Cepos: Pinlig debat om udviklingsbistand

KLUMME: Den danske debat om udviklingsbistand er pinlig, og der er god grund til at tage udviklingsbistanden op til grundlæggende revision, skriver Otto Brøns-Petersen fra Cepos. 

Sagt uden omsvøb: Den danske debat om udviklingsbistand er pinlig, og den vestlige politik på området er en fiasko.

Men hvordan kan jeg dog påstå det? FN har netop kunnet fejre, at dens målsætning om en halvering af andelen af absolut fattige i verden fra 1990 til 2015 blev nået fem år før tid. I dag er mellem hver ottende og hver 20. verdensborger ramt af fattigdom, afhængig af opgørelsesmetoden. For 35 år siden var op mod hver anden borger på kloden fattig.

Samtidig vokser middellevealderen, ikke mindst takket være den stærkt faldende børnedødelighed, og antallet af børn, som kommer i skole, stiger. For første gang i menneskehedens historie er det teknisk inden for rækkevidde helt at udrydde egentlig fattigdom.

Ingen gunstig effekt
Det er selvsagt ikke en fiasko, men en triumf. Den har bare ikke noget med udviklingsbistanden at gøre. Den skotsk-amerikanske økonom Angus Deaton, som i denne uge blev tildelt årets Nobelpris i økonomi for blandt andet sit bidrag til udviklingsøkonomi, mener endda, at udviklingsbistanden gør ulandenes problemer værre. Bistanden får nogle af verdens værste regimer til at orientere sig mod pengene fra vesten, så de ikke er tvunget til at øge væksten for at få flere skatteindtægter.

Det, Deaton kalder ”den store flugt” fra fattigdommen i verden de seneste par hundrede år, skyldes helt andre ting end bistand. Det seneste dyk i fattigdommen tilskriver han blandt andet globaliseringen og liberaliseringerne af navnligt den kinesiske og indiske økonomi.

Den efterhånden omfattende empiriske forskning kan ifølge Martin Paldam og Hristos Doucouliagos nedslående gennemgang af litteraturen ikke vise nogen gunstig effekt af ulandsbistand på den økonomiske vækst. Det tyder dog på, at nødhjælp til genopbygning efter naturkatastrofer kan have en positiv effekt, men ellers er succeserne sparsomme.

Regeringen fortjener ros
Grundlæggende set er realiteten den, at vi siden den industrielle revolution har bevæget os fra en verden, hvor kun de fremmeste politiske regimer var i stand til at skabe et begrænset løft i levestandarden for den brede befolkning i forhold til absolut fattigdom, til en verden, hvor kun de værste regimer fastholder den brede befolkning i fattigdom.

Det er et resultat af produktivitetsstigningen siden den industrielle revolution. Velstand er mulig i selv meget lidt gæstfrie egne af verden. Manglende udvikling er kort sagt et spørgsmål om meget dårlig regeringsførelse og dårlige politiske institutioner.

Regeringens oplæg til nye danske udviklingspolitiske prioriteter fortjener dog ros for faktisk at have sporet sig mere ind på, hvad der kan skabe vækst: At begrænse den bilaterale støtte og fokusere på nødhjælp.

Ren symbolværdi
Men der er tale om en beskeden ændring. Og den efterfølgende debat har som sagt været pinagtig. Den har stort set udelukkende drejet sig om størrelsen af rammen, og om Danmarks placering på en international rangliste over landenes bidrag i procent af bruttonationalindkomsten. Altså om ren symbolværdi – og det på et område, hvor vi som sagt ved, at der er stor risiko for at gøre ondt værre.

De mere konkrete indvendinger mod regeringens udspil er kommet fra danske politiske organisationer, som er sat til at modtage mindre statsstøtte fra bistandskontoen.

Debatten understreger problemet ved, at dem, midlerne i princippet var tiltænkt – de fattige - ikke har nogen direkte indflydelse, mens stærke interesser kan lobbye midlerne i deres retning. Debatten bliver ikke mindre pinagtig af en tradition på netop udviklingsområdet for at vurdere politiske initiativer på deres påståede intentioner i stedet for deres effekt.

Der er grund til at tage udviklingsbistanden op til grundlæggende revision. I mellemtiden kunne man med inspiration fra den hippokratiske ed indføre et skadesprincip: Der bør ikke gives bistand, medmindre det er veldokumenteret, at den i det mindste ikke gør nogen skade. Det er desværre langt fra opfyldt i dag.

---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cevea: Rotter på kontanthjælpsloftet Cevea: Rotter på kontanthjælpsloftet Næste artikel Cepos: Danmark er det nye Sverige Cepos: Danmark er det nye Sverige
Fem store opgaver venter på Dybvads nye skrivebord

Fem store opgaver venter på Dybvads nye skrivebord

FORFREMMELSE: Som ny indenrigs- og boligminister skal Kaare Dybvad favne både den kommunale økonomi og rammerne for det levede liv. Med et kommunalvalg i sigte er der grobund for værdiorienteret substanspolitik.