for partiet til kommunevalget? Billedet er meget tydeligt. Prøv at se ovenstående figur, som viser Alternativets stemmer til henholdsvis folketingsvalget i 2015 (x-aksen) og det netop afholdte kommunalvalg (y-aksen). De er fordelt på valgsteder i København og Frederiksberg kommuner. De røde er København, mens de blå er Frederiksberg.

Alt andet lige fik Alternativet færre kommunale stemmer på de frederiksbergske valgsteder i forhold til de københavnske, når vi sammenholder med folketingsvalget. En mere formel statistisk analyse bekræfter billedet. Den viser, at Alternativet mistede 24,2 procent flere af deres folketingsvalgsstemmer på Frederiksberg end i København.

Samlet set gik Alternativet fra 12,3 procent ved folketingsvalget til 10,5 procent ved kommunalvalget i København. På Frederiksberg var der tale om næsten en halvering af stemmeandelen fra 9,6 procent ved folketingsvalget i 2015 til 5,5 procent ved kommunalvalget i år.

En mulig udlægning af udviklingen er som sagt, at den enkelte vælgers omkostning ved at stemme på Alternativet ved kommunalvalget var større på Frederiksberg end i København. På Frederiksberg var der en højere risiko for, at ens stemme rent faktisk fik indflydelse – og vælgerne var tilsyneladende ikke parat til at betale denne pris. Man ønskede sig ikke at se den politik, man ekspressivt ”gik ind for”, ført ud i livet.

Det illustrerer generelt public choice-problem ved vælgerhandlinger – nemlig et stort kollektivt handlingsproblem. Den enkelte vælger har normalt et meget lille incitament til at stemme med hovedet. Modsat handlinger i det private rum er det alt overvejende de andre vælgere, som bærer omkostningen, når den enkelte opfører sig irrationelt, emotionelt, politisk korrekt, uinformeret, moderigtigt og selvbedragerisk. En privat beslutning om at købe et for dyrt hus eller indgå i et dårligt ægteskab rammer primært én selv.

En vigtig tilføjelse: Det var oplagt at se på Alternativet af de grunde, jeg nævnte ovenfor. Men vi kan ikke definitivt se af tallene, at Alternativets tidligere vælgere også var med til at sikre det blå flertal på Frederiksberg. Frafaldet kan i stedet være sket til andre partier i rød blok. Vi kan kun se, at folketingsvælgere fra rød blok under ét er gået til blå blok. For at afdække det præcise mønster er det nødvendigt med vælgervandringsanalyser, hvor man spørger vælgerne om, hvordan de skiftede og hvorfor. Men mønstret i Alternativets stemmer er alligevel slående…

Forrige artikel Alternativet-kandidat giver op: Partiet er pubertært og privilegeret Alternativet-kandidat giver op: Partiet er pubertært og privilegeret Næste artikel Erhvervsleder: Social arv fodrer bandemiljøet med rekrutter Erhvervsleder: Social arv fodrer bandemiljøet med rekrutter
Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.