Cepos: Vi bør kende prisen for reguleringen af den finansielle sektor

KLUMME: Jo mere reguleret finanssektoren er, desto mere sandsynligt er det, at finansielle aktører bliver reddet, hvis de kommer i vanskeligheder. Og det får dem til at optræde mere risikofyldt, ikke mindre, skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos. Han efterlyser overblik over omkostningerne ved regulering. 

Placeholder image
"Realiteten er, at de politiske beslutningstagere sjældent ved, hvad den finansielle regulering koster, og hvor meget værdi den bidrager med. Det er i sig selv et problem, at man ikke kan finde et hensigtsmæssigt trade-off," skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos.  Foto: CEPOS

Renterne på at låne penge er rekordlave, men til gengæld er det faldet mange for brystet, at administrative omkostninger – såsom realkreditinstitutternes bidragssatser – er stigende.

Nogle politikere har angiveligt svært ved at forstå hvorfor. Er konkurrencen pludselig aftaget? Er de finansielle institutioner blevet mere grådige? Forklaringen er nu ganske enkel. Omfanget af reguleringen og dermed også omkostningerne er steget.

Øgede omkostninger kan i princippet godt begrundes, hvis reguleringen skaber tilpas stor ekstra værdi – for eksempel i form af mere robuste og stabile finansielle institutioner.

Men realiteten er, at de politiske beslutningstagere sjældent ved, hvad den finansielle regulering koster, og hvor meget værdi den bidrager med. Det er i sig selv et problem, at man ikke kan finde et hensigtsmæssigt trade-off. Hvornår gør den ekstra regulering mere skade end gavn? 

Hvis en sektor er gennemreguleret og under skarpt tilsyn, får virksomhederne også indirekte et blåt stempel, fordi myndighederne er medansvarlige.

Otto Brøns-Petersen

Mere regulering skaber moralsk hasard
Læg dertil, at øget finansiel regulering ikke nødvendigvis gør den finansielle sektor mere robust og stabil. Der er flere problemer. 

For det første skaber mere regulering typisk mere såkaldt moralsk hasard – det problem, som i høj grad skabte finanskrisen til at begynde med. Jo mere reguleret finanssektoren er, desto mere sandsynligt er det, at finansielle aktører bliver reddet, hvis de kommer i vanskeligheder. Og det får dem til at optræde mere risikofyldt, ikke mindre. Investorer og kunder bliver mindre påpasselige.

Hvis en sektor er gennemreguleret og under skarpt tilsyn, får virksomhederne også indirekte et blåt stempel, fordi myndighederne er medansvarlige.

For det andet er incitamenterne til at skrue op for reguleringen skruet skævt sammen for tiden. Efter finanskrisen skal myndigheder og politikere helst ikke have siddende på sig, at de ikke "gør nok". Hellere være “på den sikre side denne gang”. Men det koster altså.

Kompleksitet og smutveje
For det tredje er der stor risiko for, at selv reguleringer, som hver især ser enkle ud, kommer til at indgå i et stadig mere komplekst system. Kompleksiteten gør det vanskeligt at sige, hvordan samspillet af regler kommer til at fungere. Og det opmuntrer de regulerede til at lede efter smutveje gennem systemet – såkaldt regelarbitrage.

Kompleksiteten i visse finansielle produkter og en pæn portion regelarbitrage var nogle af de medvirkende årsager til finanskrisen 

Farlig dynamik
Kompleksiteten kan om ikke løfte sig selv ved hårene, så sætte en farlig dynamik i gang, hvor der bliver svaret igen på regelarbitrage ved at øge reguleringen yderligere.

Når egentlige finansielle institutioner bliver ramt af ekstra reguleringer, flytter den finansielle aktivitet ud i “skyggebanker” uden for regulering. For at forhindre det kommer reguleringen til at omfatte stadig flere virksomheder.

Realiteten er jo, at næsten enhver virksomhed i sidste ende rummer en lille bank – forretninger kan låne ud til deres kunder og medarbejdere osv. På den måde er blandt andet ejendomsselskaber havnet under tung finansiel regulering.

Politikerne kan forsvare sig med, at megen regulering kommer fra EU. Med god ret. Men det gør det ikke mindre påkrævet med et overblik over reguleringens omkostninger, tværtimod. 

Behov for overblik over regulering 
Når regeringen fremlægger nye lovforslag, skal den give et skøn over virksomhedernes administrative omkostninger. Men det giver ikke et tilstrækkeligt billede, når reguleringerne kommer oven i hinanden, og når langt fra al regulering kommer i form af lovgivning.

Det er på tide at få indført for eksempel en årlig redegørelse for omfanget af og omkostningerne ved finansiel regulering. 

Og Folketinget bør sikre sig det fulde billede, når det får forelagt ny lovgivning. Det bør ikke komme som en overraskelse, når forbrugerne kommer til at betale mere for finansielle produkter.

----
Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Hver anden torsdag skriver han klummer i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser