Cepos: Hængekøjen og reformdagsorden uden ende?

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Vi har gennemført økonomiske reformer i årtier af hensyn til de offentlige finanser. Men det er ikke slut endnu, tværtimod er senest det såkaldte “hængekøjeproblem” - med voksende offentligt underskud ude i fremtiden - ved at dukke op på den politiske radar.

Hvorfor?

Den helt grundlæggende forklaring er, at velfærdsstaten afkobler forbrug og omkostning. “Nydere” og “ydere” er ikke de samme. Det skaber et problem beslægtet med rovdrift på knappe ressourcer uden nogen ejer og med eksterne omkostninger ved forurening.

Det er desværre en systemfejl, som vil give tilbagevendende problemer.

Her er nogle eksempler på, hvordan systemfejlen ytrer sig:

Vi bliver flere ældre og færre erhvervsaktive. For de private pensionsudgifter er det ikke noget problem - pensionisterne vil selv betale af deres pensionsopsparing. Men for de offentlige udgifter til folkepension og ældrepleje bliver de ældre en stigende byrde, fordi regningen havner hos de erhvervsaktive, der som nævnt bliver færre af. Derfor vil det offentlige underskud stige, indtil de demografiske vinde skifter (kurven ligner en hængekøje, deraf navnet).

Et andet eksempel er offentlig gældsætning, som flytter betalingen for offentlige udgifter i dag til senere generationer af skatteydere. Eller i visse tilfælde - som i euro-området i øjeblikket - til udenlandske skatteydere.

Et beslægtet eksempel er, når et politisk flertal ikke tager hensyn til hele omkostningen ved en beslutning, fordi mindretallet kan belastes med en del af regningen.

Et fjerde eksempel er de uhensigtsmæssige incitamenter til at trække på offentlige ydelser og til at reducere sit arbejdsudbud som følge af marginalskatten. Afkoblingen mellem ydelser og betaling giver her den enkelte en tilskyndelse til at forbruge mere og betale mindre, end de ellers ville.

Heldigvis er det langtfra altid, den slags problemer får lov at udarte til det punkt, hvor de offentlige finanser bryder sammen. På et tidspunkt kan omkostningerne blive så store, at det bliver politisk bydende nødvendigt at rydde op.

I Danmark kan vi glæde os over, at problemerne med de offentlige finanser aktuelt ikke er så alvorlige som i de fleste andre lande. Vi har privatiseret en del af pensionssystemet. De demografiske forandringer er i øvrigt ikke så store. Og de offentlige finanser er teknisk set holdbare - det vil sige, at det ikke vil kræve udgifts- og skattepolitiske lovændringer med videre at forhindre eksploderende offentlig gæld. Derimod giver høje overførselsindkomster, offentlige gratisydelser og meget høje marginalskatter betydelige incitamentsproblemer, men også her er der sket – om end små – fremskridt.

Man skal bare ikke regne med, at pendulet ikke kan og vil svinge den modsatte vej, så længe systemfejlen eksisterer. På et tidspunkt bliver det for eksempel politisk opportunt at finansiere merudgifter med gæld. Det er ikke noget tilfælde, at stort set ingen lande vedvarende har holdbare offentlige finanser. Derfor vil økonomiske reformer ikke altid give varige, lineære fremskridt. Deraf de tilbagevendende reformbehov.

Derfor er det også vigtigt så vidt muligt at finde reformer, som reducerer systemfejlen. De private pensioner er måske det bedste eksempel. Rene budgetkonsolideringer, som skaber holdbarhed, under forudsætning af at politikerne fører en bestemt finanspolitik årtier frem, hører hjemme i den modsatte ende. Midt i feltet ligger regler for maksimale offentlige underskud, udgifter, skatter og gæld som for eksempel EU-kravene, budgetloven og skattestoppet. Som de smertelige erfaringer med EU-kravene viser, er det et spørgsmål om tid, før nogen finder en smutvej, eller vogterne sover på vagten.

Det kan dog godt være umagen værd at gennemføre reformer med begrænset holdbarhed, hvis de er de bedst opnåelige. Men tro så ikke, at reformbehovet forsvinder for altid. Ikke så længe systemfejlene ikke bliver rettet.

Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.