Christian Egander Skov: Omskærings­modstand har rødder i antisemitismen

KOMMENTAR: Modstandere af religiøs omskæring baserer deres argumenter på en grov overgrebsretorik, der blotlægger deres grundlæggende antisemitiske tendenser i nye klæder, skriver Christian Egander Skov. 

Omskæringsdebatten har i de senere år været som et sår, der er sprunget op med jævne mellemrum.

I skrivende stund er det ikke umuligt, at Danmark kommer til at gå enegang og blive det eneste land i verden, hvor jøders og muslimers dybt rodfæstede religiøse praksis ulovliggøres.

Jeg tror stadigvæk ikke på det. I international sammenhæng er det skridt, som modstanderne af omskæringsritualet vil tvinge igennem, så uhørt, at ansvarlige danske politikere vil vige tilbage for at tage det.

For en, der som jeg står uden for de religiøse samfund, hvor denne skik praktiseres, men som anerkender religiøse og nationale mindretal en ret til at leve efter deres skikke i et frit land, har debatten været overraskende.

Den har vist, at der i dagens Danmark er klangbund for argumenter og stereotyper, som har deres rod i den historiske sump, som vi kalder antisemitisme.

Ja, lad mig formulere det endnu klarere: Det argument, der mobiliserer den danske befolkning mod omskæring, er slet og ret et antisemitisk argument, der bygger på ældgamle forestillinger om jøder som børnemishandlere.

Argumentet er til lejligheden pudset op og slebet til. Det har i sine allermest officiøse fremtrædelsesformer iført sig lægefaglighedens hvide kittel og svøbt sig i lægeprofessionens autoritet. Men tag ikke fejl. Det er den samme gamle sang.

Vi finder argumentet i tre forskellige former, der adskiller sig i graden af salonfähigkeit.

I sin allermest renskurede form møder man den blandt andet i Lægeforeningens korte konstatering af, "at omskæring af drenge uden medicinsk indikation er etisk uacceptabelt (...) uden informeret samtykke".

Tilsyneladende funderes argumentet her alene i hævdelsen af menneskets autonomi. Men det uudtalte er, at et sådant indgreb netop er uacceptabelt, fordi det er et overgreb. Kun medicinsk begrundede indgreb er ikke overgreb. Ritualets indgreb omskrives altså til et overgreb.

Subteksten bliver klar, hvis vi bevæger os et trin ned og ser på argumentet hos den agressive lobbyorganisation Intact Denmark, der har været bannerfører for ønsket om at udrydde den religiøse praksis.

Her baseres modstanden mod religiøs omskæring på, at det er et "så invasivt og permanent indgreb, at vi mener, at det centrale individ – barnet – bør sikres sin kropslige integritet og selvbestemmelse samt personlige valg af religion uden at være permanent mærket fra barnsben".

Her tydeliggøres altså overgrebsretorikken, og selvom det indrømmes, at jødiske og muslimske forældre ikke handler i ond tro, så efterlader overgrebet børnene "permanent mærket". Det er altså endog, må vi forstå, et overgreb af en særdeles alvorlig karakter.

På forsiden af foreningens hjemmeside tydelligøres dette budskab med konstateringen, at "man skærer da ikke i raske børn". Her sker der retorisk glidning fra kritikken af et meget specifikt indgreb til det mere generelle og mere ukvalificerede, at man ikke går rundt og skærer i børn.

Kort sagt: Hvis man er modstander af et forbud mod jøders og muslimske religiøse praksis, er det, fordi man sådan helt generelt mener, at det er okay at gå og skære i børn – sådan lidt på må og få. Foreningen kalder sig da også en forening "mod omskæring og kønslemlæstelse" og jævnfører allerede her omskæring med skamfering.

Dette er en udskridning fra fokus på det specifikke og begrænsede indgreb til en mængde kropslige overgreb.

Denne udskridning i retorikken, som Intact Denmark lægger op til, og som blandt andet Lægeforeningen beklageligvis leverer autoritet til, er karakteristisk for den bredere debat på de sociale medier om religiøs omskæring. Den er, hvad man på engelsk ville kalde et dog whistle.

Udskridningen er ikke et tilfælde. Den er kernen i den retorik, som undergraver den religiøse omskærings etiske legitimitet. For nu er det ikke længere blot omskæring, som vi må tage stilling til, men om man så må skære næse, ben, arme og af børn

Om vi må skode vores smøger på deres tunge og tæve dem hver aften med en våd Tora-rulle. Man skal kort sagt ikke opholde sig længe i en debat om religiøs omskæring, før det begynder at flyve en om ørene med skamferede børn samt alskens afskårne dillere og skamlæber.

For det er jo alt sammen ét fedt. Det kan godt være, at jødiske og muslimske forældre ikke vil deres børn noget ondt. Men – det må vi i hvert fald forstå – jøder og muslimer laver systematiske overgreb på deres børn, skamferer dem, lemlæster dem og mærker dem for livet.

Jeg tror ikke, at de folk, som skriver sådanne ting, opfatter sig selv som antisemitter.

Og for de fleste vedkommende gælder det også, at de ikke har en antisemitisk intention. Men de er bagom ryggen på deres egen selvopfattelse blevet bærere af argumenter, antagelser og forestillinger, hvis rødder strækker sig langt tilbage i historien.

Historisk er det netop de antisemitiske forestillingers dæmoniske styrke, at de har skiftet form alt efter sammenhængen. De har sneget sig ind i argumentationskæder og tilværelsessyn – uset og uopdaget som en sygdom med lang inkubationstid.

Engang var det kristendommen, der bar antisemitismen. Siden blev det racevidenskaben, nationalismen, antimarxismen, marxismen og antizionismen. Også i dæmoniseringen af islamiske ritualer viser den i dag sit ansigt. Helt løsrevet fra sit oprindelige objekt. Det er den samme gamle, skidne suppe hældt i en ny skål.

Det nye i den aktuelle argumentation er blot, at det antisemitiske argument har koblet sig på en liberal, individorienteret oplysningsposition, hvor udgangspunktet er den enkeltes autonomi.

Hermed bliver omskæring et overgreb i dobbelt forstand. Ikke alene fordi det sker uden samtykke, men også fordi selve den indpodning på en religiøs traditions og levet kulturelt fællesskabs stamme er en forargelse for den, der kun har én moralsk målestok: At kun det, som vi selv vælger, er legitimt.

Her bliver den religiøse omskæring et overgreb mod selve menneskets menneskelighed. Det er værd at stoppe og huske på, at antisemitisme er antisemitisme, uanset hvordan og hvor pænt den er pakket ind.

Trods enhver snak om moderne værdier, selvbestemmelse og autonomi ville vi ved et forbud mod religiøs omskæring være tættere på middelalderen end moderniteten.

Det var trods alt i den notorisk antisemitiske Lex Visigothorum fra 500-tallet, at det hed, at "jøderne må ikke foretage rituel omskæring".

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Vi har intet lært af Britta-sagen Lisbeth Knudsen: Vi har intet lært af Britta-sagen Næste artikel Jonas Herby: Derfor er nedlukninger ikke den bedste løsning Jonas Herby: Derfor er nedlukninger ikke den bedste løsning
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.