Cepos: Klimatopmøder uden synlige spor

I næste måned mødes verdens politiske ledere igen til klimatopmøde. Denne gang er det COP21 og foregår i Paris. Målet er stadig at begrænse udledningen af drivhusgasser, så temperaturen stiger med højst to grader i forhold til det førindustrielle niveau.

Men reelt er der skruet ned for ambitionsniveauet i forhold til COP15 i København i 2009. Det kan der være god grund til – i hvert fald når man ser på de historiske resultater.

Prøv at kaste et blik på figuren med tre globale nøgletal siden 1971. Den dækker de omtrent tyve år før de første internationale topmøder (primært Rio 1992) og de efterfølgende tyve år. Figuren viser for det første koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Den viser for det andet energi-intensiteten i produktionen – altså hvor meget energi, der skal til for at producere en krone i BNP. Og endelig viser den andelen af energi fra vedvarende kilder. 

(Klummen fortsætter under figuren)

Hvorfor er det så vanskeligt at indgå en effektiv klimaaftale? Problemet bunder i, at der er tale om et såkaldt ”fangernes dilemma”. 

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Klik her for at se figuren i stort billede.

Faldende energi-intensitet
Det bemærkelsesværdige ved figuren er, at alle nøgletallene i store træk følger et ubrudt mønster i hele perioden. Realiteten er, at den internationale aktivitet ikke har afsat mærkbare spor. Energiintensiteten er faldende, så det kræver stadig mindre energi at producere en krones BNP.

Men energi-intensiteten faldt også før topmøderne. Og BNP er vokset mere, end intensiteten er faldet, så det samlede energiforbrug er steget. Da andelen af vedvarende energi i energiproduktionen har været nogenlunde konstant, betyder det, at drivhusgasudledningen har været voksende. Som man kan se, er koncentrationen af CO2 i atmosfæren vokset støt i hele den periode, der er tal for i figuren.

”Fangernes dilemma” 
Hvorfor er det så vanskeligt at indgå en effektiv klimaaftale? Problemet bunder i, at der er tale om et såkaldt ”fangernes dilemma”. Det er et meget velkendt fænomen fra samfundsvidenskabernes spilteoretiske værktøjskasse.

Ved et ”fangernes dilemma” har det enkelte land et incitament til at undslå sig forpligtelser og lade andre påtage sig byrden. Derfor kan det let ende med, at ingen tager nogen del af byrden.

Den værste situation, man kan havne i ved et ”fangernes dilemma”, er at tage sin del af slæbet, uden at der kommer noget ud af den samlede indsats. Man betaler så at sige to gange.

Drivhusgasser spredes hurtigt i atmosfæren, og derfor spiller det ikke nogen rolle for klimaet, hvem der reducerer udledningerne hvor meget. Når det gælder konsekvenserne af flere drivhusgasser og øget opvarmning, er der dog forskelle: Nogle lande er sårbare, mens nogle vil vinde ved et varmere klima. Men samlet ligner problemstillingen det velkendte dilemma. Det adskiller sig dermed fra f.eks. frihandelsaftaler, hvor landene oftest har en isoleret egeninteresse i at være med.

”Fangernes dilemma”-situationer er som regel meget vanskelige, men ikke nødvendigvis umulige (medmindre der er tale om et helt renlivet eksempel). Man kan prøve at appellere til moralske imperativer, men det er sjældent effektivt i international politik. Man kan også prøve en fleksibel strategi, hvor man påtager sig byrder, hvis andre lover det, men justerer i lyset af, hvad andre rent faktisk gør. Det er standardløsningen på (gentagne) ”fangernes dilemma”-spil.

En tredje mulighed er – som foreslået af bl.a. Bjørn Lomborg – at en gruppe af lande satser så store ressourcer på at forske i grøn energiteknologi, at fossile brændsler ikke længere er konkurrencedygtige. Så forsvinder ”fangernes dilemma”-problemet.

Globalt problem
Dansk energi- og klimapolitik har desværre ikke været tilrettelagt efter, at klimaproblemet er globalt. Tværtimod har vi opstillet ensidige og ubetingede målsætninger, uafhængigt af verden udenfor. Det betyder eksempelvis, at vi reducerer CO2-udledningerne inden for EU's kvotesektor, hvor det per automatik fører til større udledninger i andre lande og sektorer.

I stedet for at lægge pres på omverdenen har vi mindsket deres tilskyndelse.

Det måske mest internationale islæt ved den danske politik er ambitionen om at vise et godt eksempel – nemlig at en storstilet og forceret grøn omstilling ikke alene er mulig, men ligefrem giver økonomisk overskud. Problemet er blot, at det ikke holder. Det har de stigende energiomkostninger vist stadig mere tydeligt. Og dermed foregår vi ikke med et godt, men et dårligt eksempel.

Samtidig skal man næppe forvente uændret, langsigtet folkelig opbakning, når vælgerne er blevet stillet økonomiske gevinster – ud over de rent klimamæssige – i udsigt, som viser sig at blive til omkostninger i stedet.

Problemet risikerer at blive yderligere udstillet, fordi et flertal i Folketinget insisterer på at fastholde en ensidig dansk målsætning om 40 pct. reduktion i drivhusgasudledningen i 2020 og samtidig forlanger, at det ikke må koste noget – uden at kunne pege på virkemidlerne. 

------
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.