Debat

Cevea: Hæv boligskatterne

KLUMME: Konservatives forslag om boligskat har gode takter - især forslaget om en avanceskat. Men en afskaffelse af øvrige boligskatter er ikke vejen at gå. Vi bør derimod hæve boligskatterne, hvis vi vil undgå øget ulighed og finansiel ustabilitet, mener Cevea-direktør Kristian Weise.

"Med Konservatives forslag lægges der op til, at forhandlingerne om ejendomsvurderingssystemet ender med at blive forhandlinger om hele den måde, hvorpå vi beskatter ejendom i Danmark. Der er forslaget om avanceskat på boligsalg en rigtig god ide," skriver Kristian Weise, direktør i Cevea. 
"Med Konservatives forslag lægges der op til, at forhandlingerne om ejendomsvurderingssystemet ender med at blive forhandlinger om hele den måde, hvorpå vi beskatter ejendom i Danmark. Der er forslaget om avanceskat på boligsalg en rigtig god ide," skriver Kristian Weise, direktør i Cevea. Foto: Colourbox
Kristian Weise

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Konservative indledte denne uge med et omfattende reformforslag. Søren Pape (K) og co. anbefaler, at både grundskylden, ejendomsværdiskatten samt rentefradraget afskaffes. Til gengæld foreslår partiet, at der indføres en skat på fortjenesten ved salg af ens ejendom, hvis man ikke bruger denne til køb af en ny bolig.

Det samlede udspil kommer forud for de planlagte forhandlinger om et nyt ejendomsvurderingssystem.

Der er flere gode takter i Konservatives forslag. For Søren Pape og hans kollegaer tænker rent faktisk progressivt på et par områder. Det er der brug for - især i forhold til beskatningen af vores boliger.

Det er et friskt pust, at det er Konservative, der kommer med et konkret forslag til, hvordan vi kan beskatte fortjenesten på boliger. Ejendomsavanceskatten skal ifølge Konservative være 50 procent af boligejerens gevinst ved salg af boligen, som kun betales, hvis den ikke placeres i en ny bolig, som man selv bor i. Sådan gør man allerede i andre lande, som vi normalt sammenligner os med, blandt andet Sverige.

Vi ved, at skattestoppet på boliger var en af hovedårsagerne til boligboblen, og at det har været med til at øge uligheden voldsomt.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Det giver rigtig god mening. For hvorfor beskatter vi ikke afkastet på en boliginvestering, når vi beskatter alle andre investeringer?

Boligen er en god investering
For mange mennesker er deres bolig den bedste investering, de nogensinde foretager sig. Og over de seneste årtier er mange boliger blevet mere end fordoblet i værdi. Det betyder dels, at boliger af mange i stigende grad betragtes som et investeringsobjekt snarere end noget at bo i. Og dels, at udviklingen i boligpriser er en af de mest afgørende faktorer for, om uligheden i formuer stiger.

Beskatning af fortjenesten ved boliginvesteringer vil kunne øge fokus på boligers primære formål – et sted at bo – og mindske deres betydning for fordelingen af velstand i samfundet. 

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Beskatning af fortjenesten ved boliginvesteringer vil kunne øge fokus på boligers primære formål – et sted at bo – og mindske deres betydning for fordelingen af velstand i samfundet. 

Dyr fornøjelse
I Konservatives forslag skal avanceskatten samt en afskaffelse af rentefradraget og generel tilbageholdenhed i det offentlige forbrug finansiere, at også grundskylden og ejendomsværdiskatten helt fjernes.

Det er derimod ikke smart.

For det første vil det blive en dyr fornøjelse af fjerne de normale ejendomsskatter. Det vil derfor betyde nedskæringer i milliardklassen på vores fælles velfærd. Det vil alt andet lige gå mest ud over dem, der har mest brug for den.

På det område gør vi i stedet klogt i at lytte til anbefalingerne fra OECD. De har i flere år rådet os i Danmark til at hæve skatterne på fast ejendom.

Det har indtil videre ikke vakt genklang blandt de danske politikere. Men der er brug for et opgør med fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. For vi ved, at skattestoppet på boliger var en af hovedårsagerne til boligboblen, og at det har været med til at øge uligheden voldsomt.

Ny boligboble
Fastfrysningen øger uligheden, fordi det understøtter stigende boligpriser. Det er den rigeste del af befolkningen, der har egen bolig. Og det er den rigeste del af dem, der har de dyreste boliger og dermed får største udbytte. Dermed er det med til at øge den allerede stigende økonomiske ulighed i Danmark.

Derudover kan fastfrysningen af boligskatterne være med at skabe ny ustabilitet på de finansielle markeder. Når vi ikke har boligskatter, der falder og stiger i takt med boligpriserne, så mangler vi et effektivt redskab til at forhindre endnu en boligprisboble. 

Det øger risikoen for prisbobler, der pustes op indtil de springer og efterlader os med finanskriser, som spredes til realøkonomien.

Med Konservatives forslag lægges der op til, at forhandlingerne om ejendomsvurderingssystemet ender med at blive forhandlinger om hele den måde, hvorpå vi beskatter ejendom i Danmark. Der er forslaget om avanceskat på boligsalg en rigtig god ide.

Hæv boligskatten 
Derudover kan forhandlingerne åbne op for en generel diskussion af boligskatterne. Her er der brug for, at politikerne tør tænke progressivt og lytter til OECD’s anbefalinger om at hæve boligskatterne.

Hvis det sker, kan man til gengæld sænke skatten på arbejde, hvilket vil give meget sundere økonomiske incitamenter.

---
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00