Cepos: Problematisk ”køb nu og betal senere”-princip i energipolitikken

Regningerne for tidligere tiders energipolitiske beslutninger er nu begyndt at fylde op i brevkassen. Den såkaldte PSO-afgift, som automatisk stiger med støtteudgifterne til vedvarende energi, er således vokset de sidste fem år fra omkring 3 milliarder kroner til 7 milliarder kroner. 

Indtil fornylig var PSO en godt skjult skat, som det ikke var nødvendigt at forholde sig til politisk, når der blev indgået energipolitiske aftaler. De handlede derimod om klima- og energipolitiske målsætninger og nye initiativer.

Det er først for nylig, at der er kommet politisk fokus på regningerne. Først blev den såkaldte ”forsyningssikkerhedsafgift” opgivet, da man nåede frem til at skulle sætte den i kraft. Så blev der gennemført en rabat for erhvervenes PSO-regning som led i Vækstpakken sidste år.
Som ved andre afbetalingskøb viste regningen at tynge mere, end man var opmærksom på ved købet.

Dyr finansiering
Også på et andet punkt minder energipolitikken om afbetalingskøb. Med renter og gebyrer ender det tit med at blive en hel del dyrere end ved at købe kontant. I energipolitikken er finansieringskilderne unødvendigt dyre. Stort set alle skatter og afgifter er forbundet med et såkaldt forvridningstab, dvs. en omkostning for skatteyderne, ud over hvad de skal betale til statskassen. Men forvridningstabet ved bl.a. PSO-afgiften er ekstraordinært stort.

Hvis et flertal i Folketinget alligevel ønsker at holde fast i klimaaftalen, bør man som minimum anvise virkemidlerne, og hvor pengene skal komme fra. 

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

For en husholdning koster det 40 øre i ekstra forvridningstab at opkræve en krone i PSO-afgift i stedet for gennem bundskat. Bundskatten forvrider dog også, og hvis politikerne i stedet fandt pengene på udgiftssiden på finansloven frem for gennem PSO, ville der kunne spares et forvridningstab på en krone oveni for hver krone i PSO-lettelse.

Afskaf PSO-afgiften
Der er vel at mærke ingen energi- eller klimapolitisk begrundelse for PSO-afgiften. Den eksisterer alene for at skaffe penge, men er altså ikke noget velegnet redskab. Og så er den ovenikøbet blevet kendt i strid med EU-traktaten af Kommissionen, som ikke har godkendt den længere end til udgangen af næste år.

PSO-systemet er i realiteten et alvorligt hul i den finanspolitiske ansvarlighed, som et bredt flertal i Folketinget står for på alle andre områder. En afskaffelse af PSO er et nødvendigt led i et opgør med ”køb nu, betal senere”-mentaliteten.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Derfor bør regeringen og Folketinget benytte lejligheden til at afskaffe PSO-afgiften helt. Udgifterne til energipolitikken bør i stedet findes på finansloven og indgå i en politisk prioritering – på samme måde som alle andre udgifter.

PSO-systemet er i realiteten et alvorligt hul i den finanspolitiske ansvarlighed, som et bredt flertal i Folketinget står for på alle andre områder. En afskaffelse af PSO er et nødvendigt led i et opgør med ”køb nu, betal senere”-mentaliteten.

Men der skal mere til.

Målsætning købt ubeset
Alt imens der sukkes under byrden af PSO-regningen for fortidens synder, udspiller der sig i øjeblikket en ny runde energipolitisk ”køb nu, betal senere”.

Ved klimaaftalen i 2014 mellem den daværende SR-regering, Konservative og Enhedslisten blev aftalt en ensidig dansk målsætning om at reducere klimagasudledningen med 40 procent i 2020 (mod 2012-energiforligets sigtepunkt på 34 procent).

Men der blev ikke aftalt virkemidler til at nå dette mål. Og overvejelser om finansieringen, endsige et overslag over omkostningerne, var også ganske fraværende. Målsætningen blev så at sige købt ubeset, på klods og uden at kigge på prissedlen.

Det forunderlige er, at den nye regerings afvisning af at ville leve op til 40 procent målsætningen – og den var endda imod klimaaftalen – nu søges fremstillet som en ”nedskæring”.

Hvor skal pengene komme fra?
Realiteten er, at der er udsigt til at overopfylde energiaftalens sigtemål på 34 procent, så der i stedet regnes med 37 procent reduktion i 2020. En reduktion, som i øvrigt i betydeligt omfang finder sted inden for kvotesektoren, hvor det bliver matchet af et præcist lige så stort udslip i andre lande.

Hvis et flertal i Folketinget alligevel ønsker at holde fast i klimaaftalen, bør man som minimum anvise virkemidlerne, og hvor pengene skal komme fra. Det er ikke en ”nedskæring” at lade være med at købe noget på afbetaling, når man ikke ved, hvor pengene skal komme fra, eller hvad det ender med at koste.
---
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.