EU's klimatold kan blive livsfarlig

Lige nu ser det ud til, at klimatoget fortsætter fremad ufortrødent. Trods Covid-19.

Man holder vejret, for det er jo sket før, at det, der så ud til at være på ret kurs, pludselig afspores. Lige før COP15 i 2009 - bum! Kongressen gav ikke Obama grønt lys for klimapolitikken. Alligevel fik vi i EU verdens mest ambitiøse 2050-mål. Og bum! Den økonomiske krise bed sig fast og trak ud, og mange fik andet at tænke på. Så fik vi trukket toget i gang igen og nåede Paris i 2015. Bum! Knap var Donald Trumps stemmer talt op, før han trak USA ud af klimaaftalen. Igen mobiliserede klimakræfterne på trods. EU’s Green Deal, investorer skiftede fra sort til grøn, vedvarende energi boomede, elbilerne begyndte at fylde på vejene og så bum! Pandemien ramte.

Men toget kører stadig, og alt tegner til, at USA under præsident Biden vil være med til at sætte ekstra fart på. 

Men nu er der så CBAM i sigte.

Nu hvor EU har vedtaget at reducere sine CO2-udledninger med mindst 55 procent i 2030, bliver problemet med konkurrenter på frihjul større.

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

CBAM er ikke tegneseriesprog for en togafsporing. Men Carbon Border Adjustment Mechanism har potentiale til at blive en alvorlig kæp i hjulet på klimatoget.

I mange år har vi i Europa talt om, at en klimatold på importerede produkter kunne være et nødvendigt værktøj i værktøjskassen, når det gjaldt at håndtere udfordringen med at de fleste af vores samhandelspartnere ikke har nær så ambitiøse klimapolitikker, som vi har i EU.

Virksomhederne har knurret over, at de skulle investere i kvoter og klimareduktioner, når deres konkurrenter uden for EU ikke skulle, og man har frygtet, at produktion kunne begynde at flytte ud. Hidtil har der mest været tale om en frygt, men jo mere ambitiøs klimapolitik vi har i EU, des større bliver risikoen. 

I mange år er der derfor arbejdet hårdt på at få andre lande til også at sætte en pris på CO2. Det kommer så småt, men der er lang vej til en global pris på CO2. Kun cirka 20 amerikanske delstater har en eller anden form for pris; EU har hjulpet Kina med at etablere et kvotehandelssystem, men det er stadig i sin vorden; i flere år var vi tæt på at få koblet EU’s kvotehandelssystem til et australsk system, men det varede kun, til Australien fik en ny regering, der begravede klimapolitikken.

Med andre ord har EU udvist langmodighed. Truslen har ligget i luften, men bortset fra Frankrig var alle enige om, at det var bedst at undgå at bruge den. Men nu hvor EU har vedtaget at reducere sine CO2-udledninger med mindst 55 procent i 2030, bliver problemet med konkurrenter på frihjul større.

Så nu er EU-Kommissionen på vej med et konkret forslag. Man har især kig på sektorer som cement, stål, aluminium, gødning og elektricitet.

Selv om det i det 21. århundrede burde give sig selv, at man ikke skal straffes konkurrencemæssigt, hvis man tager klimaudfordringen alvorligt, er forslaget politisk sprængfarligt. En sådan mekanisme må være absolut sidste udvej, lød det advarende fra USA’s nye klimaudsending, John Kerry, da han i forrige uge besøgte Bruxelles, og også fra Kina har der været umisforståelige advarsler om, at en klimatold kan forgifte ikke bare handelspolitikken, men også de internationale klimaforhandlinger. 

Den kommende OECD-generalsekretær, Mathias Cormann, advarede i sit første store interview mod CBAM: "Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område."

Jo tak, men når det nu ikke er det, der sker - blandt andet ikke i Australien, hvor Cormann var finansminister indtil sidste år - hvordan kan handelspolitikken så indrettes, så det ikke kan betale sig at undlade at tage sit klimaansvar?

Det burde være indlysende, at man i det 21. århundrede ikke bør indgå handelsaftaler, der ikke tager højde for klimamålene. Således har EU og Storbritannien som en del af Brexit-aftalen aftalt, at hvis én af parterne slækker på sin klimapolitik, ja så er det lig med at opsige aftalen. Klimaet skal altså tages alvorligt, også i handelspolitikken. 

Det burde være indlysende, at man i det 21. århundrede ikke bør indgå handelsaftaler, der ikke tager højde for klimamålene. 

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

New Zealand, Costa Rica og Norge med flere er gået sammen i et nyt handelssamarbejde (ACCTS), hvor de blandt andet gør udfasning af subsidier til fossile brændstoffer til et kriterium, når de handler med andre. At gøre WTO fit for climate bør også være en helt central opgave for verdenshandelsorganisationens første kvindelige generaldirektør, Ngozi Okonjo-Iweala. Alle ved, at WTO heller ikke på dette område har været i stand til at udfylde sin rolle. Men hvad er udsigten til, at det ændrer sig i en organisation, hvor medlemmerne skal være enige, før linjen kan ændres?

Derfor har EU altså valgt at gå solo og derved dels forsøge at presse andre til mere klimahandling, dels undgå at europæisk industri stilles konkurrencemæssigt ringere.

Desværre blev det meldt hårdt ud, længe før nogle indledte en seriøs dialog med handelspartnerne, der derfor reagerede helt som forventeligt: negativt!

Og bedre blev det ikke, da man fra EU-Kommissionens side også fik signaleret, at indtægterne fra klimatolden kunne gå til EU’s budget. Næppe det bedste argument, når diplomatiet nu skal sælge forslaget i Kina, Indien, USA. Måske hjælper det lidt, at Europa-Parlamentet i sidste uge krævede, at pengene også skal gå til klimabistand til verdens fattigste lande. 

Men hvis forslaget om en klimatold ikke straks ledsages af en uendelig mængde diplomati og dialog, er det livsfarligt, for så har CBAM potentialet til at afspore klimatoget.