Jarl Cordua: Magtpolitikerne frygter flertal for omskæringsforbud

Det lille parti Fremads énmandshær i form af tidligere minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille slås for at få offentlig opmærksomhed.

Forleden valgte han at gå ind i en sag, der har potentiale til at skabe ravage og intern splittelse i adskillige partier og måske endda skabe sikkerhedspolitiske problemer for Danmark i forhold til udlandet.

Sagen drejer sig om et forslag, der skal knæsætte et forbud mod ikke-lægeligt begrundet omskæring af drengebørn. En sag, der især har sine forkæmpere i organisationen Intact, der i offentligheden længe har argumenteret for et forbud og har opnået at mere end 50.000 underskrifter til et borgerforslag, der sikrer behandling i Folketinget og tvinger de politiske partier til at tage stilling.

I 2018 var sagen første gang oppe at vende i Folketinget, hvor borgerforslaget blev førstebehandlet. Behandlingen blev udsat på grund af folketingsvalget sidste år.

Det samme borgerforslag bliver derfor nu for anden gang førstebehandlet i løbet af den kommende folketingssamling formentlig allerede i oktober. For nylig har Fremads enlige folketingsmand overhalet indenom og fremsat sit eget beslutningsforslag som støtte til borgerforslaget*.

Et forbud mod omskæring, forestiller tilhængerne, skal kriminalisere dem, der foretager indgrebet mod (drenge)børn – omskæring af piger under 18 år er i dag forbudt – sådan at de risikerer op til seks års fængsel.

Foreløbig har politikerne – især Socialdemokratiet og Venstre – parkeret deres holdninger.

Jarl Cordua

Forbudstilhængernes argumenter for et forbud tager udgangspunkt i individets rettigheder. Umælende spædbørn har jo ingen muligheder for at sige fra. Skærer man forhuden af, kan indgrebet i sagens natur ikke gøres om. Der er med andre ord tale om en irreversibel proces.

Der argumenteres for, at der forekommer få, men dog nogle fatale fejl under indgrebene, som kunne undgås med et forbud. Endelig hævder tilhængerne, at et indgreb nedsætter den omskårnes seksuelle nydelse. Det sidste bestrides dog af modstandere af forbuddet.

Modstanderne af forbuddet findes især indenfor den lille jødiske menighed i Danmark, hvor omskæring finder sted 10 til 15 gange om året, men også og langt hyppigere hos landets mange muslimer, der altså er de to trosretninger, der praktiserer denne skik.

For jødernes vedkommende går skikken 3.500 år tilbage, mens muslimerne "kun" har praktiseret omskæring, siden Islam opstod omkring år 700. Dertil kommer en stor udbredelse af ikke-religiøs betinget omskæring i store dele af verden. Eksempelvis er 55 procent af amerikanske mænd omskåret.

Andre modstandere findes blandt dem, der ikke selv praktiserer omskæring, men mener, at respekten for andres religion, religionsudøvelse og i mange danskes øjne mærkværdige religiøse skikke vejer tungest over for det, som andre ser som en krænkelse af spædbørns rettigheder og det logiske fravær af deres samtykke.

Der er også forbudsmodstandere, som egentlig er imod omskæring, men frygter for, at indgreb så vil ske alligevel, men så under risikable forhold, at det vil øge sandsynligheden for fatale følger. Man vil i det mindste hellere lade indgrebet ske under lægelige forsvarlige forhold, lyder argumentet.

Endelig er der en gruppe modstandere, som nok især findes blandt de folkevalgte, der er imod et forbud, fordi det jødiske samfund har signaleret, at de med et forbud forestiller sig en udvandring af jøder fra Danmark, der så kan lukke og slukke efter 400 år. Det skal nok pifte Danmarks helt særlige ry især i Israel, fordi danskere i 1943 hjalp jøder over Øresund, så de undslap nazisternes udryddelseslejre.

I kølvandet på det frygter man internationale reaktioner, hvis vi herhjemme som det første land kriminaliserer omskæring af drenge. Hvilken forargelse og uvilje kan det skabe mod Danmark? Da borgerforslaget under VLAK-regeringen blev fremsat, frygtede den især USA's og Israels reaktioner. 

Et forbud vil også ramme muslimer. Kan det – vinklet på den rette måde i den muslimske verden – skabe et nyt had mod Danmark, som vi så det under Muhammedkrisen med afbrændte ambassader og boykot mod danske produkter? Dette sidste argument har især vægt i de to regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokratiet. 

Når det gælder befolkningens holdning, har forbudstilhængerne for længst vundet slaget. Flere målinger viser, at over 80 procent af befolkningen er for et forbud mod omskæring.

Det er næppe overraskende, at i det stærkt sekulariserede og meget individorienterede moderne Danmark er svært at trænge igennem med argumentation om respekt for andres religiøse skikke, som for de fleste er uforståelige og i deres øjne meningsløse i moderne tid.

Man kan heller ikke helt afvise et element af aversion mod fremmede og især muslimer kan spille ind i meningsdannelsen. Dele af højrefløjen ser en politik, der udgrænser muslimer som en måde at få dem ud af landet på.

Det er straks sværere at argumentere for et omskæringsforbud, hvis det rammer jøderne, hvis tragiske skæbne under Anden Verdenskrig stadig fylder i mange danskes bevidsthed.

Det er derfor ikke tilfældigt, at det i en sag, der forener de jødiske og muslimske samfund, tjener sagen bedst, når man har ladet det jødiske samfund og andre ambassadører med jødisk baggrund som eksempelvis Samuel Rachlin tale sagen på alles vegne.

Interessant er det i al fald, at hvor Dansk Folkeparti normalt aldrig forsømmer en lejlighed til at indtage det lette unuancerede og let kommunikérbare synspunkt i det, som partiet selv kalder for "værdipolitiske" spørgsmål, har de netop i denne sag valgt at optræde utroligt afbalanceret og været på samme side som de muslimske samfund.

Det er en kendt sag, at eksempelvis den igennem mange år stærkt indflydelsesrige nu tidligere næstformand, Søren Espersen, der selv har jødisk familie og er kendt som Israels regerings allerbedste ven i Danmark, har ageret stopklods for, at Dansk Folkeparti har kunnet støtte et forbud. Andre stærke kræfter som Marie Krarup er på samme linje ligesom Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl. Resten af Dansk Folkepartis folketingsgruppe menes at være for et forbud.

Politisk tegner der sig lige nu en løs koalition i spørgsmålet mellem Enhedslistens 13 mandater, SF's 15 mandater, Fremads ene, Liberal Alliances tre og Nye Borgerliges fire. Det giver i alt 36 sikre mandater for et forbud. Dertil kommer Alternativets ene og tre løsgængeres stemmer, som hidtil har været usikre.

Det er eksempelvis interessant, at mens Liberal Alliance sad i regering, var partiet overvejende for et forbud (medlemmerne var stillet frit) med markante undtagelser, men er nu er svinget over og blevet fulde tilhængere. Det skal så bemærkes, at partiet siden da er blevet meget mindre målt i mandater.

Det var især højlydt modstand fra daværende LA-minister Mette Bock og søster til partilederen på det tidspunkt, Anders Samuelsen, der dengang – fortæller en kilde – forhindrede Liberal Alliance i at være for et forbud. Nu er Liberal Alliance for et forbud.